Russerne er stadig de største filmskurke. Og der er en grund til, at vi har brug for dem

Lige siden Den Kolde Krig har den kyniske russerskurk mejet sig gennem vestlige actionfilm. Faktisk er filmens fjendebilleder så velkendte, at de også påvirker os politisk. Måske gælder det også i Rusland, hvor man ikke holder sig tilbage med at vise en ganske særlig karikatur af os.

I 2018 spillede Jennifer Lawrence den dødsensfarlige sovjetiske agent »Red Sparrow«, som er et eksempel på den respekt, vestlige spionfilm indimellem tildeler de russiske modstandere.     Fold sammen
Læs mere
Foto: Planet Photos
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvfølgelig kender du ham: Den russiske filmskurk, der med isblå øjne og en kynisk krusning på læberne nedlægger alt fra James Bond til Ironman. Som snedigt spekulerer i at overtage Vesten i »The Defeated« og banker løs på Viggo Mortensen i »Eastern Promises«.

Få andre folkeslag har markeret sig så barskt og blodigt i den vestlige filmhistorie som russerne. Faktisk er fjendebilledet så velkendt, at det også påvirker os politisk. Det siger flere eksperter, Berlingske har talt med.

En af dem er seniorforsker Helle Malmvig fra Dansk Institut for Internationale Studier, der har undersøgt fjendebilleder i blandt andet film og reklamer. Især to folkeslag kender vi: Den mellemøstlige fjende og den russiske fjende.

Den danske skuespiller David Dencik spiller russisk skurk i den seneste James Bond-film, »No time to die«. I flere interview har han fortalt, hvordan rollen bevist skulle give associationer til koldkrig og Østeuropa. »Og så lod vi håret vokse. Håret skulle se ud, som om jeg lige havde hevet en sweater over hovedet, så det stod sådan lidt ud og var videnskabsmandsagtigt,« har Dencik sagt til Kino.dk Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Mellemøstlige fjender vises ofte som primitive, tilbagestående og meget anderledes. Til sammenligning skildres russere som europæiske, del af et kristent fællesskab og intelligente. Og det er faktisk meget afgørende. Fordi det påvirker os politisk, men også fordi det siger en del om vores egen selvforståelse,« understreger Helle Malmvig. Det, vi siger om andre, siger altid mest om os selv.

»Jo mere vi taler om, hvor inhumane og brutale russerne er, jo mere får vi positioneret os selv som dem, der passer på de civile og overholder gængse spilleregler. Også selvom det ikke nødvendigvis passer. I krig ryger alle nuancer, og i de fortællinger, vi har om vores fjender, er der ingen sandhed. Det er fortællinger, som er rare at holde fast i, når tiden er usikker og bekymrende«.

Da filmskurken ankom

Den russiske filmskurk opstod som yndlingsfjende i vestlige film længe før Den Anden Verdenskrig, siger filmlektor emeritus og forfatter Peter Schepelern. I de tidlige James Bond-film optræder der også russiske skurke, der som regel er fremstillet som særligt ondskabsfulde, heriblandt den frygtindgydende Rosa Klebb fra den russiske efterretningsafdeling Smersh, der i »From Russia With Love« forsøger at aflive Bond med springknive monteret i sine sko.

En anden levedygtig skabelon, siger Peter Schepelern, er russeren som den »indlejrede fjende«.

»Det er den paranoide forestilling om den russiske agent, der har infiltreret det vestlige samfund og lever skjult iblandt os og venter som en 'sovende agent' på at blive sendt i aktion,« siger Peter Schepelern. Der findes dog også adskillige film, der skildrer russerne med sympati, siger Peter Schepelern, som for eksempel den engelsk-tysk-russiske »Enemy at the Gates«, der skildrer russernes heroiske modstand mod den tyske hær i slaget om Stalingrad.

Og blandt andet har Arnold Schwarzenegger spillet sympatisk russisk betjent i »Red Heat«. Arnold Schwarzenegger hentede inspiration fra Greta Garbo, der i »Ninochka« (1939) spillede en kold russer, der bliver blødt op, da hun kommer til Vesten.

»Der er ingen tvivl om, at russerne som regel har været Vestens fjende på film. Men samtidig er de ofte blevet fremstillet som et folk, vi deler samme kultur med,« siger Peter Schepelern.

Skurken er godkendt

Vesten har dog ikke patent på fjendebilleder. Ifølge russiske opgørelser er der alene i sovjetperioden blevet produceret omkring 500 film med vestlige karakterer, og de er ikke altid blevet venligt fremstillet.

Martin Cleemann Rasmussen, cand.mag. i russisk og historie og tilknyttet Forsvarsakademiet, har boet i Rusland og har derfor haft mulighed for at studere russernes fremstilling af os vesterlændinge i film og tv.

»Der er selvsagt en vigtig forskel på amerikanske og russiske film, idet sidstnævnte film jo er blevet produceret under nøje statslig kontrol og censur. Når der optræder amerikanske skurke i en russisk film, så er det blevet godkendt oppefra, og man se, at indholdet afspejler Sovjetunionens eller Ruslands samtidige politik over for udlandet,« siger Martin Cleemann Rasmussen.

Ifølge webmagasinet Russia Beyond har russiske film især brugt amerikanere som prototype på den karikerede vesterlænding. I den tidlige sovjetæra kunne det handle om amerikanere, der under besøg i Sovjet får øjnene op for sandheden om det lykkelige kommunistiske rige. Omvendt kunne man også lave en kritik af USA, som i melodramaet »Circus« (1936), hvor en sort amerikansk cirkusartist undslipper amerikansk racisme, da han hopper af til Sovjetunionen.

Tyskerne holder fri

Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan vi opfatter vores fjender, eller hvordan de ser ud på film. Faktisk påvirker det os også politisk. Den amerikanske forfatter og krigsobservatør Peter van Buren har skrevet flere bøger om de krigsfilm, han kalder »krigsporno«. Det er film som »American Sniper« og »Saving Private Ryan«, der kan få selv grimme krige til at se flotte ud, og som »giver unge mænd lyst til at dø, inden de fylder 20 ».

»Det er de krigsfilm, der gør det nemmere for politikere at overtale befolkningen til at støtte konflikter, selv mens deres egne døtre og sønner vender hjem med livsvarige skader og men,« skriver Peter van Buren i The National.

Også Helle Malmvig fra Dansk Institut for Internationale Studier understreger fjendebilledernes politiske betydning.

»Fjendebilleder bliver et skema eller nogle briller, vi ser alt igennem. Uanset om vi er politikere eller borgere, så påvirker det vores vilje til at forhandle og hjælpe. Hvis vi skildrer folk som primitive og tilbagestående, er der mindre vilje til reel forhandling,« mener Helle Malmvig, der til gengæld tror mere på forhandling med en fjende, der virker rationel og intelligent. Derfor er krigen i Ukraine også interessant og samtidig mærkværdig at følge.

Danske Viggo Mortensen spillede russer med slikhår og tyk accent  »Eastern Promises« fra 2007. Under sin research rejste Mortensen til både Moskva, St. Petersburg og Sibirien for at lære accenten og læse bøger om forbryderringen Vory v Zakone, som filmen handler om. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO.

»Man føler jo næsten, at man ser en film,« siger Helle Malmvig og understreger, at begge krigens hovedpersoner, den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans russiske kollega, Vladimir Putin, er mestre i iscenesættelse. Krigen bliver mange steder opfattet som en udvidet form for David mod Goliath.

»Lige nu er der ligefrem danskere, der har lyst til at gå i krig. Det er helt sikkert også hjulpet på vej af fortællingen om krigen.«

Spørgsmålet er, hvordan den nuværende krig vil ændre de fjendebilleder, vi normalt ser på film. Når skurken ikke længere blot er fantasi eller en version af fortidens skurke. Når krigen er virkelig.

Helle Malmvig tror blandt andet, at den tyske naziskurk vil forsvinde længere ud af de vestlige film. Nu er Tyskland vores venner. Til gengæld er der masser af energi i det russiske fjendebillede.

»Det bliver tilbage til den kolde krig, hvor USSR var den største fjende. Det er ikke engang sådan, at det er noget, man behøver at plante  hos forfattere og filmfolk. Jeg tror, at det billede sidder der helt ubevidst,« siger Helle Malmvig.