Ny film om kendt Disney-karakter: Bare fordi en historie er fortalt virkelig mange gange, behøver den faktisk ikke at være specielt god

AOK
Skærm
Anmeldelse

Pinocchio bliver forsøgt hængt, forsøgt druknet, bestjålet, forvandlet til et æsel og meget andet grumt i en dyster version af det klassiske eventyr. Det er langt fra Disney-versionen, men rigtig godt er det ikke.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis du nu hører navnet Pinocchio, hvad er så det første, du tænker på? Lad mig gætte: Det der med hans næse, der vokser, når han lyver, ikke? Præcis.

Kunne man så med rimelighed forvente, at Pinocchios tendens til at lyve med dertil voksende næse ville spille en væsentlig rolle i en filmatisering af det klassiske, italienske eventyr? Det skulle man mene, men i så fald bliver man lidt skuffet, når man ser Matteo Garrones »Pinocchio«. Det gør man nok i det hele taget.

Smuk rodebutik

Marionetdukken, der så gerne vil være en rigtig dreng, fik første gang liv i børnebogen »Pinocchios eventyr« fra 1883 og har siden optrådt i et utal af bøger, tegnefilm, teaterstykker, liveaction-film, musicals og så videre.

Når man ser den seneste version af fortællingen, er det ærlig talt lidt svært at komme i tanker om, hvorfor den egentlig er så populær – selv om den læner sig ganske tæt på originalen. »Pinocchio« er mageløst smuk, men historien er en rodebutik af den anden verden, hvor man med lethed kunne have byttet om på mange af scenerne, uden at historien havde givet mere eller mindre mening af den grund.

Stakkels Pinocchio

Vi er meget langt fra den nuttede Disney-version, som de fleste af os nok kender bedst, med den ulasteligt klædte Jesper Fårekylling, »Der er ingen bånd, der binder mig«-sangen og så videre. I stedet er vi i et dystert, syret univers, hvor Pinocchio bliver forsøgt hængt, forsøgt druknet, bestjålet, ædt af en haj og meget andet.

På sin vej møder han en kæmpesnegl med menneskelig overkrop, en talende tunfisk, en hysterisk dommerabe og en række mennesker, der sjældent vil ham noget godt. Det er helt i tråd med tidens tendens, der har budt på mange mørke filmatiseringer af kendte eventyr som »Maleficent«, »Hansel & Gretel: Witch Hunters«, »Red Riding Hood«, »Sleeping Beauty«, »Snow White and the Huntsman« m.fl.

Der er da bestemt noget grundlæggende fascinerende over et naivt væsen som Pinocchio, der drager ud på eventyr i en stor og barsk verden, og historier, der ikke nødvendigvis følger den klassiske berettermodel og i stedet prioriterer det bizarre og det groteske, kan i de rigtige hænder – eksempelvis Tim Burton eller Terry Gilliams – være fantastiske.

Matteo Garrones hænder er desværre ikke de rigtige. Garrone er ellers ikke nogen hvem som helst. Han slog igennem med den mageløse og superdeprimerende mafiafilm »Gomorrah« og har været nomineret til De Gyldne Palmer for »Tale of Tales« og »Dogman«.

Kæmpesneglen Lumaca er bare en af de bizarre væsener, man kan møde i den syrede version af »Pinocchio«. Foto: Filmbazar Fold sammen
Læs mere
Foto: Disney.

Skræmmende fårekylling

Men »Pinocchio« er bare ikke særligt vellykket. Visuelt er den mesterlig, barneskuespilleren Federico lelapi er trods tommetyk makeup livlig i titelrollen, og scenerne med en usædvanligt afdæmpet Roberto Benigni som Geppetto er varme og rørende – løjerligt nok spillede samme Benigni i øvrigt Pinocchio i en temmelig forhadt film fra 2002.

Men historien er, uanset hvor meget, man prøver at holde af den, en rodet samling af scener, der har meget lidt med hinanden at gøre. Fårekyllingen – som her er decideret skræmmende – er mere eller mindre ligegyldig, og den gode fe er endog meget deus ex machina-agtig, og dukker op, når det er belejligt. Det, at det går galt for Pinocchio, hver gang han vælger fornøjelse frem for pligt, virker som en smule bedaget morale, der i øvrigt ikke er konsekvent.

Og så er der det med næsen. Der er én scene, hvor Pinocchio lyver om noget halvligegyldigt, og så vokser hans næse, og han vælter en tallerken på gulvet. Den voksende næse optræder aldrig igen og har ingen funktion i historien overhovedet. Hvis hans næse voksede, hver gang han spiste broccoli, havde det haft lige så lidt betydning. Det virker simpelthen som spild af en god idé.

Endelig er det lidt svært at se, hvem filmen egentlig er henvendt til. Som voksenfilm fungerer den ikke rigtigt, og selv om den kommer i en version med dansk tale, er det svært at gennemskue, hvor mange børn har tålmodighed til over to timer med scener, der virker klistret løst sammen med tape.

Hvis man omvendt slet ikke kan få nok af Pinocchio, er der sandelig en animeret version på vej til Netflix, instrueret af Guillermo del Toro.

»Pinocchio«. Eventyrfilm, 125 minutter. Instruktion: Matteo Garrone. Med: Federico lelapi, Roberto Benigni, Marine Vacth m.fl. Premiere 2. september i biografer landet over. Med italiensk eller dansk tale.