Hvis jeg skulle beskrive Bob Marleys musik for en døv, ville jeg måske sammenligne det med smør, der smutter rundt på en steghed pande, eller som en palme, der vugger i en havbrise.
Men uanset hvor meget dårlig poesi, jeg kunne tage i brug, ville ordene ikke slå til, og det er derfor, at jeg ofte går fra biografiske musikfilm som »Bob Marley – One Love« med en følelse af, at musik sjældent lader sig gøre større af ord. Eller af at blive sat på film.
Del:
