Mesterinstruktør står bag en af årets helt store film – udenlandske anmeldere er begejstrede

Ridley Scotts nye film, »Napoleon«, er blevet anmeldt i udenlandske medier. Her er, hvad anmelderne mener. 

Den britiske filminstruktør Ridley Scott, der tidligere har instrueret film som »Gladiator«, »Thelma og Louise« og »Alien – den 8. passager«, har kastet sig over historien om Napoleon, og resultatet rammer de danske biografer i næste uge. 

De danske anmeldelser, herunder Berlingskes, kommer først omkring premieren, men nogle udenlandske anmeldere har allerede været til pressevisninger. 

Generelt er de glade for filmen, omend nogle mere end andre. 

Filmen har Joaquin Phoenix i hovedrollen som militærlederen og den senere kejser Napoleon Bonaparte, mens Vanessa Kirby spiller rollen som hans elskede hustru, Joséphine. 

Anmelderne roser især filmens storslåethed, herunder særligt de enorme krigsscener, som gør filmen til en, man skal se i biografen. 

BBC skriver eksempelvis, at filmen, der varer to timer og 40 minutter, fører publikum gennem flere lande og årtier, mens man ser flere »tordnende slagscener« undervejs. 

»Det er en ærefrygtindgydende bedrift, omend filmen kan efterlade dig med et bedre indtryk af Scotts (instruktøren, red.) lederevner end Napoleons,« skriver BBCs anmelder Nicholas Barber og kvitterer med fire ud af fem stjerner.

For lidt passion

Endnu mere begejstret er The Guardians anmelder Peter Bradshaw.

Peter Bradshaw roser Ridley Scott for at lykkes, hvor andre instruktører har fejlet. Han hentyder antageligt blandt andet til Stanley Kubrick (»Rumrejsen 2001« og »Ondskabens hotel«), hvis Napoleon-film aldrig blev til noget.

Bradshaw skriver yderligere, at filmen er et »utroligt nydelsesfuldt kavaleriangreb af en film«. 

»Men frem for alt er der en lækkert insinuerende skildring af den kejser, hvis skæbne er beseglet, fra Joaquin Phoenix, hvis hånlige ansigt bliver flot indrammet af tohjørningshatten med en lystig trikolorekokarde (roset eller knap på en hat, red.),« skriver Peter Bradshaw i The Guardian, som giver filmen fem ud af fem stjerner.

Mindre begejstret er Brian Tallerico, som skriver for det anerkendte filmmedie RogerEbert.com

»Igen bliver Scotts håndværk vist flot frem, men håndværket bliver brugt på et overfladisk manuskript, der overflyver store øjeblikke i dets hovedpersons liv med for lidt passion og formål, og hvor disse øjeblikke for sjældent bindes sammen med nogen som helst form for momentum,« skriver Brian Tallerico, som giver to ud af fire stjerner.

Ifølge Rotten Tomatoes, som deler filmanmeldelser op i henholdsvis positive og negative, er 78 procent af de foreløbige anmeldelser positive. 

»Napoleon« 

Genre: Biografisk krigsfilm. Varighed: 158 minutter. Instruktion: Ridley Scott. Medvirkende: Joaquin Phoenix, Vanessa Kirby med flere. Hvor: I biografer over hele landet fra 23. november.