Den første »Gladiator«-film var lige så effektiv, som den var historisk ukorrekt.
Sværd-og-sandaler-filmen fra 2000 med Ridley Scott i instruktørstolen og Russell Crowe som Maximus, den romerske general der bliver gladiator, blev et kæmpehit, der vandt fem Oscar-statuetter.
24 år senere er toeren nu på vej i biografen, og det stadig Ridley Scott, der skal instruere. Han er i mellemtiden blevet 86 år gammel, og man kunne nok frygte, at der bare er tale om, at Hollywood igen bare vil forsøge at slå mønt på tidligere succes.
Men nu er de første udenlandske anmeldelser kommet, og det ser ud til, at filmen faktisk er god – omend ikke helt på højde med forgængeren.
Filmens handling foregår 20 år efter begivenhederne i »Gladiator«. Lucius (spillet af Paul Mescal), som er søn af Maximus og Lucilla (spillet af Connie Nielsen), bor med sin kone og barn i Numidien i Nordafrika. Men området bliver invaderet af romerske styrker og Lucius bliver slavegjort. Ligesom sin far bliver han gladiator.
I The Guardian skriver Peter Bradshaw, at filmen på mange måder er en gentagelse.
Alligevel er den bestemt underholdende.
»Denne efterfølger er seværdig og spektakulær med et Colosseum, som er i en fantastisk 1-til-1-kopi, fysisk og ikke digitalt, med ægte menneskemængder,« skriver Peter Bradshaw. Han giver fire ud af fem stjerner.
Et romersk orgie af spænding
Filmen har nemlig været meget, meget dyr at producere, og udover selve Colosseum har man også brugt penge på blandt andet et tonstungt mekanisk næsehorn, der kan bevæge sig med 65 kilometer i timen, samt store stjerner som Pedro Pascal og Denzel Washington i bærende biroller.
Og pengene er ikke spildt, mener også Pete Hammond, anmelderen i det amerikanske filmmedie Deadline.
Han skriver, at Denzel Washington gør det rigtig godt som den romerske kejser, Macrinus.
»Gladiator er svær at skulle lave en opfølger til, men Sir Ridley Scott viser sig stadig at være en mester i at skabe et romersk orgie af spænding, som på alle måder er en værdig efterfølger,« skriver Pete Hammond. Deadline giver ikke stjerner.
Lidt mindre begejstret er anmelderen i Variety.
»Det er ikke megen ros, men »Gladiator 2« (…) er formentlig kun så god en film, som vi kunne have forventet,« skriver Owen Gleiberman.
»Det er et episk eventyr, der er perfekt til en omgang eskapisme lørdag aften. Men er den fantastisk? En film som man kan elske på samme måde, som man elsker »Gladiator«? Nej og nej. Det er i sidste ende kun en skygge af den film. Men den er lige akkurat underholdene nok til at retfærdiggøre sin eksistens,« skriver Gleiberman, som heller ikke giver stjerner.
Det ser ud til, at de fleste anmeldere kan svare »ja« til Maximus højlydte spørgsmål fra den oprindelige film:
»Er I ikke underholdt?«
For generelt er 76 procent af de foreløbige engelsksprogede anmeldelser positive. Det kan man se på RottenTomatoes, som optæller anmeldelser for at give et samlet overblik.
Gladiator 2 har premiere på torsdag.