Johnny Depp har i årevis været en populær herre i Frankrig, hvor han boede i mange år med sin daværende partner, den franske sanger og skuespiller Vanessa Paradis.

Og selvom Johnny Depp måske ikke er særlig vellidt i Hollywood, elsker franskmændene ham tilsyneladende stadig.

Filmbranchemediet Variety skriver nemlig, at hans store comebackfilm fik en syv minutter lang stående ovation tirsdag aften, da den blev vist som åbningsfilm på Cannes Filmfestival.

Johnny Depp spiller kong Ludvig 15. af Frankrig i filmen »Jeanne du Barry«, som er instrueret af Maïwenn, som også spiller titelrollen.

Johnny Depp kæmpede ifølge Variety med at holde tårerne tilbage, da publikum brød ud i de lange klapsalver, og han vinkede fra balkonen, mens han så ud, som om han blev overrasket over modtagelsen af filmen.

»Jeanne du Barry« har Maïwenn i hovedrollen som Jeanne Vaubernier, en arbejderklassekvinde i 1700-tallets Frankrig, som steg op gennem klasserne og blev kong Ludvigs elskerinde. Hun var ikke populær blandt de fine folk i det franske hof på grund af sin baggrund.

Instruktør spyttede chefredaktør i ansigtet

Skuespilleren Pierre Richard, Johnny Depp og Maïwenn fotograferet i Cannes.
Skuespilleren Pierre Richard, Johnny Depp og Maïwenn fotograferet i Cannes. Horcajuelo/EPA/Ritzau Scanpix

Johnny Depps karriere har længe været på lavt blus, efter at ekskonen Amber Heard anklagede ham for hustruvold. Han sagsøgte hende for injurier og vandt retssagen sidste år, men detaljerne om hans adfærd over for Heard, der blev fortalt i retssalen, betyder ifølge flere, at han er udstødt i Hollywood.

»Jeanne du Barry«-instruktøren Maïwenn, der kendt for sin vedvarende kritik af #metoo-bevægelsen, har sine egne problemer.

Hun bekræftede for nylig, at hun havde spyttet på Edwy Plenel, der er chefredaktør på magasinet Mediapart, skriver The Telegraph. Mediapart stod bag en artikel, hvor en række kvinder anklagede Maïwenns eksmand, Luc Besson, for voldtægt.

Edwy Plenel politianmeldte 7. marts episoden, der fandt sted på en restaurant i Paris sidst i februar.

Maïwenn sad tæt på chefredaktøren og spiste, da hun angivelig rejste sig, gik hen til Plenels bord, rev ham i håret, spyttede ham i ansigtet og forlod restauranten. Plenel skrev i anmeldelsen, at han var »traumatiseret af hændelsen«, skriver Variety.

Maïwenn har ifølge The Telegraph været en højlydt kritiker af #metoo-bevægelsen.

I sit næste filmprojekt genforenes Depp med Al Pacino, som han spillede over for i »Donnie Brasco«. Al Pacino skal nemlig spille med i Depps instruktørdebut, som bliver en biografisk film om billedhuggeren Amedeo Modigliani, skriver Screenrant.