»Øen« på DR 1 viser os, at helvede er de andre

Mediekommentar. DRs realityformat »Øen« er tilbage med 14 nye danskere, der er blevet væk fra alle andre, ikke mindst for sig selv.

Økuller: Hvem styrer? Hvem lader de andre padle? Deltagerne i »Øen II« er alene med hinanden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karin Fallah
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Intet er planlagt. Intet under kontrol,« forklarer speakerstemmen. Og nej, det er ikke DRs kriseramte dramaafdeling, det handler om, men det første afsnit af selvsamme udbyders realityformat »Øen«.

Realitybetegnelsen er noget, jeg finder på. »Et socialt eksperiment« kalder publicservicestationen »Øen«, på samme måde som »Gift ved først blik« var det, selv på syvende sæson. Det lyder også langt pænere.

Formatet gik første gang over skærmen for tre år siden. Nu er det her igen. Og betegnelsen eksperiment er sådan set fair nok. Konceptet er nemlig det samme som før: Det handler stadig om 14 helt almindelige danskere, der sættes i land på en fugtigvarm og øde stillehavsø. Her skal de overleve i 30 dage uden mad og drikke og tag over hovedet. Ingen er så uheldige at skulle stemmes hjem, selvom allerede første afsnit afslørede, at det var der nogen, der godt kunne være blevet.

Alene med hinanden

Indtil videre er samfundslaboratoriet befolket med et flimmer af strammere og slappere, sindige jyder og hysteriske københavnere. Af lastbilchauffører og »kunstnere og akademikere«, doven-roberter og mansplainenede iværksættere, der har det svært med at affinde sig med at gå i samme march som alle de andre. Hvor ender vi? I et nyt Utopia eller i det rene »Fluernes herre«? Det vil de næste torsdage vise.

Det hele filmes stadig udelukkende af deltagerne selv. Vi er altså tæt på den oprindelige idé om reality, inden tv-stationerne begyndte at sætte rammer op for dramatikkens og underholdningens skyld. Tilmed er den forudgående sæsons sammenbidte vært skiftet ud med en energisk speakerstemme i stil med den, vi kender fra »Den store bagedyst«. Nu er deltagerne helt alene med hinanden.

Mærke sig selv

Man spørger sig selv: Hvad driver de mennesker, der melder sig? Hvad er det, de håber på at møde med tomme maver og raspende svælg i den giftige mangrovesump? Hvad er det, de vil konfronteres med, derude i junglen, i det grønne helvede, mellem hidsige hvepse, forræderiske slanger, tornede lianer og de myg, der på rekordtid får alle til at ligne en hormonplaget 10. klasse i ansigtet?

Svaret er vist simpelt nok: De håber på at møde det, der åbenbart er blevet væk. De længes efter at møde sig selv. Her er de danskere, som har det hele, lidt til og meget mere, men som ikke kan mærke noget længere. Er det i øvrigt længslen efter denne urtilstand, der får stort set alle medvirkende til at tale som en skraldespand?

Sjældent har man hørt voksne mennesker sige så meget »fuck, »fucking« og røvhul« over en kam. Personligt var jeg taget hjem, allerede efter følgende replik i skumringen: »Vi skal nå at lave pølser, inden det bliver mørkt.«

Bryder sammen

Foreløbig går det ikke så godt. Stort set alle reduceres til tudefjæs i en kollektiv, økulret depression. For eksempel den 23-årige Andreas Jack, der bryder hulkende sammen allerede på førstedagen i skuffelse over sin egen punkterede heman: »Fuck, hvor er jeg slap, mand.« Han må nok have et sabbatår mere. Op med humøret, Andreas Jack, der er kun 29 dage tilbage.

Samtlige deltagere virker i første afsnit, som om de er ramt af en kollektiv depression. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karin Fallah.

Eller tag nu alderspræsidenten, den 61-årige sygeplejerske Gitte, der efter eget udsagn jager det ene actionprægede højdepunkt efter det andet i et forsøg på at undslippe hverdagen med den mand, hun tilsyneladende er så træt af hjemme foran fjernsynet. Det sidste er udelukkende min udlægning. Stakkels Gitte må erfare, at ingen lytter til hendes erfaringer, hvad enten det er om tidevandets ugunst eller ret meget andet. Sådan er det, så snart man har passeret de 60.

Eller kvinde, for den sags skyld. Mændene? De har naturligvis travlt med at overgå hinanden i at føre an.

Mest af alt kan man vel sammenligne »Øen« med en form for »Alene i vildmarken«, altså bortset fra, at deltagerne ikke er alene. De skal ikke udholde ensomhedens pinsler. Nej, dette er langt værre. Det handler stadig om at overleve, men i mindst lige så høj grad om at udholde fællesskabet. Hvis man ikke vidste det i forvejen: Helvede, det er de andre.

»Øen II« kan ses torsdage kl. 20 på DR 1 eller streames via dr.dk.