Se børn – succes er ikke noget, man opnår på fem minutter ved at imponere Thomas Blachmann

DRs dokumentarserie om en dreng, der begynder på Det Kongelige Teaters Balletskole, er fin og opbyggelig – og kan faktisk ses af både børn og voksne.

Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de første læresætninger, man får banket ind i hovedet, når man lærer at fortælle historier, er »don’t tell it, show it«. Altså, lad være med at fortælle tingene, vis dem i stedet.

I dokumentarserien »Alfred danser ballet« er det, som om man arbejder med den omvendte model. Vi får i den grad fortalt, når noget er spændende, eller når der er noget, man skal være nervøs for.

Det er, som om holdet bag ikke helt tror nok på deres egen fortælling, men det er der egentlig ingen grund til, for den fungerer faktisk glimrende. Og selvom »Albert danser ballet« primært er henvendt til børn, behøver de ikke at få alt ind med skeer. Børn er ikke dumme, bare fordi de er børn.

Ny klasse og nye venner

De vil i hvert fald med garanti kunne spejle sig i otteårige Alfred. Filmholdet følger ham, fra han bliver optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole og et år frem. Instruktøren og produceren har haft endog rigtig god adgang til hovedpersonen – idet de er hans forældre.

I første afsnit skal Alfred begynde på balletskolen og dermed skifte klasse og forsøge at finde nye venner. Det kan alle sætte sig ind i.

Uden at dokumentarserien borer i blod, sved og tårer, fornemmer man, at det bestemt ikke er nogen badeferie at gå på balletskole. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR.

Senere skal han træne til sin første forestilling. På scenen for første gang og til balleteksamen. Det er – trods en forvredet fod før forestillingen og en øm skulder inden eksamen – ikke vanvittig dramatisk, men ikke kedeligt af den grund.

Voksne replikker

Formen er klassisk fluen på væggen-dokumentar, men det er Alfred selv, der leverer speaken og kommenterer handlingen undervejs. Det er ret dynamisk og effektivt – også selvom nogle speaks skurrer fælt i ørerne.

Når Alfred er nervøs inden eksamen og siger, »tænk hvis jeg skal forlade det her magiske sted og de eventyrlige balletforestillinger«, lyder det endog temmelig meget som en replik skrevet af voksne.

Både de voksne ord og de mange gange, hvor Alfred fortæller os, at noget er spændende, eller at han er nervøs frem for bare at lade os opleve det, kan man godt leve med, for den charmerende Alfred er grundlæggende godt selskab.

Og man behøver ikke at interessere sig for ballet for at kunne identificere sig med det underliggende tema om, at hvis man ønsker noget, så kræver det også, at man skal fravælge noget andet.

Og i disse tider, hvor man stadig sælger drømmen om, at man kan blive stjerne, hvis bare man kan imponere Thomas Blachmann i »X Factor«, er det faktisk utrolig rart med en serie til børn, der fortæller, at hvis man gerne vil være god til noget, så kræver det faktisk hårdt arbejde og masser af træning.

»Alfred danser ballet«. Dokumentarserie, otte afsnit a 9-12 minutter. Instruktion: Christian Sønderby Jepsen. Premiere 18. april på Ramasjang og DRTV.