Nye serier er optaget af en særlig slags skurk. Men er de overhovedet godt tv?

Serieindustrien har fået et nyt yndlingsemne. Succesfulde milliardærer, der er endt som skandaler. Og det er der måske en særlig grund til.

Amanda Seyfried som Elizabeth Holmes i »The Dropout«. Virkelighedens Holmes bedrog investorer for flere milliarder dollar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Beth Dubber
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Navne som Steve Jobs, Bill Gates, Jeff Besoz, Elon Musk, Mark Zuckerberg, Larry Page & Sergey Brin er nogle af de mest omtalte i dag.

Det er ikke navne på rockstjerner, men på nørder, der er blevet nogle af de mest betydningsfulde mænd i vores tidsalder, fordi de har skabt milliardforretningsimperier. Men for hver en håndfuld af milliardærer, er der en underskov af wannabes, det ikke er lykkes for. Og i serieindustrien er nogle af de historier blevet populært stof.

Bare indenfor det seneste år er »The Droput« om Elizabeth Holmes og hendes firma Theranos kommet. Fulgt af »Superpumped: The Battle for Uber« om Uber-grundlæggeren Travis Kalanick, og for nylig kom så »We Crashed« om Adam Neumann, hvis firma We Work blev vurderet til svimlende 47 milliarder dollar, før det hele gik rabundus.

I historien om Ubers tilblivelse spiller Jospeh Gordon-Levitt den udskældte grundlægger Travis Kalanick. I stærke biroller som Arianna Huffington og Uber-investoren Bill Gurley ses Uma Thurman og Kyle ChandlerPhoto credit: Robert Ascroft /SHOWTIME. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robert Ascroft.

Det er historier, der rummer mange oplagte elementer til en god fortælling. På papiret.

The underdog, som ingen tror på. Den tiljublede storhedstid på trods af hårde odds og faldet fra de høje tinder. Alle ingredienser til den store amerikanske tragedie. Og måske er det lige præcis dét, der er det helt grundlæggende problem.

For måske er det svært at føle det tragiske, når det drejer sig om personer, der i serierne bliver fremstillet som småsociopatiske, narcissistiske og svindlende røvhuller, der ikke skyr nogle midler for egen vinding.

Det dumme svin drager

Alle tre serier gør dog meget ud af at få os til forstå, hvad der får hovedpersonerne til at handle, som de gør. Ted Kalanick føler sig mindreværdig i forhold til sin bror, som forældrene hele tiden sammenligner ham med. Elizabeth Holmes er den underlige pige, der bliver mobbet i skolen, og Adam Neumann er den hårdtarbejdende sælger, der har prøvet at være (næsten) fattig.

Men de baggrundsforklaringer kommer hurtigt til at virke lige så hule, som de lyder, når de samme karakterer er de mest rædselsfulde, aggressive, selvoptagede chefer for deres virksomheder, der vil lyve og svindle og bøje virkelighedens love for at få succes.

I »The Dropout« bliver serien klart bedre hen mod sidste halvdel, når serieskaber Elizabeth Meriwether skifter vinkel fra at have Elizabeth Holmes som heltinden, vi skal have ondt af, til at blive antihelten, til skurken. For ved det træk fokuserer serien mere på de omstændigheder, der gjorde Holmes’ løgn mulig.

Hvordan kunne hun slippe afsted med at påstå, at hun havde udviklet en revolutionerende blodtestmaskine, som blev sendt ud til store dele af det amerikanske sundhedssystem, og som investorer stod i kø for at finansiere og sidde i bestyrelsen for. Som gjorde, at hun i 2015 af magasinet Forbes blev udråbt som en af de yngste selfmade kvindelige milliardærer, med en værdsættelse på ni milliarder dollar af Theranos. Med en maskine, der ikke virkede.

Elizabeth Holmes drev sit firma Theranos med sin kæreste, Ramesh »Sunny« Balwani, som hun indledte et forhold til, da hun kun var 17 år. I serien spilles han af britiske Naveen Andrews. Fold sammen
Læs mere
Foto: Beth Dubber.

Undervejs berører serien, interessant nok, hvordan kvindelige iværksættere har sværere ved at finde finansiering, dog mest ud fra, at Holmes selv ofte trak sexismekortet både i forhold til, hvorfor det indledningsvis var så svært for hende at finde finansiering, og senere, at hun blev behandlet så hårdt af Silicon Valley-miljøet, da det hele ramlede.

At hendes historie så ifølge efterfølgende undersøgelser har gjort det endnu sværere at være kvindelig iværksætter, er en konsekvens, der i serien kun bliver nævnt i et efterskrift.

Serien lever i høj grad i kraft af Amanda Seyfried, der spiller Holmes. Det er hendes karrieres hidtil bedste præstation, også selvom hun har udvist så stor forskelligartethed som filmene »Mamma Mia!« og »Mank« i sine tidligere roller.

Seyfried udtrykker alle nuancer af Holmes’ følelsesliv – eller mangel på samme – og hvordan hun mentalt retfærdiggører sine handlinger over sig selv. Også »Superpumped« overlever kun på grund af sine skuespillere. Med Joseph Gordon-Levitt som Travis Kalanick får man en vis naturlig likeability foræret, som rollen i den grad har brug for, for der er virkelig ikke meget at holde af ved Kalanick i serien.

Han råber ad sine medarbejdere, fyrer folk efter momentant forgodtbefindende og lider af generelt storhedsvanvid. Gordon-Levitt får ellers god hjælp af den altid solide Kyle Chandler som investoren Bill Gurley og en accent-tung Uma Thurman som Ariana Huffington. Men skuespillerne kan desværre ikke afhjælpe, at serien gentager sig selv i en trættende uendelighed og føles som en slags Groundhog day. (I øvrigt er serien første del af en antologiserie. Næste sæson bliver om Facebook).

Den store løgn

Gentagelser er der også mange af i »We Crashed«, historien om den israelske skosælger, Adam Neumann, der er vokset op i en kibbutz, hvilket giver ham ideen til »We Work«. Ejendomsmægleri solgt som ideen om kontorfællesskaber, der gik rent ind hos millenialgenerationen.

»Vi vil højne verdens bevidsthed,« lød sloganet fra firmaet, der gav sig ud for at ville hjælpe unge start up-virksomheder på vej ved, at de kunne købe sig del i det åbne kontorlandskab med medfølgende juicemaskiner, bordtennisborde og drukfester, hvor tequilaen flød.

Et rent kejserens nye klæder-projekt, der først ramlede, da The Wall Street Journal skrev en undersøgende artikel op mod firmaets børsnotering, men som blev holdt så længe i live, fordi Neumann var lige så karismatisk, som han var excentrisk. Kendt for at gå bare fødder, også på gaden, sit flotte lange mørke hår, sit forretningsmæssige vanvid og sit excessforbrug.

De ting indfanger Jared Leto sådan set ret præcist i sin version af Neumann, men med Letos vanlige ‘method acting’-tilgang virker hans præstation med stærk israelsk accent og de kunstige, udtryksløse, mørke øjne også som for meget.

Egentlig minder han (ufrivilligt) mest om en satanisk sektleder eller Thors bror Loki i Tom Hiddlestons udgave mange steder og ikke om virkelighedens Neumann, der forstår at gøre sig charmerende i de real life interview, han har givet. Og den mest nærliggende tanke er, hvad nu hvis Leto for engang skyld bare turde se ud som Leto og sætte lid til egne skuespilevner fremfor altid at klæde sig ud? Det ville virke mindre distraherende.

Jared Leto forsøger at ligne virkelighedens Adam Neumann med mørke kontaktlinser i sin method acting-tilgang, men kunne have klaret sig med mindre. Fold sammen
Læs mere

Det problem er ikke gældende for Anne Hathaway, der spiller den veganskspisende, yogadyrkende, matchadrikkende Rebekah, der er fuldstændig ude af kontakt med virkeligheden.

»Hvorfor hader de os så meget? Vi ville jo bare redde verden,« spørger hun på et tidspunkt i sin ublu selvhøjtidelighed. Hathaway ligner fysisk sig selv, ingen fiksfakserier her, men falder i den fælde, hun ofte gør, at virke ‘spillet’. Af den grund bliver hendes karakter endnu mere ulidelig, end hun er i forvejen.

Men det ulidelige ved hr. og fru Neumann synes netop som en af pointerne i serien, for der er også en vis latterliggørende skadefryd i måden, de bliver skildret på. Som når parret vil have Katy Perry’s »Roar« udblæst, hver gang de gør deres entré til ordene »Cause I am a champion, and you’re gonna hear me roar

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at det er perverst morsomt indimellem og klart et af seriens lyspunkter. Men det kaster en refleksion tilbage på, hvorfor vi er så optagede af folk, der tjener mange penge. Hvorfor virkelighedens Kalanick, Holmes og Neumann kunne forføre så mange rimeligt intelligente mennesker?

De mekanismer kunne det have været mere fyldestgørende, at serierne var dykket ned i. Fremfor at tegne et billede af, at der kun er en tynd linje mellem at være visionær og være svindler. At veltjenende iværksættere åbenbart er røvhuller. Og at historierne om finansielle skandaler er mere spændende at læse om i artikler end at se en serie om.

The Dropout: Disney+, 8 afsnit. Skabt af Elizabeth Meriwether. Medvirkende: Amanda Seyfried, Naveen Andrews, Stephen Fry m.fl.

Superpumped: The Battle for Uber: Paramount+, 7 afsnit. Skabt af Brian Koppelman og David Levien. Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Kyle Chandler, Elisabeth Shue, Uma Thurman m.fl.

We Crashed: Apple TV+, 8 afsnit. Skabt af Drew Crevello og Lee Eisenberg. Medvirkende: Jared Leto, Anne Hathaway, America Ferrera m.fl.