Guide: Her er de bedste biografiske musikfilm

AOK
Skærm
Guide

Film er godt, og musik er godt. Kombinationen af de to er dobbelt op på godt. Her guider Berlingske til en række fede biografiske film, hvor musikken spiller en hovedrolle.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge var der premiere på filmen »Elvis«, der zoomer ind på rockens konge, The King of Rock & Roll.

Berlingskes anmelder var yderst tilfreds med filmen, som hun beskrev som fantastisk. Og der er masser af gode film, hvor musikken er omdrejningspunkt. »Elvis« bygger på en sand historie og er genremæssigt en såkaldt biopic, som det hedder i filmbranchen. En biopic er en spillefilm med biografisk indhold, og her guider vi til en række af de bedste biografiske film, hvor musikken spiller en hovedrolle.

5

»Elvis«

Kongen af Rock & Roll, Elvis Presley, får nyt liv i en film, der slet og ret hedder »Elvis«.

Berlingske har anmeldt filmen som en dobbeltanmeldelse, hvor både filmredaktøren og musikeren Keld Heick giver kritik. Keld Heick er mest imponeret og disker op med topkarakteren seks stjerner.

Filmen har Austin Butler i hovedrollen som Elvis, og filmen er instrueret af Baz Lurhmann. Berlingskes anmelder Sarah Iben Almbjerg mener, at film er et overflødighedshorn og en rodebunke. Men det er en virkelig dragende en af slagsen.

Uddrag af anmeldelsen:

»Musikalsk er filmen et overflødighedshorn med både blues, moderne pop og oprindelige Elvis-sange. For en gang skyld en biopic, hvor man får lov til at høre musikken. Til gengæld forsvinder portrættet af mennesket og manden. Dette er en hyldest af ikonet. Og det er alle minutter værd.«

Læs hele anmeldelsen her.

2

»Rocketman«

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at »Rocketman« handler om Elton John. Den britiske superstjerne er den uomtvistelige hovedrolle i filmen, der havde premiere i 2019.

Uddrag af anmeldelsen:

»Rocketman« er for meget – på alle planer; der bliver ikke bare spillet, men hamret igennem på alverdens musikalske, visuelle og dramaturgiske tangenter, men det matcher perfekt med Elton Johns brillantbesatte briller, tårnhøje plateauhæle og karnevalskostumer, der bliver mere og mere flamboyante og vanvittige, som hans berømmelse vokser i takt med hans selvhad.

Psykologien er på stavepladeniveau; lille følsom og talentfuld dreng med iskolde forældre og så videre. Det er »Den grimme ælling« igen igen, men pyt. Det virker.«

Læs hele anmeldelsen her.

3

»Respect«

Portrættet af Aretha Franklin, der har leveret masser af storslåede hit gennem sin karriere, havde premiere i 2021. Jennifer Hudson spiller hovedrollen, men anmelderen diskede kun op med tre stjerner.

Uddrag af anmeldelsen:

»Man skal have ligget under en meget tung sten for at have misset hendes største hits. I 1987 var Franklin den første kvinde, der blev induceret i The Rock & Roll Hall of Fame. Hun forenede gospel og vestlig musik og havde en enorm betydning for sort populærkultur – ikke mindst fordi hun også brød igennem til et hvidt publikum.

Derudover havde hun en spændende opvækst hos præstefar C.L. Franklin, der tog sig af børnene, efter at moderen, sangerinden Barbara Siggers Franklin, havde forladt hjemmet for at forfølge sin karriere.«

Læs hele anmeldelsen her.

4

»Så længe jeg lever«

»Så længe jeg lever« tegner et troværdigt portræt af John Mogensen, og Rasmus Bjerg er intet mindre end sublim i hovedrollen.  Sådan lød det fra anmelderen i 2018, da filmen havde premiere.

Uddrag af anmeldelsen:

»Sangens titel er også titlen på Ole Bornedals film om John Mogensens liv og karriere. Hvis man da kan bruge det udtryk om en kunstner. Og det er sådan, Bornedal ønsker at portrættere ham. Som kunstner.

Som en mand, der nok havde hele det store dansktopsegment i sin hule hånd, hele den dårlige smag, men som gik til musikken med en intensitet og alvor, der langtfra altid kunne høres i de ølræbende eller ølflæbende sange. Indimellem i glimt, men sjældent i en hel sang.«

Læs hele anmeldelsen her.

5

»Spurven – La Vie en Rose«

Filmen »Spurven – La Vie en Rose« er et smukt og bevægende portræt af den franske sanger Edith Piaf, hvori Marion Cotillard er så fremragende i titelrollen, at hårene vil rejse sig og tårerne trille. Filmen er tilbage fra 2007.

Uddrag af anmeldelsen:

»De fleste af os kender vel den lille franske og altid sortklædte sangerinde Edith Piaf. Fra viser som »Milord«, »La vie en rose« og »
Non, je ne regrette rien«. Men det er sikkert kun de færreste af os, der kender omfanget af den tragedie, hendes liv reelt var, rundt omkring de kunstneriske succeser og de celebre venskaber med Yves Montand, Charles Aznavour og Jean Cocteau.

Det liv får man nu et indblik i med den franske instruktør Olivier Dahans »Spurven – La Vie en Rose«.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

»Mit liv med Liberace«

I Steven Soderberghs »Mit liv med Liberace« fra 2013 leverer Michael Douglas og Matt Damon flotte præstationer som henholdsvis pianisten Liberace og hans yngre elsker.

Uddrag af anmeldelsen:

»Liberace døde af aids i 1987, men han sprang aldrig ud af skabet af frygt for at støde sit publikum og tidens moral.

Denne dobbelthed fungerer fint som dramatisk motor i det intime og komplicerede forhold mellem Liberace og Scott Thorson. Men det bliver ved det, og som tidsbillede og som et generelt indblik i det skjulte og tabubelagte homomiljø i 1970erne er der ikke megen dybde at hente i »Mit liv med Liberace«, der tager sine stik hjem på den velspillede og til tider rørende personlige historie.«

Læs hele anmeldelsen her.

7

»Walk the Line«

»Walk the Line« fra 2006 er et stærkt portræt af Johnny Cash og June Carter, og filmen fortæller en velkendt historie, men gør det filmisk fremragende.

Uddrag af anmeldelsen:

»Amerikanerne elsker dem, og vi andre kan også godt lide dem – opløftende og livsbekræftende beretninger om mennesker, som trods en ydmyg baggrund og mod alle odds kæmper sig vej til velfortjent succes.

Allerhelst skal disse mennesker rumme en kombination af lysende talent og selvdestruktivt mørke, så vi får bagsiden af medaljen med, og det gør James Mangolds »Walk the Line« om Johnny Cash præcis ligesom Taylor Hackfords »Ray« om Ray Charles.«

Læs hele anmeldelsen her.

8

»I'm Not There«

»I’m Not There« fra 2007 er et anderledes portræt af Bob Dylan. Et visuelt inspirerende og stilistisk næsten vellykket eksperiment, der med seks forskellige skuespillere som hovedrollen afspejler sangerens facetterede historie.

Uddrag af anmeldelsen:

»Bob Dylans navn bliver ikke nævnt en eneste gang i filmen »I’m Not There« og alligevel er det ham, den handler om. Som titlen på en af hans mere ukendte sange – der har lagt titel til – også leger med, er han der ikke selv, men er alligevel til stede.

At tage kampen op med et portræt af en af de mest indflydelsesrige sangere i nyere vestlig musik er ikke en opgave for bangebukse, men sådan en har instruktør Todd Haynes heller aldrig været.«

Læs hele anmeldelsen her.

9

»Straight Outta Compton«

Hiphop-gruppen N.W.A. satte verden på den anden ende med benhårde gangsterattituder og realityrap transmitteret direkte fra Los Angeles-ghettoen Compton. I »Straight Outta Compton« fra 2015 tegnes et portræt af »verdens farligste gruppe«.

Uddrag af anmeldelsen:

»Med den aktuelle N.W.A.-biopic »Straight Outta Compton« har den fortrinsvis sorte amerikanske hiphopkultur omsider fået sin helt store Hollywood-overhaling. Og hvilket bedre sted at starte end med historien om en af alletiders mest skelsættende og kontroversielle hiphopgrupper?«

Læs hele anmeldelsen her.

10

»Steppeulven«

Ole Christian Madsen tegner i »Steppeulven« fra 2015 et fascinerende portræt af en af de største gåder i dansk musikhistorie, Eik Skaløe, der brændte så klart og døde i en alder af bare 25 år.

Uddrag af anmeldelsen:

»»Steppeulven« begynder i 1962, hvor Eik Skaløe møder den helt store kærlighed i form af Iben Nagel Rasmussen til en demonstration. Inden en uge er de flyttet sammen, men hvor Iben tror på den frie kærlighed, vil Eik kun have hende, til trods for hans forsøg på at tilslutte sig tidens frisindsideologi.

Eik lider under de mange mænd i Ibens liv, men også under de mange ord, han så gerne vil sætte sammen til en roman, men kun får ud i fragmenter. Deres drømme og kærlighed driver dem gennem Europa på jagt efter friheden, indtil et hashfyldt tag i Athen sætter en stopper for deres videre rejse.

Stofferne tager over, og hjemme i Danmark driver de hver til sit, Eik mod musikken, der et kort øjeblik virker som svaret på alle hans spørgsmål.«

Læs hele anmeldelsen her.

11

»Bohemian Rhapsody«

»Bohemian Rhapsody« havde premiere i november 2018, og her var det bandet Queen og frontmand Freddie Mercury, der var omdrejningspunktet. Berlingske bød på en dobbeltanmeldelse af både filmanmelderen og af politiker Pia Kjærsgaard, der er kæmpe fan af Queen.

Uddrag af Pia Kjærsgaard anmeldelse:

»Jeg må blankt indrømme, at filmen gjorde mine forbehold til skamme. Den er vældig god og virker autentisk. Rami Malek ligner Freddie Mercury og synger godt. Dog er der kastet lige lovlig mange tænder ind i munden på ham. Han er mere klejn end den originale – også i ansigtet – og jeg blev nervøs, hver gang han skulle kysse. Det må have været kompliceret.«

Læs begge anmeldelser her.