Prins Henrik slår fra sig i ny dokumentar: »Alt, jeg gjorde, sagde eller havde på, var forkert«

Dokumentaren »Dronningens mand« viser køligt prins Henriks vanskeligheder med at affinde sig med sin rolle som prinsgemal.

Hvem kan se symbolikken? Enkelte gamle, sort-hvide optagelser er blevet farvelagt til dokumentaren »Dronningens mand«. DR

»Du har din egen specielle plads i danskernes bevidsthed.«

Ordene i dronning Margrethes sølvbryllupstale til sin mand får en særlig betydning, når man hører dem igen i den ny portrætfilm »Dronningens mand«. Kaster skygger ud over den ellers så festlige lejlighed, de ellers så kærlige ord. Mest af alt, fordi man bider mærke i, hvad der ikke bliver sagt. Hvordan ville det have været mest naturligt at formulere sig? Majestæten placerer ikke sin mand i danskernes hjerter. Hun planter ham i bevidstheden. Der er pokker til forskel.