I sin dybt skræmmende rus søger hun tilflugt på toilettet, hvor hun låser sig inde.
Bag den låste dør forsøger hun at bide sit eget håndled op.
Hun er langt inde i en lsd-hallucination, som hun er blevet påført af personalet i kælderen under Frederiksberg Hospital. Hun føler sig svigtet og ønsker kun at dø.
Kort tid efter hører de eksperimenter, hun har været underkastet, op. Overlægen skriver i hendes journal, at navnlig de sidste forsøg har været »udbyttegivende«.
Uden at det er noget, patienten selv føler er rigtigt. Måske noterer han det i et selvforsvar. For at dække sig ind.
Som den kvindelig patient siger i dag, hvor håret er blevet hvidt, men vreden er intakt:
»Det kunne da ikke gå mere galt«.
Løj om hensigterne
Dramadokumentaren »Det sindssyge eksperiment« på TV 2 fortæller en grum historie. Den historie, der handler om, hvordan en lang række patienter i perioden 1960 til 1973 fik det hallucinogene stof lsd i en kælder på Frederiksberg Hospital. Med en lang række alvorlige følger som resultat.
Forud for premieren på serien har der været en vis rummel.
Journalisten Alex Frank Larsen fik en Cavlingpris for sine afslørende artikler, der i 1980erne førte til en erstatning til 154 patienter.
Han mente blandt andet – også her i Berlingske – at han ikke var blevet tilstrækkeligt krediteret i for sit arbejde forbindelse med serien.
Generelt er tv-producenter ikke generøse med at henvise til det materiale, de har brugt i deres research.
Det kan man ikke udelukke, de i højere grad kunne have gjort også her.
Men tilbage står, at i hvert fald det arkiv, der kulegraves i serien, er nyt og interessant materiale, som rent faktisk fører det, vi ved om historien, nye steder hen.
Gennem journaler, researchmateriale og optegnelser, den assisterende læge Ketty Kjærbye Kristensen gemte til sin død i 2019, er der klokkeklare indikationer på, at lægerne har kastet sig ud i omfattende forsøg, vel vidende, at de ikke kendte alle konsekvenser af dem.
Det sandsynliggøres overbevisende, at der netop ikke var tale om »fejlbehandling«, hvilket var begrundelsen for den erstatning, patienterne fik tilkendt i 1980erne, men derimod om reelle menneskeeksperimenter, gennemført med fuldt overlæg.
De hovedansvarlige læger klarede frisag i retten i 1974, fordi de og vidnet Ketty Kjærbye Kristensen løj om deres hensigter.
Ikke et øje er tørt
Og det er en ferm dramaturgisk ramme, at den både sympatiserende og svale journalist og tilrettelægger Lotte Mathilde Nielsen opsøger Ketty Kjærbye Kristensens barn og barnebarn, som udleverer kasserne med hendes arkivmateriale og dermed også deres egen mor og mormor, fordi de synes, sagen skal belyses ordentligt.
Ikke et øje er tørt, da de efter fire timers serie kan være med til at deponere kasserne i arkivet under Frederiksberg Rådhus, så ofrene, deres familier og alle andre kan tilgå det.
Det er glimrende fjernsyn.
I det hele taget er serien en samvittighedsfuld og grundig, og de tidligere patienter, der medvirker, nu alle ældre medborgere, optræder med både værdighed og begavelse og undren: Hvorfor lige mig?
Samstemmende erklærer de, at de aldrig havde givet deres samtykke til eksperimentet, hvis de havde kendt til de risici, lægerne kendte til, men som de forholdt dem.
Dem havde man gerne set og hørt mere til, oplevet deres historier foldet mere ud.
Snarere end at se de mange dramatiserede sekvenser, som er smukt realiserede, men som også er med til at gøre serien lige lovlig lang. Ofte hører vi om noget, som vi så ser udspillet i dramatiserede scener.
Uagtet hvor glimrende Amalie Dollerup er som den både usikre og skråsikre Ketty, medløberen, der går alt for langt for at tækkes sine overordnede i en blanding af ambition og underdanighed. Lige meget hvor aldeles glimrende Søren Pilmark er som den gammeldags autoritative overlæge – uden ligefrem at underspille rollens dæmoniske muligheder.
Først hører vi det, så ser vi det
At peppe en dokumentar op med dramatiserede elementer er populært for tiden og alt andet end et sindssygt eksperiment.
Det giver mulighed for at peppe en historie op, hvor det kan være svært at skaffe levende dækbilleder, hvis man ikke bare vil vise gamle avisudklip og hoveder, der taler. Og det kan fange dem ind, der ikke lige bider på ren faktafremstilling.
Thure Lindhardt har instrueret sekvenserne udmærket, og scenerne med hallucinationer og lidende, forsvarsløse patienter i kliniske omgivelser er ikke uden effekt.
Men dialogen er ikke verdens bedste. Og mange af scenerne lider under, at de fortæller det, vi allerede godt ved.
Først hører vi det, så ser vi det udspillet. Det er med til at trække »Det sindssyge eksperiment« lige lovlig meget i langdrag.
Det er naturligvis stadig en uhyggelig og meget interessant sag om overgreb i tjeneste.
Om gode viljers fallit: Man kommer til at gøre en masse mennesker ondt i den tro, at man hjælper dem, selv om man burde have vidst, at det kunne blive udfaldet.
Og ikke mindst om blind tro på hierarkierne og misforstået loyalitet i 1960ernes, den ikke så fjerne fortids, Danmark: Hverken det assisterende personale – eller patienterne for den sags skyld – vover at gøre oprør, stille spørgsmålstegn ved de hvide kitlers autoritet.
Men fire afsnit er lige i overkanten, især når man fra start til en vis grad afmonterer spændingen og afslører, at der aldrig faldt dom i sagen.
»Det sindssyge eksperiment«. Dramadokumentar i fire dele. Produktion: GODT Media. Kan streames på TV 2 Play.