Jørgen Leth har et livsvigtigt leveråd: »Når jeg underviser på filmskolen, er det altid det første, jeg siger«

Middelmådighed. Det kan Jørgen Leth ikke lide. Til gengæld er han vild med idoler, med jazz, med sport – og med systemer. De sidste hjælper ham både som filminstruktør – og som menneske. »Jeg bryder mig ikke, om at man har alt for fastlåste ideer om, hvordan verden skal være og hvis ikke livet lever op til det, så er det forkert,« siger Leth, der er aktuel med en bog om sine film.

»Jeg var meget glad for filmen »Motion Picture«. Den er optaget på lyst og er yderst primitiv. Al materiale er brugt, hver eneste meter. Den var den billigste film, vi lavede. Det er jo lærerigt af helvede til,« siger Jørgen Leth, der nu udgiver en bog om alle sine værker med titlen »Mine Film«  Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jørgen Leth gør ingenting før kl. 12.00.

Han bliver nødt til at vente og se, om han kan finde sig selv. Det er der ingen garanti for, at han kan. Han hader morgenens hvide lys og følelsen af søvnen, der trækker i kroppen. Derfor har han lavet et system om aldrig at have aftaler før kl. 12.00. Systemer. Det er noget, Jørgen Leth godt kan lide.

»Jeg synes, at jeg har meget svært ved at vågne om dagen. Jeg har en meget stor depression, som jeg skal overvinde hver dag. Så når du spørger mig, om jeg har været drevet af lyst, må jeg svare, at så enkelt er det ikke. Det der med lyst bliver nemt overvurderet.«

For selvfølgelig er det der, interviewet er begyndt. Jeg har inviteret Jørgen Leth på vinbar og spurgt til lystmennesket. Det liv, der ser så sprudlende ud på afstand, og som man ser endnu tydeligere i bogen »Mine film«, der udkom 7. oktober.

Bogen beskriver alle Leths film, helt fra »Stopforbud« fra 1963.

Der er også filmen om Jens Otto Krag, der blev filmet fra alle vinkler, mens han sad ret op og ned i sit jakkesæt. Det sagde den danske statsminister bare ja til. Ifølge Jørgen Leth er Bo Lidegaard, der har skrevet en biografi om Krag, stadig forarget over den film. Han mener, at den udnytter politikernes imødekommenhed, men ifølge Leth var det bare endnu et projekt, der var fyldt med regler.

Selv sproget i bogen er sat i system, med sætninger, der går igen. Også når vi taler sammen. Leth har sine yndlingsudtryk. Et af dem er: »Det kan jeg godt lide.«

»Jeg synes vældigt godt om at give mig selv nogle spilleregler eller forbyde mig selv nogle ting, Det er også det, Lars von Trier gør, og som vi brugte som udgangspunkt for »De fem benspænd«. Det kan jeg godt lide. Det kridter banen op, det holder tingene sammen.«

Opgør med middelmådigheden

Ideen om at beskrive filmene kom fra forlaget. Umiddelbart tænkte Leth, at han havde skrevet rigeligt om de film, men han gik i gang. Med det bespænd, at han ville beskrive dem alle, men uden at gense dem.

»Det er tit svært for mig at komme i gang og komme videre. Det er blevet mere udtalt gennem årene. Livet er ikke så enkelt, som du lige fik det til i det øjeblik. Men med reglen om ikke at gense filmene fik jeg startet et inspireret skriveri, synes jeg. Jeg har jo den utilladelige holdning, at jeg synes enormt om mit eget værk.«

Selvfølgelig sker der noget, når man samler alle sine film i én tekst. Der viser sig tydeligt, at mange af dem kredser om de store enere. Som jazzpianisten Bud Powell, der i førnævnte »Stopforbud« beskrives som én, der »kæmper for skønhed og historier mod kaos«.

Jeg er en stedernes digter. Jeg kan lide steder. Jeg kan lide at sidde et sted og betragte. Jeg kan lide at se ting.  Jeg har skrevet et eller andet sted at jeg er meget interesseret i at forvandle ingenting til noget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Sammen med fotografen Ole John opsøgte Jørgen Leth den amerikanske musiker og lavede en aftale med hans kone. De måtte gå ture med ham og filme ham, men måtte ikke give ham øl eller anden alkohol. Før hver spadseretur skulle Powell have to sandwicher med skinke, én med og én uden mayonnaise. »Det var nemt at holde den aftale,« som der står i bogen.

Der er også filmen om cykelrytteren Eddy Merckx, der besvimede i det øjeblik, han kom over målstregen. Han vandt Tour de France det år, og Leth filmede hans sovekammerøjne, atletens fremmede skønhed. »Den største af dem alle,« som Leth skriver.

Andre enere tæller Per Kirkeby og Klaus Rifbjerg, som Leth beskriver som en mand, der kunne lide at leve. Også selvom han vidste meget om smerte og længsel.

»Jeg lader mig begejstre af de berømte og spændende personligheder. Det er jeg ikke sky overfor. Det er vigtigt at have nogle, der bærer særlige lanterner og lyser op i mørket, så vi kan følge dem.«

Han smager på den vin, tjeneren har sat frem. Leth havde nok selv valgt en anden, siger han.

»Min dyrkelse af enerne står i modstand til den dyrkelse af middelmådigheden, vi ser overalt. Den dyrkelse har altid været min modstander. Jeg har altid fundet ræset mod fornuften meget forstemmende. At man skal gøre noget særligt for at føre Danmark til et særligt sted, der er godt og rigtigt. Det har jeg aldrig været interesseret i.«

Jørgen Leth har lavet mere end 40 film. Både den første og den næste handler om en jazzmusiker. Den første »Stopforbud« fra 1963 handelde om Bud Powell. Den film, Leth nu arbjder på, handler om Jakob Bro Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Han nævner den haitianske kultur som modvægt.

»I Haiti er der figurer, der er ledende og fører steder hen. Som lyser op i nattemørket. I det danske kulturelle miljø er der en tendens til at gøre tingene mindre, end de er. Det er formindskelse. Det var det, man kaldte janteloven i gamle dage. Det hader jeg. Hvis der er noget, jeg hader, så er det det.«

Opgøret med tiden

Leths mest kendte film er nok »Det perfekte menneske« fra 1968. I bogen »Mine film« får den kun en kort omtale. Tre sider, faktisk. Og det meste handler om den jazzmusik, Leth holder af. Det var det, der kom den dag. Men ifølge Leth var filmen også et politisk opgør med tiden.

»Hvis jeg laver dokumentar, er det altid med fokus på noget konkret, noget jeg har iagttaget. »Det perfekte menneske« var inspireret af et klima, der var i tiden, og som handlede om, at der var en masse frelste, der mente at vide, hvordan verden var skruet sammen, og hvad man skulle skrive om, og hvad man skulle lave film om. Men jeg synes jo, at det er langt mere interessant at se på, hvordan mennesker opfører sig.«

»Det er det samme klima, vi har i dag. Men jeg har aldrig støttet det synspunkt, at verden skal være på en særlig måde for at blive god og rigtig, og nogle af mine bedste værker udfordrer netop det syn.«

Hvilket syn?
»Jamen, at det ene kan være lige så godt som det andet. At man hellere skal lave film om almindelige mennesker end om kunstnere eller sportsidoler. Jeg bryder mig ikke, om at man har alt for fastlåste ideer om, hvordan verden skal være, og hvis ikke livet lever op til det, så er det forkert. Jeg synes, at det er mere inspirerende at søge nye veje, og det er derfor, at jeg er for evigt forbundet med den eksperimenterende kunst. Det er vigtigt, det er meget vigtigt. Det gælder også den serbiske kunstner med den store udstilling i New York og på Louisiana …«

Tænker du på Marina Abramović ?
»Ja, netop. Hun lavede en performance i New York, hvor hun sad ved det samme bord hver eneste dag og så fremmede mennesker i øjnene. Det var jo fantastisk.«

Leth stemme ændrer sig, han skutter sig i frakken.

Bliver du rørt, når du tænker på det?

»Ja, det gør jeg faktisk. Jeg er vild med sådan noget, jeg synes, at det er fantastisk. Og jeg vil gerne tage credit for at jeg har skrevet om en del avantgardeaktiviteter rundt omkring i verden. Den trofasthed har jeg stadigvæk, jeg kan enormt godt lide den kunst, der bevæger noget.«

Ideen om at skrive en bog om filmene kom fra Jørgen Leths forlag. Forfatteren selv syntes først, at det var en pudsig idé: »Jeg har skrevet så meget om mine film,« siger han. Men så fandt han det rette greb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Gælder det også din egen kunst?
»Det håber jeg da. Jeg har aldrig ønsket at revolutionere verden, jeg har aldrig været revsende og troet, at jeg kunne redde andre. Mine film og digte er renset for del slags. Der er så mange krav til kunsten i dag. Se dig omkring – kunstakademiet, hvor min egen søn netop er stoppet, det er også blevet meget politisk.«

Men du er jo også politisk?
»Det ved jeg nu ikke. Min tilgang er mere naiv. Jeg er en stedernes digter. Jeg kan lide steder. Jeg kan lide at sidde et sted og betragte. Jeg kan lide at se ting. Jeg har skrevet et eller andet sted, at jeg er meget interesseret i at forvandle ingenting til noget. Det mener jeg virkelig. Det er jeg glad for.«

Det hele tæller

»Mine film« er dog ikke bare en liste over projekter, der lykkedes. Ting falder sammen. Det må de jo gøre.

Det gælder også »Se frem til en tryg tid«, der mest af alt er et testamente over to mænd, Leth og førnævnte Ole John, der troede, at de kunne sammensætte billeder af en barbering, af en jazzmusiker og af en rablende ven – og gøre det til kunst.

»Vi ville sprænge filmkunsten i luften,« husker Leth. Og konstaterer, at »der ikke er meget positivt at sige om den film og vores egen selvopfattelse.«

Alligevel er filmen med. Fordi det hele tæller. Sådan ser det ud, når man laver sit eftermæle.

»Jeg kan mærke, at jeg er begyndt at lede efter en stolthed. Jeg er begyndt at lede efter tegn på, at det ikke er forgæves. Jeg vil meget gerne have, at folk kan se sammenhængen. At folk kan se, at jeg har sagt noget, og at man måske kan få næring af det. Det er ikke så vigtigt, hvad jeg har sagt, jeg ved ikke selv, hvad udsagnet er, men jeg tror, at man kan se det gennem det hele. Og det kan jeg godt lide.«

Jørgen Leth - journalist, forfatter, tv- og filmmand, foredragsholder, cykelkommentator, digter Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad vil være det vigtigste for dig?

»Nysgerrigheden er det vigtigste. Når jeg underviser på filmskolen, er det altid det første, jeg siger. Man må ikke låse sig fast. At være nysgerrig og se, hvad der sker, er det vigtigste. Sådan har jeg det stadigvæk.«

Der er jo nogen, der mister den?

»Ja, det ved jeg, men det må jo være en rædsel.«

»Mine film« er udkommet på Gyldendal