Nikolaj Coster-Waldaus nye film foregår i kolonitidens Grønland – uden grønlændere: »Folk kan hurtigt få ondt i røven«

Kan man lave en film, der foregår i kolonitidens Grønland uden at have en eneste grønlandsk karakter? Det kan man sagtens, siger filminstruktøren Peter Flinth: »I princippet kunne samme slags historie udspille sig på Mars,« siger han.

Året er 1912. Vi er i en af de fjerneste, ødeste egne på kloden, det nordøstlige Grønland, der normalt kun bebos af vandrende isbjørne.

Lederen af Alabama-ekspeditionen, Ejnar Mikkelsen, spejder ud over landskabet. Han kæmper synligt med fortvivlelsen. Der er grå klipper til den ene side og blågrønne isbjerge til den anden.