Gammelt Will Smith-klip går viralt: Gør grin med skaldet mand

»Ah, det er en joke, kom nu!« lyder det fra Will Smith efter den blandede modtagelse fra publikum.

Et 31 år gammelt klip er begyndt at florere.

For på klippet kan man se en ung Will Smith på besøg i komikeren Arsenio Halls talkshow, og her kommenterer skuespilleren på bassisten i showets skaldede isse.

»Bassisten, han har en regel. Han er nødt til at vokse sit hoved hver eneste dag,« siger Will Smith i det gamle klip, hvorefter han til publikums blandede modtagelse forsvarer det med:

»Ah, det er en joke, kom nu!«

Grunden til, at klippet nu ser dagens lys igen, er selvsagt lighederne med søndags nats helt store Oscar-drama.

Se videoen øverst i artiklen

For her gik Will Smith som bekendt på scenen og uddelte en meget omtalt lussing til Chris Rock, der netop forinden havde joket med hans kone Jada Pinkett Smiths skaldede isse.

»Jada, jeg elsker dig. 'G. I. Jane 2', jeg glæder mig til at se den,« lød joken, som var en sammenligningen mellem Jada Pinkett Smiths karseklippede frisure, der skyldes sygdommen alopecia, og så den fiktive kvindelige soldat G. I. Jane, som ligeledes er kronraget.

En joke, som Will Smith altså kvitterede med en resolut lussing og en stak bandeord i bedste sendetid.

Efterfølgende har Will Smith undskyldt optrinet med forklaringen om, at joken blev »for meget« for ham, fordi det gik tæt på hans kones »sygdomstilstand«.

Chris Rock tog imod en lussing af Will Smith på scenen til Oscar-showet, efter han havde fortalt en joke om skuespillerens kones sygdom. Will Smith har siden undskyldt og trukket sig fra Oscar-akademiet. BRIAN SNYDER

Men nu er det gamle klip altså begyndt at florere, hvor Will Smith selv beder om forståelse for en vittighed om en anden persons skaldede isse.

Heldigvis ser bassisten fra 'The Arsenio Hall Show' tilbage på joken med et smil – hvorimod Jada Pinkett Smith til showet kunne ses rulle øjne af Chris Rocks joke om hendes frisure.

For til Rolling Stone fortæller bassisten, der hedder John B. Williams, at han tilmed forstår Will Smith, der »reagerede ud af vrede« fordi, det var hans elskede kone, det handlede om.

Men han tog ikke selv Will Smiths nu 31 år gamle joke nært, forklarer han.

»Jeg tog det som en joke. Jeg grinte bare af det. Det var et show. Det var cool. Det gik mig overhovedet ikke på,« lyder det nu fra den skaldede bassist.