Kan man andet end elske Oscar? Det enorme skrummel, der vælter ind over os hvert år som et skumbad af dårlig smag og enorme kjoler.

Åbenbart. Som med mange andre store begivenheder er også Oscar-festen udsat for kritik af dem, der mener, at det er en hypet fest, der belønner de forkerte, og alligevel ikke rigtig betyder noget, fordi man ikke kan lave konkurrencer i kunst.

Kritikken skyder fra så mange retninger, at den spænder ben for sig selv.

Jeg har set Oscar-showet i mere end 20 år. I de første år med så mange flasker champagne, at det var utroligt, vi overhovedet kunne se skærmen, når vi nåede hovedprisen. De seneste par år med en mere faglig interesse og masser af sukkerholdig slik til de sene timer.

Jeg elsker det, og jeg elsker at elske det. Og det skyldes blandt andet en af de ting, som kritikerne nævner.

For selvfølgelig kan man ikke måle kunst på samme måde som et 100 meter-løb, men i mine øjne er det netop det, der gør Oscar-festen sjov. Hvis vi havde et pointsystem, der kunne afgøre, om Jane Campions western »Power of the Dog« præsterede bedre end Sian Heders »Coda«, kunne vi jo bare uddele medaljerne nu og få det overstået.

I stedet er ballet åbent for gætterier og for håb. Jeg har altid en underhund, jeg støtter til det sidste. Og jeg holder fast, selvom den taber alt. Jeg ved jo, at det er de andre, der tager fejl.

Selvfølgelig har man noget at støtte sig til, når man skal gætte med. Det gælder også i år, hvor danske »Flugt« er oppe imod den massivt hypede »Drive my Car« fra Japan.

Flere ting taler til japanernes fordel: Filmen er både nomineret i kategorien for bedste film, bedste internationale film, bedste instruktør og bedste konverterede manuskript. Det er kun sket syv gange tidligere, at en film fra det beskyttede reservat for internationale film har spist kirsebær med de store drenge i kategorien for bedste film.

I kategorien for bedste animation skiller »Flugt« sig også ud. Den lille, relativt billige historie er her oppe imod tankskibe som »Encanto« og »Luca«. Deres budgetter alene kunne bære de næste 50 danske animationsfilm.

Men det betyder ikke, at løbet er kørt. Vi er i Hollywood, og den grimme ælling er en god historie. Tænk for eksempel på »Spotlight«, som ingen husker i dag. Filmen vandt som bedste film over Leonardo DiCaprios »The Revenant« i 2016.

I den forstand er Oscar-overrækkelsen præcis det sammenkog af tilfældigheder og sandsynlighed, der skaber et drama, som matcher de film, der hiver priser hjem. Eksperter har dokumenteret, at akademiet, der uddeler priserne, har en forkærlighed for film, der har en moralsk fortælling og en bred appel. Det, vi kalder dårlig smag (inden vi køber biografbilletten).

Kan det gavne »Flugt«, at den er en mindre film med et bredt budskab? Man har lov at håbe. Det er netop ikke sport, vi ser. Det er film, drømme, håb. Det er et koncentrat af god stil og dårlig smag, som takketaler, der går amok, varer for længe (rekorden er på syv minutter) eller ender i ulidelig selvros.

Og endelig – det er en fejring af det ukendte, af overraskelserne og af magien. Så se showet på samme vis, som du spiser en kage: En Sarah Bernhard smager også kun godt, hvis man glemmer at tælle kalorier imens. Du ved, hvad der sker, og alligevel ved du det slet ikke. Det er helt fantastisk. Og hvis ikke din egen film vinder, kan du bare fastholde, at det er de andre, der tager fejl.