Jazzklub-stemning, de helt specielle film og stedet, hvor du bliver blæst omkuld: Her er de fem bedste filmoplevelser!

AOK
Skærm
Guide

Ligegyldigt om du er til franske film, enorme Hollywood-drøn eller danske komedier, så skal rammerne være ordentlige. Heldigvis er København – og omegn – begunstiget med mange gode biografer. Berlingskes filmredaktør, Sarah Iben Almbjerg, guider her til de fem bedste filmoplevelser i København.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1

Som en god jazzklub

Hvis Moviehouse var en person, ville det være en kvinde med orden i økonomien og hang til møbler, der var slidte og patinerede på den helt rette boho chic-måde. Hellerup-biografen, der åbnede i december 2018, er et toptjekket sted med sans for den hygge, der kommer af ældre tæpper, lysekroner og rød velour.

Der er ikke meget charme i nybyggeriet, der ligger på kanten af Tuborg Havn, til gengæld er udsigten fantastisk, ligesom der er kælet for indretningen.

MovieHouse har to store og tre mindre sale og plads til samlet cirka 500 gæster. Direktør Michael Obel har tidligere fortalt, at de 10 mest sælgende film altid vil være på programmet, men at biografen også gerne vil vise skæve og originale film som indiefilm og italienske eller franske film.

Biografens allerstørste trækplaster er salene med de enorme røde velourlænestole, der kan lænes tilbage og adskilles af små borde med fine lampetter. Lamperne og bordene giver ikke bare den særlige stemning a la  jazzklub, de sikrer også plads til et glas champagne og den mobiltelefon, man skal huske at lægge fra sig i salen. Man kan i øvrigt spise før filmen, og Moviehouse serverer en overraskende god chili con carne.

2

Den klassiske tur

Når man taler om de københavnske biografer, er det svært at komme uden om den pæne, ældre dame, der ligger i Mikkel Bryggers Gade. Grand Teatret er både en af de mest klassiske – og ældste – af byens biografer.

Bygningen, der er tegnet af Anton Rosen og blev opført mellem 1907 og 1910, har fungeret som biografteater siden 1913. Tidligere på året blev den kåret som en af verdens smukkeste af det amerikanske tidsskrift Time Out.

De ternede gulve og den klassiske café minder mest af alt om noget fra de mange franske film, der gennem tiden er blevet spillet i biografen, der vægter kvalitet højere end kanonsalg.

En del af filmene er importeret af Camera Film, der er Grand Teatrets eget distributionsselskab. Grand har seks sale  – under cornoranedlukningen fik man i øvrigt etableret sin egen streamingtjeneste. Man bør dog unde sig selv en tur til Mikkel Bryggers Gade. Biografen er i øvrigt popcornfri zone.

3

Den helt store oplevelse

De fleste danske biografer har efterhånden udstyret i orden, men der er stadig noget særligt ved at komme ind i Imperial. Biografen har godt nok kun én sal. Til gengæld er lærredet 142 kvadratmeter.

Under nedlukningen blev biografen udstyret med to 4K dual-laser projektorer, et helt nyt RealD Ultimate-lærred og immersive audio (Dolby Atmos-lyd). Med andre ord:  Lyd og billede står knivskarpt. Biografen blev indviet i 1961, da Folkeligt Oplysningsforbund (FOF) stod for driften. Der er næppe mange, der ved det, men i 1980erne var Imperial en underskudsforretning.

Biografen var stor og krævede film, der kunne trække et stort publikum, og det var svært, da både tv og videomaskinerne gav fornyet konkurrence. Problemet var så stort, at man legede med tanken om at dele biografen op i fem sale.

Det var meningen, at det store lærred skulle bevares, men man ville bygge to sale ude i den store foyer og to sale bagest i biografen. Sådan blev det heldigvis ikke. Forslaget blev afvist, da Nordisk Film 13. juni 1983 opkøbte ABCinema A/S og dermed også Imperial. I dag ligger den store sal og troner ved Vesterport og minder om, at film skal ses på det store lærred.

4

Som i en amerikansk film

​Husker du scenen fra »Grease«, hvor Sandy slår op med Danny i en drive-in-bio? Selvom Lynge Drive In Bio ligger i en tidligere grusgrav i Nordsjælland, er der noget ægte amerikansk over at køre sin bil ind foran et af de tre lærreder, tænde for radioen og høre filmens lydspor via FM-båndet.

Biografen åbnede i 1961, da Mogens Fisker, der var direktør for Villabyernes Biograf, havde været i USA og set, hvordan de amerikanske familier flokkedes om at komme i drive-in. Derovre åbnede de første drive-in-biografer allerede i 1910erne, 20 år senere tog Richard Hollingshead patent på konceptet, som han indviede under sloganet: »Hele familien er velkommen, lige meget hvor meget dine børn larmer«.

Det er dog ikke kun børnefamilier, der kan få fordel af konceptet. Det var også enormt velegnet til pandemi-nedlukkede danskere, der strømmede til Lynge, da stort set alt andet var sat i stå. I en drive-in-bio kan man være sig selv sammen med andre.

Lynge Drive In Bio, der praler af at være Skandinavens største, har tre lærreder med plads til henholdsvis 100, 125 og 350 biler. Det er de de brede film, der bliver sat op, familiefilm, actionfilm og gysere. Ingen kan dog se, hvis man holder sig for øjnene, skruer ned for lyden eller bruger de mest uhyggelige scener til at kysse på sin sidemand.

5

Noget helt specielt

​Den fylder ikke meget, men stemningen er enorm i Vester Vov-Vov, der er opkaldt efter den danske film, der blev vist på åbningsdagen i 1975. Som landets ældste fungerende art-cinema er den lille biograf primært for dem, der er interesserede i europæiske kvalitetsfilm, dokumentarfilm og amerikanske independentfilm. Stedet har kun to sale med begrænset plads og udstyr.

Før i tiden var Vesterbro fuld af biografer, nu er der kun Vester Vov Vov – og Imperial – tilbage. Af dem har Vester Vov Vov været bedst til at beholde sit særkende. Før i tiden gik man efter det studentikose miljø, der sad i flyversæder, røg smøger og drak øl, mens de så film.

I dag er rygerne smidt udenfor, men flyversæderne står der endnu, ligesom man også stadig kan vide sig sikker på, at den film, man vælger fra biografens repertoire, har et vist niveau. Vester Vov Vov er perfekt til dem, der bare har »lyst til en god film«, vil imponere sin date eller ønsker at støtte nogle af de små unikke perler, der gør København til noget helt specielt.