Selvom konkurrencen fra private streamingtjenester er stor, er markedsandelen for DR og TV 2 stort set uændret – og den er høj. 

Det afspejler sig også i årets mest sete tv-programmer, som du kan se længere nede i denne artikel.

Begge indsigter kommer fra DRs årlige rapport om medieudviklingen i Danmark, som netop er udkommet. 

For DR gælder det, at markedsandelen i 2022, 2023 og 2024 er uændret på 23 procent – altså er 23 procent af al sening af både traditionelt tv og streaming i Danmark gået med at se DR. 

For TV 2 hedder tallet for 2022, 2023 og 2024 henholdsvis 39, 37 og 38 procent. 

Dermed er den samlede seerandel for de to public service-stationer stort set uændret på 61 procent gennem de seneste tre år – og TV 2 er på tv-fronten klart vinderen af danskernes gunst. 

YouTube mest populære streamingtjeneste

Nøjes man med at kigge på streamingtjenesterne og disses dækning, viser det dog, at YouTube er klart mest populær. 

Dækningen er en måling for, hvor stor en andel af danskerne over tre år der tilgår en given tjeneste ugentligt. 

På tallene fra rapporten kan man se, at YouTube har langt den største dækning af alle streamingtjenesterne, omend dækningen er svagt faldende, mens dækningen for DRTV og TV 2 Play stiger. 

Den ugentlige dækning beskriver, hvor mange forskellige danskere der har brugt den pågældende streamingtjeneste inden for en uge.
Den ugentlige dækning beskriver, hvor mange forskellige danskere der har brugt den pågældende streamingtjeneste inden for en uge. DR

Kongen og underverdenen samlede danskerne

Listen over årets mest sete tv-programmer viser, at det har været et stort år for store direkte begivenheder. 

Men selvom der både var tronskifte, EM i fodbold og OL, har danskerne set mindre såkaldt lineært tv – altså tv-sening, der foregår, mens et skemalagt program bliver sendt på en tv-kanal eller streamingtjeneste – end året før, mens der generelt er set mere indhold on demand, altså på et selvvalgt tidspunkt. 

I fjerde kvartal af 2024 oversteg andelen af on demand-sening således for første gang nogensinde liveseningen.

Årets mest sete program var proklamationen af kong Frederik, der samlet på DR og TV 2 blev set af 2,3 millioner seere, hvoraf langt størstedelen så med direkte.

Årets næstmest sete program var til gengæld »Den sorte svane«, hvor størstedelen så serien on demand. 

TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« gjorde brug af muldvarpen Amira Smajic til at afsløre, hvordan advokater og andre faciliterede bandemedlemmers kriminalitet. Serien blev ifølge rapporten set af 2,27 millioner seere, hvilket flugter med, at TV 2 tidligere har sagt, at hvert afsnit i gennemsnit blev set af 2,2 millioner seere. 

På selve tronskiftedagen 14. januar så hver dansker i gennemsnit to timer og 47 minutters live-tv.
På selve tronskiftedagen 14. januar så hver dansker i gennemsnit to timer og 47 minutters live-tv. DR