Jeg er forelsket i alting fra Japan, men denne film var som at danse med lukkede øjne i et rum fuld af vat

Instruktør og manuskriptforfatter Ryûsuke Hamaguchi er normalt en uhyre stilsikker herre, men hans nyeste film »Japanske fortællinger« er for pæn og stilren til at gribe sin tilskuer.

 
Gennem tre fortællinger bliver et univers af drama, sex og fantasi udfoldet for seeren i filmen »Japanske Fortællinger«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Egentlig burde det være nok, at filmen foregår i Tokyo, og at de er rigtige japanere, der taler ægte japansk, for Japan er det skøreste og mest eventyrlige land på planeten, og jeg er forelsket i alting derovrefra, undtagen muligvis det med den såkaldt videnskabelige fangst af brydeshvaler.

Alligevel keder jeg mig ti minutter inde i Ryûsuke Hamaguchis »Japanske fortællinger«, og det i en sådan grad, at jeg bagefter ligefrem tror, at filmen er optaget i sort/hvid – på trods af at jeg på pressebillederne kan se, at der rent faktisk er farver på.

»Japanske Fortællinger« vandt Sølvbjørnen på Berlin International Film Festival 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reel pictures.

Det er først og fremmest, fordi det her er en doven film. Dovent skrevet og dovent udført. Som om nogen var sikker på sit eget geni. Og måske er det rimeligt nok, for instruktør og manuskriptforfatter Ryûsuke Hamaguchi er normalt en uhyre stilsikker herre.

Men her har han lavet tre så velopdragent stillestående, lækkert udførte og absolut uforbløffende novellefilm, som var de nogle af de impulsvarer, der står ved siden af kassen inde i Illums Bolighus. Og så har han smækket dem sammen under en hat, som han så kalder »Guzen to sozo«, hvilket på dansk betyder noget i retning af »tilfældigheder og fantasi«. Og det har han al ret til at gøre.

Men de tre film hænger ikke sammen med hverandre, og der er ingen oplagt grund til, at den ene kommer efter den anden, og hvis tilfældigheder og fantasi skal forestille en slags tematisering, så kunne han lige så vel have kaldt dem »Mennesker mødes« eller »Samtaler med pauser« eller slet og ret »Virkelig?«

Og så bliver det ret meget som at danse med lukkede øjne i et rum fuld af vat.

Første film indledes med en laaang taxitur hjemad, hvor en kvinde fortæller sin veninde om hendes (måske) nye kæreste, mens veninden gradvist opdager, at han må være hendes gamle kæreste, hvorefter hun i næste scene opsøger denne, og det kommer til en slags opgør. Men lad mig være brutal – der er ikke tale om et actiondrama, og alle medvirkende spiller uhyrligt høfligt og meget japansk, og verden er ikke væltet bagefter. Hverken på lærredet eller nede i salen.

»Japanske fortællinger« er et drama i flere facetter, der blandt andet omhandler et seksuelt forhold mellem en underviser og en elev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reel pictures.

I næste film møder vi en litteraturprofessor, som dumper en studerende, der efterfølgende lokker sin bolleveninde til at honeytrappe professoren som hævn. Og det begynder lovende, da veninde opsøger professoren og læser en saftig, erotisk passage op fra professors »store roman«, men så får begge kontrol over pulsen igen, før en banal fejl får store konsekvenser for alle involverede.

Og det skal nok være super grænseoverskridende med alle de sjofle ord, men de er altså på japansk, og selvom Mette Holm oversætter samvittighedsfuldt, så mister man over halvdelen af lummerheden, når man skal læse sig til den i underteksterne.

Og der snakkes videre i sidste film, hvor to kvinder møder hinanden efter et gymnasiejubilæum og først meget sent opdager, at de slet ikke er, som hinanden forestillede sig: Meget pænt. Meget sympatisk. Mange ord og lange sætninger og meget lidt flænsede lår og en verden ude af kontrol – og det er jo dét, der er det japanske, men det suger altså eksplosionerne ud af fyrværkeriet, når man læser og læser for neden på lærredet, mens de velmenende mennesker deroppe snakker og snakker og smiler og nikker, og alting er en antydning af en stiliseret gestus for enden af en støvet vej, vi kun kan ane i betragterens blik.

»Japanske Fortællinger« får tre stjerner for sit samlede udtryk og fem stjerner for at være så skidehamrende japansk, og det betyder, at vi ender på fire. Tag ind og se den – men gør det en dag, hvor du er i humør til at lægge puslespil.

»Japanske fortællinger«. 121 minutter. Japansk. 2019. Skrevet og instrueret af Ryûsuke Hamaguchi. Japansk. Vandt sølvbjørnen på Berlinalen sidste år. Premiere 27. juli 2021.