Det var en af de mest forfærdende sager i det danske sygehusvæsen i mange år.
Chok og forfærdelse løb gennem det danske samfund, da sagen om sygeplejersken, der stod tiltalt for at have slået indtil flere patienter ihjel på Nykøbing Falster Sygehus, blev kendt.
Hvordan kunne det lade sig gøre på et dansk sygehus? Hvorfor havde ingen opdaget noget? Hvad var dog motivet? Og kunne man i det hele taget føle sig tryg, når man overgav sit legeme til de læger og sygeplejersker, der ellers skulle passe på en?
Den rystende sag er nu – naturligt nok – blevet en Netflix-serie, »Sygeplejersken«, der baserer sig på Politiken-journalisten Kristian Corfixens bog af samme navn.
Den vælger den unge sygeplejerske Pernilles (Fanny Louise Bernth) synsvinkel – det var hende, der endte med at ringe til politiet og melde sin kollega. Det gør den både, hvad historien angår og et langt stykke hen ad vejen også i de billeder fra hospitalets gange og stuer, hvor det er hendes årvågne, men også fremmedgjort-forvirrede blik på omgivelserne, der dominerer.
Hvem vil tro mig?
I begyndelsen knytter hun sig til den erfarne og kontante kollega Christina (Josephine Park), der tager hende under sine vinger på deres fælles nattevagter. Men efterhånden begynder Pernille at ane uråd: Hvordan kan det være, at så mange patienter dør med hjertestop på akutafdelingen, når netop Christina har vagt? Flere af dem er tilmed indlagt med mindre alvorlige diagnoser og har ikke forudgående hjerteproblemer.
Serien fokuserer snart på whistleblowerens dilemmaer: Hvem vil tro mig? Og modstanden bygges udmærket op. Oversygeplejersken (Tammi Øst) er en dum skøjte, der ikke gider personfnidder – den er der meget af på det lille sygehus i provinsen, kan vi forstå. Heller ikke eksmanden (Lukas Løkken) lytter til Pernille: Hun kan risikere at miste sin karriere, og dermed også en velfungerende tilværelse på egnen med sin datter.
Og endelig er Christina en populær figur med stærke alliancer i lokalmiljøet. Men Pernille finder langt om længe en allieret i den attraktive læge Niels (Peter Zandersen) der samtidig bliver hendes kæreste, og som ansporer hende til at skaffe de nødvendige beviser.
En hård nyser
Alt det bliver sindigt, omhyggeligt og grundigt fortalt af instruktøren Kasper Barfoed. »Sygeplejersken« er en gedigen, men også lidt generisk serie, hvor kun Pernilles hyperopmærksomme, nervøst svingende virkelighedsopfattelse giver en form for ekstra liv: Der er masser af langsomme panoreringer gennem mørke hospitalsgange, af sygehusindgangen i det evige tusmørke, der hviler over skandinavisk streamingproduktion, af bippende hjertemotorer, nærbilleder af kanyler, ure og andre truende sansede detaljer.
Den alarmtilstand, der gør omgivelserne truende, har Fanny Louise Bernth udmærkede udtryk for som den samvittighedsfulde heltinde, hvis stigende tvivl er seriens fremdrift.
Josephine Park er også – som altid, fristes man til at lægge til – god som dræbersygeplejersken, hvis venlighed efterhånden får en intimiderende karakter. En hård nyser, en lidt vild outsider, der samtidig er i stand til at sætte sine omgivelser skakmat med sin kontante form.
Serien serverer udmærkede forklaringer på, hvorfor det først er den sunde og ambitiøse Pernille, der aner uråd: Folk dør åbenbart som fluer på Falster som følge af druk, smøger og usund mad. Og ingen har tid til at registrere den medicin, der fjernes uretmæssigt fra lageret.
Uudgrundelig serieskurk
Men desværre får vi aldrig en rigtig forklaring på, hvorfor Christina nat efter nat tilsyneladende tager livet af sine patienter. Medlidenhedsdrab er der ikke tale om. Noget andet er på spil. Måske en sygelig form for opmærksomhedstrang? Men hvordan er hun nået dertil? Hvad driver hende?
Kameraet fanger undertiden en uendelig sårbarhed i Josephine Parks øjne med den kraftige, sorte eyeliner. Vi ser også Christina sidde i bh op mod en væg og stirre frem for sig derhjemme – altid et sikkert tegn på, at man er forstyrret i en tv-serie. Men hvad der helt fundamentalt er galt, får vi aldrig et svar på.
Ganske vist fik Christina Aistrup Hansen en livstidsdom i byretten i 2016 for tre drab og et drabsforsøg på Nykøbing Falster Sygehus. Hun fik også frataget sin autorisation. Men året efter frikendte Østre Landsret hende for drab – man kunne ikke udelukke, at også andre ting havde ført til patienternes død. Hun blev i stedet dømt til 12 års fængsel for drabsforsøg.
Måske fordi Christina Aistrup Hansen aldrig har vedkendt sig sin skyld, viger man tilbage fra at begive sig for meget ind på skildringen af hende som andet end en uudgrundelig serieskurk. I det hele taget har man en følelse af, at den kendsgerning, at serien baserer sig på en journalistisk redelig kortlægning af virkelige hændelser, kommer til at stå i vejen for det, der kunne være allermest interessant at give et bud på: Hvorfor gør hun det, hun gør?
Og samtidig er det også så som så med spændingen, givetvis fordi man sympatisk nok – i lødighedens navn og af hensyn til en gruopvækkende sag i frisk erindring – vil undgå en spændingsserie, der gør brug af alle virkemidler i rendyrket sygehushorror.
Sagt på en anden måde har man en fornemmelse af, at pænheden står i vejen for, at det kan blive rigtig ophidsende.
Det ændrer nu ikke ved, at »Sygplejersken« – ikke mindst takket være Fanny Bernth og Josephine Park, der fylder deres skabeloner glimrende ud – er en kvalificeret serie, der fortæller sin ekstraordinære historie på en ikke synderlig ekstraordinær måde.
»Sygeplejersken«
Instruktion: Kasper Barfoed. Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Josephine Park, Peter Zandersen, Dick Kaysø mfl. Alle afsnit kan streames på Netflix.
