På et tidspunkt aner man ikke, hvad der er virkeligt, og hvad der er fantasi. Og opdager, at man er lidt ligeglad

Der ligger sikkert nogle fine pointer gemt i filmatiseringen af Stefan Zweigs »Skaknovelle«, men de er sandelig ikke pakket særligt interessant ind.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ud fra et torturmæssigt synspunkt kan man sikkert sige meget godt om isolationsfængsling. Men som ramme i en film er det mindre oplagt.

Ligeledes kan man sige, at »Dronninggambit« på Netflix måske nok viste, at skak godt kan være skamløst underholdende, selv om man egentlig ikke interesserer sig for spillet – men at skak ikke i sig selv er filmisk spændende. Således er det lidt op ad bakke for filmatiseringen af Stefan Zweigs »Skaknovelle«.

Fanget af Gestapo

Vi er i Østrig i 1938. Notaren Josef Bartok (Oliver Masucci) lever et behageligt og ubekymret liv. Lige indtil nazisterne annekterer landet. Mens nazisterne bogstavelig talt banker på hans dør, memorerer Josef Bartok nogle koder, der giver adgang til den østrigske adels rigdomme – og brænder dem så.

De rigdomme er Nazityskland naturligvis vældigt interesserede i, så Bartok hentes ind af Gestapo, der har overtaget et luksushotel – og bliver først mødt med venlighed og whisky af den distingverede Gestapo-mand Franz-Josef Böhm (Albrecht Schuch).

Da det står klart, at Bartok ikke har tænkt sig at hoste op med koderne, bliver han dog sat i isolation på et af hotellets værelser.

Skak som eneste trøst

Virkelig længe. Så længe, at det til tider føles som realtid, når man sidder nede i biografsalen – selv om Oliver Masucci spiller glimrende og har et næsten tegneserieagtigt fjæs, man aldrig bliver træt af at kigge på.

Det lykkes Bartok at smugle en bog om skak ind på sit værelse, og hans eneste underholdning er at spille de samme partier igen og igen med skakbrikker lavet af gammelt brød. Det kan dog ikke forhindre, at han langsomt, men sikkert mister sin forstand.

Albrecht Schuch (tv) spiller en dobbeltrolle som Gestapo-officer og skakmester. Det er der sikkert en god grund til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angel Films Julia Terjung.

Mere og mere surrealistisk

I en sideløbende handling er Bartok ombord på en luksusliner med kurs mod USA. Måske er hans kone med, måske er det kun i hans fantasi. Han spiller skak mod den primitive, men åbenbart geniale skakmester Mirko Czentovic (ligeledes spillet af Albrecht Schuch).

Eller også er det noget, der foregår i hans hoved. I det hele taget bliver handlingen mere og mere surrealistisk, og man aner til sidst ikke, hvad der er virkelighed og fantasi. Det kan være fint nok, men man opdager også, at man efterhånden bliver lidt ligeglad.

Der ligger givetvist nogle fine metaforiske pointer gemt om åndens og dannelsens sejr over fascismen, men de er simpelthen ikke pakket særligt spændende ind i denne fortolkning af bestselleren »Skaknovelle«. Som måske egner sig bedst som det, den oprindeligt var tænkt som: En bog.

»Skaknovelle«. Drama, 110 minutter. Instruktion: Philipp Stölzl. Med: Oliver Masucci, Albrecht Schuch, Birgit Minichmayr m.fl. Premiere 14. oktober i biografer landet over.