Det er efterhånden klassisk: Netflix laver en serie eller en film om en historisk person, og nu er nogle fra landet, hvor den historiske person kommer fra, blevet vrede.
Før er det sket med Tunesien, hvor et parlamentsmedlem beklagede sig over, at hærføreren Hannibal skal spilles af Denzel Washington, som er sort, i en kommende Netflix-film.
Tidligere var det Kleopatra i Netflix-serien »African Queens«, der også var for sort ifølge nogle egyptere.
Og nu er det også sket med Netflix' dramadokumentar om Alexander den Store, »Alexander: En gud bliver til«, der har fået sindene i kog i det græske parlament.
Denne gang er det ikke hudfarven, den er gal med, men i stedet er det skildringen af et romantisk forhold mellem Alexander den Store og vennen Hefaistion. Det skriver The Guardian.
Landets indflydelsesrige ortodokse kirke betragter nemlig homoseksualitet som en synd, som Ritzau skrev for nylig.
Dimitris Natsiou, som er leder af det græskortodokse højrefløjsparti Niki, spurgte i parlamentet kulturminister Lina Mendoni til serien.
Dimitris Natsiou kaldte serien »forkastelig, uacceptabel og ahistorisk« og sagde ifølge The Guardian, at den havde til formål »underbevidst at formidle forestillingen om, at homoseksualitet var acceptabelt i oldtiden, et element, der ikke har noget grundlag (i virkeligheden, red.)«.
Mendoni svarede, at serien var fuld af historiske unøjagtigheder, og at det viser, at instruktøren har været sjusket.

Om selve det angivelige homoseksuelle forhold sagde hun, at der ikke direkte i de historiske kilder bliver nævnt andet om forholdet mellem de to, end at de var venner.
»Men du vil vide, at antikkens ideer om kærlighed er bred og flerdimensionel. Vi kan hverken fortolke handlinger eller personer, som eksisterede for over 2.300 år siden, gennem nutidens normer og antagelser,« sagde hun og fortsatte:
»Alexander den Store har i 2.300 år aldrig haft brug for indgriben fra en beskytter, der ikke er blevet spurgt.«
Adspurgt, om ministeren ville gribe ind over for Netflix, svarede Lina Mendoni, at hendes ministerium ikke udøver censur og ikke kunne finde på at foretage nogen som helst indgriben i den frie udveksling af information og ideer.
Alexander den Store var konge af Makedonien i oldtidens Grækenland og levede fra 356 f.v.t. til 323 f.v.t. Han erobrede store del af middelhavsområdet, Mellemøsten og Asien.
Om han derudover også erobrede sin vens hjerte, så står der i Den Store Danske følgende i en artikel, der er forfattet af historiker Mogens Herman Hansen, professor emeritus, dr.phil.:
»Han giftede sig i 327 f.v.t. med Roxane og i 324 med Dareios 3.s datter Stateira. Men den, han elskede højest, var efter alt at dømme barndomsvennen Hefaistion, og da denne i 324 f.v.t. døde (af alkoholmisbrug), sørgede Alexander dybt, som Achilleus over Patroklos.«
Diskussionen om »Alexander: En gud bliver til« kommer ikke på et tilfældigt tidspunkt.
Det græske parlament har nemlig i disse dage behandlet – og vedtaget – et lovforslag om at lovliggøre ægteskaber mellem to personer af samme køn.