Sarah Iben Almbjerg: Nogle af os skal kæmpe lidt mere end andre for at få det til at gå op – mors dag burde være en kampdag

Måske kunne man lave en realityformat for de gamle mødre, der har rande under øjnene, allerede inden babyen begynder at græde, og som ved, hvor mange forskellige slags udslæt, man ikke dør af, skriver journalist Sarah Iben Almbjerg.

»Vi samlede langsomt hverdagen op, den lille dreng, min store pige og jeg. Vi flyttede til vores egen lejlighed. Det føltes ikke som en familie, men jeg vænnede mig til at fejre de små sejre,« skriver Sarah Iben Almbjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Det har været et langt forår og jeg er begyndt at se »Paradise Hotel«, programmet, hvor unge, bikiniklædte deltagere kysser, soler sig og skriger højt af begejstring, når der serveres granatrøde drinks i stive plastikkrus.

Selvom vi er holdt med at drikke af plastik, tror jeg, at jeg og mine jævnaldrende kunne sparke nyt liv i realitykonceptet. Tænk at flyve ti midaldrende mennesker til et luksushotel, give dem børnefri og badetøj og bede dem kæmpe om at få lov til at beholde deres plads i solen.

Intrigerne ville blive så meget mere udspekulerede. Halvdelen af deltagerne ville være grådlabile, den anden halvdel  i panikalderen. Festen ville peake, når anlægget istemte »Sømand af verden« eller bare noget med Thomas Helmig.

Der ville på alle måder være mere på spil. På nær måske når festerne sluttede, og de vildeste branderter hev hinanden ned på værelset, tog tøjet af ... og blev enige om, at de faktisk hellere ville sove.

De første par dage var ren overlevelse

Jeg var næsten 40, da jeg fik min søn, og jeg kunne se, at de andre kvinder på fødegangen var en en del yngre. Den første tid var de usikre og famlende, de holdt deres spædbarn med samme forsigtighed, som var det vand, de bar mellem hænderne. Jeg genkendte det. Og kunne se, at det var noget andet hos mig.

Jeg havde fået mit første barn syv år tidligere, jeg havde rande under øjnene, allerede inden den nye baby begyndte at græde, og jeg vidste, hvor mange forskellige slags udslæt man ikke dør af.

Det var heldig viden. Tre dage efter fødslen tog barnets far på en spontan ferie, som han aldrig rigtig er kommet tilbage fra. De første par dage var næsten »Alene i Vildmarken« tilsat et søvnbehov, der aldrig blev opfyldt i mere end et par timer ad gangen. Når jeg endelig havde fred, kunne jeg ligge og tænke over, hvad de andre mon lavede nu. Dem, der havde et liv. Nærbillederne havde været rent guf på Viaplay.

Derfor griner jeg også, når jeg ser reklamen fra Roccamore, der sælger sko under titlen »There is no hood like motherhood«. Som om moderskabet var et salgbart accessory. Virkeligheden er mest af alt et langt, sejt træk. Det har filmskaberne også fundet ud af. Se bare HBO Nordics »Mare of Easttown« eller se »Pørni« på Viaplay.

Vi samlede langsomt hverdagen op, den lille dreng, min store pige og jeg. Vi flyttede til vores egen lejlighed. Det føltes ikke som en familie, men jeg vænnede mig til at fejre de små sejre. Målene blev ret konkrete. Begge børn skulle grine – nede fra maven – mindst én gang hver dag. Så var det mindre vigtigt, om jeg fik ordnet vasketøjet.

Jeg fik et nyt job og en anden arbejdsgiver, der forstod, at der også var noget, der hed børnetandpleje, og at børnene ofte var syge mere end en dag ad gangen.

Mors dag burde være en kampdag

Langsomt ramte det. Ikke som en buldrende revolution, men som et lille lys en nat, hvor jeg sad og holdt min søn i hånden, mens han sov. Og bare lyttede til åndedraget. Jeg havde haft så travlt med at få det hele til at hænge sammen, at jeg først mærkede det der. Det lille anker, der pludselig hæftede mig til resten af verden.

Nogle af os skal kæmpe lidt mere end andre for at få det til at gå op. Mors dag kunne være en kampdag.

Af samme grund kunne man også ændre et andet tv-koncept: »De gamle mødre« ville blive et format fuldt af både  fortvivlelse, ømhed og enorme mængder dyreprint.

Det ville være et program for dem, der er holdt op med at læse om natursutter og økologisk vaskemiddel. Dem, der ikke kan dække et søvnunderskud med solbriller og foundation. Dem, som ikke længere forsøger at blive den perfekte mor. Dem, der bare er ender med at være Mor. Så godt som de nu kan være det.