Rygterne har svirret om spillet i årevis. Nu er den første trailer landet

Det næste spil i »Grand Theft Auto«-serien er på vej. Ifølge ekspert bliver det det dyreste spil nogensinde. 

For nogle uger siden begyndte medier rundtomkring i verden at skrive, at der var en trailer på vej til videospillet »Grand Theft Auto VI«.

Spillet er altså så ventet, at nyheden om, at der var en trailer på vej, var en nyhed i sig selv. 

Nu er traileren kommet, som du kan se i toppen af denne artikel. Og ganske symptomatisk skete det efter endnu en læk fra spillets udvikler, Rockstar Games. 

Spillet kommer til at foregå i spilseriens Miami-inspirerede by, Vice City, der også før har været centrum for et andet af spillene i serien, »Grand Theft Auto: Vice City«, fra 2002. 

Traileren viser en farvemættet by fyldt med skæve eksistenser, der viser sig frem til lyden af Tom Petty-sangen »Love Is a Long Road«. 

Det første spil i serien, som ofte blot kaldes som »GTA«, udkom i 1997. 

Grundlæggende er alle spillene såkaldte open world-spil, hvor spilleren frit kan bevæge sig rundt i storbyer til fods eller i køretøjer. Det første spil var et af de tidligste og bedste forsøg på netop den slags spil. 

 Fælles for spillene er, at man spiller som en kriminel antihelt, der skal stige i graderne i en storbys underverden. Spillet har været både anmelderrost, enormt populært og også kontroversielt, fordi det indeholder meget vold. 

Det seneste spil i rækken, »Grand Theft Auto V«, udkom i 2013, og i det følgende årti har der løbende været rygter og læk om, hvordan det næste spil mon blev, og hvornår det udkommer.

Det seneste spil er med 190 millioner solgte eksemplarer det næstmest solgte spil nogensinde efter »Minecraft«, skriver BBC. Med en stykpris på mellem 100 og 500 kroner afhængigt af købstidspunktet er det ikke svært at regne ud, at spillet har været en indbringende affære for Rockstar Games. 

Det dyreste nogensinde

Netop det faktum kan være med til at forklare, hvorfor der er gået så lang tid med en opfølger.

For »Grand Theft Auto V« har stadig så mange, der spiller onlineversionen, at det konsekvent ligger i toppen af listerne over flest spillede timer på PlayStation, pc og Xbox. Det har med andre ord været en vedvarende succes, der bliver ved med at indtjene penge til udvikleren. Det siger James Binns, bestyrelsesformand for spilmediefirmaet Network N, til BBC.

»De har brugt over en milliard dollar (6,9 milliarder kroner, red.) på det (nye spil, red.), så det bliver episk i skala. Dette bliver det dyreste spil, der nogensinde er lavet,« siger James Binns til BBC. 

Ifølge Bloomberg får det nye spil to hovedroller, så spillerne skal spille som både en mand og en kvinde. Den ene karakter er en ung kvinde ved navn Lucinda, mens den mandlige karakter endnu ikke er navngivet. 

Der har som nævnt været en række lækager, hvor man har kunnet se indhold fra spillet. Den første store læk skete i september 2022, og det var der, at offentligheden først fik bekræftet, at der var et nyt spil på vej.

En af de videoer, der kom frem i sidste uge, og som angiveligt stammer fra en søn til en direktør i Rockstar Games, kan ses herunder.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på tiktok

Lækken fra 2022 bestod af en række videoer fra udviklingen af spillet, hvor man kunne se optagelser fra spillet, hvor der blev begået røverier, skudt med våben og kørt i biler. 

Så sent som i sidste uge var der endnu en læk, som angiveligt kom fra sønnen til en direktør fra Rockstar Games, skriver Business Insider. I videoer på TikTok, som du kan se en af ovenfor, kunne man se to korte videoer fra det kommende spil. 

Og traileren, som Rockstar Games nu selv har udsendt, blev også lækket, inden Rockstar Games selv sendte den ud. Derfor valgte Rockstar Games at udsende den, 15 timer før man ellers havde annonceret det.

Foreløbig er traileren efter ni timer på YouTube blev set 48 millioner gange. 

De ivrige spillere, der for nogles vedkommende har ventet et årti på en opfølger, må vente lidt endnu. I traileren står der nemlig, at spillet udkommer i 2025 – og det vides ikke, om det bliver i begyndelsen eller slutningen af året.