Det er et stjernespækket hold med blandt andet Salma Hayek og Aaron Paul, der toner frem på skærmen, når man starter den nye sjette sæson af »Black Mirror«.

Serien, der har opnået kultstatus for sine overraskende plottwist og dystopiske univers, er tilbage efter en pause på fire år.

De nyeste anmeldelser tyder på, at serien ikke er en så stor succes som ventet. Men anmelderne peger dog på et afsnit, som et flot højdepunkt i den nye sæson.

Hos BBC får den ny sæson en jævn og blandet anmeldelse af anmelder Neil Armstrong.

Serien får ros for sine højteknologiske dystopier og skarp satire med et stjernespækket cast. Den har dog nogle tunge sidste episoder, skriver BBC.

Neil Armstrong fremhæver især Aaron Pauls præstation og episoden »Beyond the Sea« som sæsonens højdepunkter. Serien får tre stjerner ud af seks mulige.

Hos The Independent får serien tre ud af fem stjerner. Anmelderen Nick Hilton mener, at serien i for høj grad har bevæget sig væk fra sin vinderformel, der tidligere har sikret den seks Primetime Emmy-priser.

Derudover peger anmelderen især på den svingende kvalitet igennem sæsonen.

»At anmelde en sæson af »Black Mirror« er som at anmelde det britiske vejr. Det ene øjeblik hygger du dig i solen, det næste bliver du gennemblødt af regn,« skriver Nick Hilton.

En smule mere positiv anmeldelse finder man hos The Guardian. Her bliver den nye sæson kaldt »en fin samling« af nye episoder, og den nye sæson tildeles fire stjerner ud af fem.

Anmelderen Lucy Mangan finder dog heller ikke, at sæsonen lever op til tidligere sæsoners storhed.

»Intet skiller sig helt ud som det bedste, »Black Mirror« har at byde på – intet, der virkelig bringer seeren i ubalance,« skriver hun.

Det danske kulturmedie Soundvenue er heller ikke synderlig begejstret for den nye sæson. Her får serien tre stjerner ud af seks, fordi serien er kommet for langt væk fra sin oprindelige stil.

»Sæson 6 er ujævn, dårlig, modig og udefinerbar. Den giver en fornemmelse af, at når »Black Mirror« ser sig selv i spejlet, så forstår den ikke længere, hvad det er, der kigger tilbage,« skriver anmelder Mikkel Medom.

Ser man på tværs af alle anmeldelserne, er der dog et afsnit, der går igen som det tydelige højdepunkt. Det er afsnit tre med titlen »Beyond the Sea«.

Her er to astronauter (Aaron Paul og Josh Hartnett) på mission i rummet i slutningen af 60erne.

Flere medier nævner, at dette afsnit er tættere på de ikoniske »Black Mirror«-afsnit, og skuespillerne roses for formidable præstationer.

Hele serien kan ses på Netflix.