Kvinder vil gerne se såkaldt mandekomedier, mens mænd er svære at trække i biografen til kvindekomedier.

Sådan lyder konklusionen i filmmagasinet Ekko, der har undersøgt, hvem der så de danske spillefilm, som Det Danske Filminstitut har støttet fra 2009 til 2020.

De udvalgte film har tilsammen solgt 34,8 millioner billetter, hvoraf 56 procent af billetterne er solgt til kvinder og 44 procent til mænd. Kvinder går generelt mere i biografen end mænd, men alligevel ser det ud til, at visse film trækker mindre i mænd end andre. Mænd fravælger tilsyneladende film, der er instrueret af kvinder, mens kvinder ser et bredere udsnit af film.

»Klassefesten« er således blevet set af 63 procent kvinder og 37 procent mænd, mens »Mødregruppen« er blevet set af 78 procent kvinder og kun 22 procent mænd. Kvinder strømmer til gengæld ind og ser film som »Jagten« og »Druk«, selvom begge film har mandlige hovedroller og handler om mænds kriser.

Direktør for Danske Biografer, Lars Werge, er overrasket over statistikken, som han kalder »tankevækkende«.

»Det var ikke nogen tal, jeg kendte, men det er klart, at de fik mig til at tænke på, om jeg selv fik set en film som »Jagtklubben«, og det gjorde jeg ikke. Er det et udtryk for køn? Det er det muligvis,« siger Lars Werge, der synes, at det er rigtigt fint at se på, hvem der ser hvilke film.

»Så må det jo være op til Filminstituttet at vurdere, om de vil forsøge at få flere mænd ind og se nogle andre film,« siger han.

Det er ikke planen hos Filminstituttet. Administrerende direktør, Claus Ladegaard, understreger, at det ikke kun er inden for film, at mænd vælger mere selektivt.

»Over 60 procent af museernes gæster er kvinder. Hvis du ser på litteratur, er der langt flere kvinder, der læser end mænd, og selvom Danmark er domineret af kvindelige forfattere, er det kun 20 procent af deres læsere, der er mænd. Hvis Ekkos tal passer, ser det faktisk lidt bedre ud for filmen,« siger Claus Ladegaard, der kalder tallene »forstemmende«.

»Det tyder jo på, at kvinder har et lidt mere åbent sind og en bredere smag, end mænd har. Mænd læser og ser noget, som de umiddelbart kan spejle sig selv i, mens kvinder er mere åbne over for at tilegne sig andres universer. Det er også sådan, man bliver dannet og lærer at forstå andres virkelighed.«

Gammeldags tænkning

Siden 2013 har Det Danske Filminstitut arbejdet målrettet på at få mere diversitet i filmbranchen. Og det har skabt resultater. I perioden 2016-2018 var hver sjette danske spillefilm instrueret af en kvinde. I 2019 var cirka hver tredje danske spillefilm instrueret af en kvinde.

En af dem, der har arbejdet mest for at få flere kvindelige instruktører frem, er Christina Rosendahl, der er formand for Danske Filminstruktører. Alligevel er hun ikke imponeret over Ekkos statistik.

»Jeg synes, at det er udtryk for en meget gammeldags silotænkning, når man opdeler publikum i køn. Du kan jo også se på race, religion eller geografisk mangfoldighed,« siger Christina Rosendahl, der pointerer, at forskellige genrer appellerer til forskellige målgrupper. Komedier har for eksempel godt tag i mænd, siger Rosendahl.

Men du har jo selv arbejdet en del for at få netop flere kvinder i gang med at instruere?

»Ja, men jeg synes, at det er mere interessant at se på det ud fra et bredere og mere generelt perspektiv. Det kvindelige publikum har for længst vænnet sig til at se mænds historier, og det har lært dem en del om mænd og om verden. Af samme grund er det også vigtigt, at mænd ser kvinders historier. Men det skal komme af lyst. Ingen skal tvinges ind og se særlige film,« siger Christina Rosendahl, der ikke mener, at det er publikums kommercielle adfærd, der skal afgøre, om man skal arbejde for mere eller mindre mangfoldighed bag kameraet.

Elskede mandefilmen

En af de kvindelige instruktører, der havde fat i publikum sidste år, var Charlotte Sieling, der stod bag storfilmen »Margrete den Første«, der solgte flere end 300.000 billetter.

Sieling har ikke selv noget bud på, om mænd vælger film efter kønnet på instruktøren, men hvis det er sådan, at publikum vælger film alene ud fra identifikation, synes hun, at det er et problem. I hvert fald på den lange bane.

»Jeg vil selvfølgelig også gerne have, at mænd ser film, der handler om kvinder, men jeg synes faktisk ikke, at det er så vigtigt. Det vigtigste er, at filmene bliver lavet. Der har manglet forskellige historier om kvinder, og nu er vi endelig i gang,« siger Charlotte Sieling, der flere gange har oplevet, at mænd har rost hendes film.

Af samme grund betragter hun ikke filmen om Danmarks første kvindelige regent som »en kvindefilm«. Hun håber at den rammer alle køn.

»Men ingen skal tvinges ind og se en film. Kunst er ikke en slåskamp. Man skal blive så interesseret, at man ikke kan holde sig væk,« siger Charlotte Sieling.

Har du selv set en film som »Druk«?

»Ja, det har jeg, og det var en udpræget mandefilm lavet af en mand. Og jeg elskede den.«

Hollywood og fodbold

Direktør i Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard fastholder, at man skal arbejde på at skabe mangfoldighed i dansk film. Han mener dog ikke, at Ekkos statistik vil få nogen betydning for instituttets videre arbejde.

»Litteratur, film og kunst har længe være et mandligt praksisfelt, og mænd er blevet kanoniseret og hyldet. Men der sker noget alvorligt i disse år. Vi har fået flere stemmer i filmene, vi har flere kvindelige hovedroller, og jeg tror også, at publikum kommer til at åbne sig mere op. Uden at kende tallene til bunds, vil jeg også tro, at der er flere, der ser film af kvindelige instruktører i dag, end der var tidligere. Men succeskriteriet har aldrig været at få lige mange mænd og kvinder i biografen,« siger Claus Ladegaard, der også understreger, at der er emner, der tiltrækker mænd mere, end de trækker i kvinder.

Christina Rosendahls film har således godt fat i mændene – måske fordi de handler om politik og har mænd i de bærende roller. »Vores mand i Amerika« blev set af 52 procent kvinder og 48 procent mænd, mens »Idealisten« blev set af 52 procent mænd og 48 procent kvinder.

»I Danmark er vi meget glade for at lave film, der handler om menneskelige relationer, vi laver lidt færre film om de store samfundsmæssige problemstillinger. Det kan måske styrke tendensen og betyde, at mænd i højere grad vælger amerikansk film og fodbold,« slutter Claus Ladegaard.