Allerede i 2006 sagde DRs direktion, at DRs mediearkiv skulle stilles frit og gratis til rådighed for danskerne, men det er som bekendt endnu ikke en realitet. 

Det har i årevis været et udbredt ønske – og egentlig også en politisk beslutning – at DRs mediearkiv skulle blive offentligt tilgængeligt for alle.

Efter sommerens nye medieaftale, hvori det igen blev besluttet, at DR skal gøre sit arkiv offentligt, så ser det nu ud til, at vi nu alle sammen får adgang til det licensbetalte indhold. 

DR lancerer nemlig sit nye arkivtilbud, der har fået navnet Gensyn. 

»Vi har programmer tilbage til 1950erne og frem til 1990erne. Det er vores fælles hukommelse, som vi gerne vil give danskerne lyst til at gå på opdagelse i,« siger Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR i en pressemeddelelse

Det første, der bliver tilgængeligt på Gensyn er »Huset på Christianshavn« i en nyrestaureret udgave, ligesom »Matador« blev restaureret i 2017. 

Det er Nordisk Film Shortcut, der har stået for at restaurere de 84 afsnit af serien, der oprindelig blev sendt i 1970erne. 

Aldrig har Poul Reichhardts badekåbe stået så skarpt. Restaureringen har nemlig gjort billedet skarpere og farverne klarere, som man kan se her. 
Aldrig har Poul Reichhardts badekåbe stået så skarpt. Restaureringen har nemlig gjort billedet skarpere og farverne klarere, som man kan se her.  DR

Ud over at høre Poul Reichhardt råbe »Meyer!« efter Arthur Jensen et antal gange, kommer man også til at kunne se ting som »Ka’ De li’ østers«, »Nana«, »Lørdagshjørnet«, »Gamle Danmark« og højdepunkter fra »TV-Teatret«. 

Det er dog ikke alt fra arkivet, der bliver udgivet på Gensyn, der bliver tilgængeligt via DRs streamingtjeneste, DR TV. 

»Gensyn skal være et kurateret tilbud med fokus på dansk kulturarv, hvilket betyder, at det er DR, der løbende udvælger dele af sit arkiv og stiller det til rådighed for seerne,« lyder det i pressemeddelelsen. 

Efter planen vil det blive muligt selv at gå på opdagelse i DRs samlede udsendelsesarkiv via en søgefunktion, når det på et senere tidspunkt blive stillet til rådighed for offentligheden via Det Kongelige Bibliotek. 

I 2022 sagde Mette Skou Lauridtsen, afdelingschef i DR Jura, indkøb og rettigheder, til Berlingske, at grunden til, at DRs arkiver ikke allerede var tilgængelige, blandt andet var, at rettighederne til hvert enkelt program skulle cleares.

Den endelige premieredato på Gensyn og detaljer om indholdet bliver offentliggjort senere. 

Foreløbig skriver DR blot, at det bliver i foråret.