Kvinders manglende ret til abort er en grim sag. Hvorfor skal den så fortælles så pænt?

Ny film om adoption minder faretruende meget om en pastelfarvet yoga-reklame. »Når det bliver morgen« er en flot film, men også en irriterende film, fordi den er så smuk, men handler om noget så grimt.

 
»Når det bliver morgen« Trailer: ANOTHER WORLD ENTERTAINMENT Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede fra første sekund står det klart, at »Når det bliver morgen« er en film, der har god tid.

Her er billeder af sol på vand, sol gennem blade. Nærbilleder af smukke ansigter, sart hud, våde øjne. Instruktør Naomi Kawase er en dyrker af det æstetiske, og det har hun stor succes med. »Når det bliver morgen« blev udtaget som det japanske Oscar-bidrag i 2021, og Kawase selv har allerede sat mange priser og medaljer på kaminhylden.

Alligevel synes jeg, at det tipper over i »Når det bliver morgen«. Hvor andre måske så en tindrende smuk og langsommelig japansk film, så jeg en velduftende yogareklame, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når teamet er så relevant.

Faktisk var det næsten nok til at gøre mig vred.

En serie af flashbacks

Satoko (Hiromi Nagasaku) og hendes ægtemand Kiyokazu (Arata Iura) er forældre til seksårige Asato. Vi forstår, at drengen er adopteret efter et længere forløb, der har trukket parret gennem de dårlige sædanalyser over operationer til deres endelige besøg hos institutionen, der formidler kontakten mellem ufrivilligt gravide og barnløse par.

»Vi hjælper ikke voksne med at få børn. Vi hjælper børn med at finde deres forældre,« som institutionens leder fortæller, inden parret endelig står med deres nyfødte søn i armene. Lille Asato ender hos Satoko, og alt er godt, indtil han en dag skubber en legekammerat ned fra et klatrestativ. Episoden får (adoptiv)moderen til at overveje, om hun har fået et barn med skidte gener. Kort efter ringer en kvinde og forlanger at få sit barn tilbage. Hvis ikke, vil hun have kontanter.

En kort forelskelse – og pludselig er Hikari (spillet af Aju Makita) gravid og forladt. Både adoption og abort er meget ugleset i Japan, der ellers ser så smukt ud i »Når det bliver morgen« af Naomi Kawase. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

Herefter oprulles historien om Hikari, teenagerpigen, der bliver ufrivilligt gravid i 8. klasse, og som tvinges til at bortadoptere sit barn, så hun kan gøre sit skoleforløb færdig. Hun ender på det førnævnte center for de ufrivilligt gravide, der på hver deres måde er ofre for det sociale stigma, der stadig ligger over adoption i japan. Selv nok så mange smukke billeder af natur kan ikke ændre på de åbenlyse og sexistiske uretfærdigheder, de er udsat for.

Bliv vred, bliv meget vred

Selvom det ser anderledes ud i Danmark, er abortspørgsmålet stadig så betændt, at vi på den ene side praler af den frie abort, og samtidig har en debat, der er præget af (mandlige) politikere, der mener, at vi skal arbejde for at nedbringe antallet af aborter, eller at vi »slipper for nemt« i den danske abortdebat, som Søren Pind har sagt.

Jeg ved godt, at det ikke er Naomi Kawases skyld. Som sagt – der vil være dem, der nyder filmens smukke billedside og bliver rørt af historien om Hikari, der skal straffes så hårdt for at forelske sig i ottende klasse. Der vil være dem, der elsker de mange flash backs, der fører os ned af de to kvinders fortid. På mange måder er »Når det bliver morgen« en smuk og kontemplativ film, der lader en dyrke skønheden på det store lærred.

Sådan er Kawases stil, det ved jeg. Men når man sætter den sammen med det emne, bliver jeg vred. Søstersolidariteten drukner nemlig i smukke billeder og påtvungen melodramatik. Græd for pokker, siger filmen. Men jeg vil ikke græde over, at unge kvinder behandles på den måde. Manglende ret til frihed, til at vælge selv, er en alvorlig ting, og det trykker på alle mine forkerte knapper, når den historie fortælles med naturbilleder og pastelfarvede interiørbilleder i en smuk og langsom dyrkelse af moderskabet.

I den forstand kunne man sådan set både give filmen fem stjerner – og en stjerne. Jeg er flink og ender i midten. Publikum bør selv se filmen og bedømme, hvordan de har det med emnet. Hellere i dag end i morgen.

»Når det bliver i morgen«. Drama. Varighed: 140 minutter. Instruktør: Naomi Kawase. Medvirkende: Hiromi Nagasaku, Arata Iura, Aju Makita, Reo Sato med flere. Premiere den 28 oktober landet over.