Selvom vi glæder os til, at Leonardo DiCaprio går på »Druk«, tyder intet på, at det bliver en succes

Vi elsker, når amerikanerne genindspiller vores film – men vi hader resultatet. Denne uge er der premiere på en amerikansk version af en Bille August-film, og snart kan vi glæde os til amerikanernes udgave af »Druk«. »Vi har en særlig forkærlighed for det oprindelige,« forklarer ekspert.

Selvom der var national glæde, da Leonardo DiCaprio opkøbte rettighederne til »Druk«, er der intet, der tyder på, at filmen bliver en succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Andy Buchanan/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Der er næsten ingen ende på vores danske glæde, når udlandet får øje på os. Tænk på, da Leonardo DiCaprios produktionsselskab købte rettighederne til Thomas Vinterbergs »Druk«. Flere medier skrev om det, og på de sociale medier var den fælles klaphat fundet frem.

Ligesom alle de andre gange, vi begejstret har klappet ved tanken om, at Susanne Biers »Brødre«, Ole Bornedals »Nattevagten« eller Hans Fabian Wullenwebers »Klatretøsen« skulle genindspilles med amerikanske skuespillere og – måske endnu vigtigere – med amerikanske budgetter.

Men når filmene rammer de danske biografer, forstummer bifaldet. En gennemgang af de anmeldelser, som danske anmeldere har skrevet af amerikanske remakes viser, at de stort set altid mener, at den amerikanske film er dårligere end den tilsvarende danske. Måske forklarer det, hvorfor danskerne ikke ser dem i biografen.

Claus Christensen, redaktør Filmmagasinet Ekko

»‛Hvilken James Bond kan du bedst lide?’ Du kan formentlig bedst lide den første, du så. Vi har en særlig forkærlighed for det oprindelige.«


Da »Nattevagten« havde dansk premiere i 1994, gik næsten en halv million – eller mere præcist 465.529 – danskere i biffen for at se den. Da den amerikanske version, »The Nightwatch«, havde premiere, blev der solgt 7.725 billetter.

Susanne Biers »Brødre« solgte 424.542 danske billetter, mens det senere remake, »Brothers«, solgte sølle 1.946.

»Det er ret absurd,« siger chefredaktør på filmbladet Ekko, Claus Christensen, der har fundet tallene frem. Han fortsætter:

»Set med danske øjne er sådan et projekt dødsdømt fra starten af. Det er lidt ligesom at besvare spørgsmålet: ‛Hvilken James Bond kan du bedst lide?’ Du kan formentlig bedst lide den første, du så. Vi har en særlig forkærlighed for det oprindelige.«

Han suppleres af filmforsker Peter Schepelern fra Københavns Universitet, der påpeger, at de amerikanske remakes også falder til jorden i USA.

»Selve projektet er på en eller måde lidt flovt. ‛Jeg har en stor spændende film i ærmet, men jeg har taget manus fra en anden film’. Det er ikke udgangspunktet for at blive fantastisk,« siger Schepelern.

Da Pilous Asbæk blev en dame

Alligevel bliver de amerikanske remakes ved med at dukke op. Torsdag i denne uge var der premiere på »Blackbird«, Hollywoods udgave af Bille Augusts drama »Stille Hjerte«, der handler om en kvinde, der samler sin familie for at sige farvel, inden hun får aktiv dødshjælp.

Den danske film var et comeback for Bille August, men ved premieren på den amerikanske version var anmelderne mere forbeholdne. Berlingske gav tre stjerner, mens Politiken mente, at filmen set med »danske øjne er et lidt overflødigt tilbud«.

Historien i »Blackbird« er da også – stort set – den samme, selvom Ghita Nørby er udskiftet med Susan Sarandon, Pilou Asbæk er gjort til en kvinde, og historien nu foregår i en velhavende familie. Det sidste skyldes primært en praktisk omstændighed, fortæller Christian Torpe, der har skrevet både »Stille Hjerte« og »Blackbird«.

Man ville gerne have skuespillerinden Kate Winslet med i filmen, og hun krævede, at optagelserne skete tæt på hendes private hjem. Og så endte man i den fine villa, der danner ramme om filmens fortælling.

Pilou Asbæk fik en Bodil for sin birolle i »Stille Hjerte« i 2015. I den amerikanske udgave af filmen er hans rolle blevet overtaget af den nonbinære skuespiller Bex Taylor-Klaus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.

Pilous Asbæks rolle blev ændret for at åbne for mere diversitet i fortællingen, men derudover havde hverken producent eller instruktør de store ønsker om, at manuskriptet blev forandret, siger Christian Torpe, der gik til opgaven vel vidende, at »Blackbird« næppe ville få strålende danske anmeldelser.

»Jeg var så glad for den danske version, at jeg kun syntes, at det var sjovt at forsøge at lave en anden version. Hvad var det værste, der kunne ske? Den danske film var jo lavet,« siger Christian Torpe, der kalder »Stille hjerte« for »mere jordnær og folkelig«:

»Hvis der er noget særegent dansk i den, så er det det grundtvigianske i relationen til døden. »Blackbird« er måske mere præget af den britiske instruktør og det britiske, og lidt mere distancerede, forhold til døden.«

At »Blackbird« har fået lidt blandede anmeldelser, tager Torpe med stor sindsro.

»Det er helt naturligt, at et dansk publikum vil føle, at den første film er den rigtige, og at nummer to er en kopi. Men det er ikke sikkert, at et udenlandsk publikum oplever det samme.«

Et spørgsmål om penge

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor filmene bliver lavet, hvis de alligevel aldrig bliver en succes? Både Peter Schepelern og Claus Christensen har den samme forklaring:

Det handler om penge.

»Den engelsksprogede filmindustri har jo et umætteligt behov for gode historier, og hvis de ser en, som allerede har haft et publikum, så køber de den,« siger Peter Schepelern og understreger, at amerikanerne ikke køber selve filmen. De køber ideen.

»Hvis de bare ville lave »Druk« igen, kunne de jo bare alliere sig med Thomas Vinterberg og få ham til at indspille den igen med nogle engelsktalende skuespillere, så det amerikanske publikum slap for at læse undertekster og gnaske popcorn samtidig. Det bryder de sig nemlig ikke om,« fastslår Peter Schepelern.

Ole Bornedal fik et enormt folkeligt og kunstnerisk gennembrud med »Nattevagten«, men den senere, amerikanske udgave, »Nightwatch«, fik tæsk af anmelderne. Som det næsten altid sker. Her er Bornedal og Jens Arentzen til den danske premiere på Ole Bornedals amerikanske udgave af »Nattevagten«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Men intentionen er en anden, og det er her, filmene kommer i problemer med det danske publikum. For vi kommer automatisk til at sammenligne. Vi forventer, at filmene skal ligne. Og så går det galt.

»Vi har en oplevelse af, at der findes en original film, der er dansk, har en dansk personlighed og nogle danske karakteristika. Når den så laves i USA, føler vi, at den mister noget. Det er lidt det samme, som når amerikanerne laver en kopi af Eiffeltårnet og placerer det et sted i USA,« siger Claus Christensen og understreger, at amerikanske genindspilninger næsten altid bygger på film, som har et udpræget dansk anstrøg. Og de er svære at overføre.

»Til gengæld kunne en Jussi Adler Olsen-filmatisering sikkert blive bedre af at få nogle større budgetter,« siger Claus Christensen, der ikke forventer sig det store af »Druk«. Det gør Peter Schepelern heller ikke.

»Druk er en spidsfindig historie, men den er ikke amoralsk. Den siger, at alkohol giver et pust og noget mod, men med måde, så i den forstand er det en finurlig historie. Man kunne godt forestille sig, at budskabet bliver mere bastant i en amerikansk version,« siger Peter Schepelern, der gætter på, at Thomas Bo Larsens figur vil blive gjort mere tragisk, mens de pinlige sekvenser vil blive fjernet.

»Når amerikanerne laver pinlighed, er vi mere over i Jim Carrey-traditionen, hvor det er sjovt med bøvede mænd. Det er sjældent brugt så raffineret som i »Druk«, der har en vibrerende mellemtone.«

Der er heller ikke den store forventning hos Claus Christensen.

»Den danske film griber en om hjertet, måske også fordi Vinterbergs personlige tragedie, med tabet af hans datter, puttede noget alvor ind i den. Men den film har vi set. Jeg forventer mig ikke noget særligt af »Another Round«, og jeg kan også garantere, at den næppe bliver et box office-hit i USA,« siger Claus Christensen – før han tilføjer endnu et eksempel til listen over danske film, der er kommet til udlandet.

»Olsen-banden er lavet på både svensk og norsk, og det har jeg ingen lyst til at se. Så hellere »Klassefesten«, der er lavet på finsk.«

Med den sidstnævnte film kan det næste også kun gå fremad. Ved premieren på den danske version skrev flere aviser, at resultatet var »næsten ubærligt at overvære«. Berlingske var mest begejstret og gav den fire stjerner.