»Frit land« er en brutal, lille knaldperle af en serie om små valg med store konsekvenser

På kun fire korte afsnit lykkes det YouSees nye krimiserie at præsentere os for en hovedperson, få os til at fatte sympati med manden og sætte ham i en aldeles uløselig situation.

 
Se traileren til »Frit Land« her. Trailer: YouSee Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en tid, hvor vi er mange, der ikke rigtig har tid til at gå på arbejde, fordi der er så mange streamingtjenester, der har så mange seværdige tv-serier, er der noget dejligt over en serie, der blot består af fire afsnit. »Frit land« er dog ikke bare god, fordi den er kort, men fordi der er tale om en stramt komponeret historie uden overflødigt fedt, som bliver fortalt på lige præcis så mange minutter, som den kan bære.

»Frit land« er en prequel til en anden serie, »2 døgn«, som ligeledes er skabt af Oscar Dyekjær Giese og Nicolai Achton, men sagtens kan ses, selv om man ikke kender sidstnævnte. Og når man har gjort dette, får man stor lyst til at se »2 døgn«, og således ser man historien i den rette rækkefølge rent kronologisk. Win-win.

Nederst i hierarkiet

Vi er på den københavnske vestegn. Nicki (Sebastian Bull) er nederst i fødekæden i en unavngiven rockerklub. I den første scene ser vi ham ihærdigt skure og skrubbe et toilet i klubben, og netop som han er færdig, sjosker en seniorrocker ud og overpisser med stor nidkærhed hele herligheden.

Da en anden rocker, Markus (Gustav Giese), bliver lukket ud af fængslet, øjner Nicki muligheden for at gøre sine hoser en anelse grønnere hos rockerbossen Lund (Niklas Herskind). Ikke fordi Nicki er ambitiøs, men fordi han tydeligvis har behov for et sted at høre til.

Det går ikke efter hensigten, og snart sidder Nicki fast i et uløseligt og egentlig hjerteskærende dilemma, som der ikke rigtigt er nogen positiv udvej på. Det er barske løjer, og man kan ikke undgå at få medlidenhed med Nicki, som ikke nødvendigvis er et af Guds bedste børn, men grundlæggende bare er en ikke alt for begavet pleaser-type, der har trukket en ærgerlig hånd i livets kortspil.

Han spilles med stor overbevisning af Sebastian Bull, og Gustav Giese understreger, at han er en af de bedste i Danmark til at spille en type, der på et splitsekund kan gå fra veltalende charmør til voldsparat psykopat.

Rå og realistisk

Gustav Gieses bror, Oscar Dyekjær Giese, står bag manuskriptet, og han kender tydeligvis sin »Pusher«, »R« og »Nordvest«, som både han og Gustav Giese da også spillede med i. »Frit land« virker bestemt ikke som en kopi af noget, men er en stærk lille knaldperle af en historie om, hvordan små valg kan få store konsekvenser.

Den er samtidig rå, realistisk og fyldt med replikker, der i for dansk film i sjælden grad lyder som noget, mennesker siger til hinanden. Og så er adrenalinniveauet eddermaneme højt i sidste afsnit. På trods af alle førnævnte alt for mange serier, der venter på at blive set, skal der ikke lyde protester herfra, hvis der følger en sæson to.

»Frit land«. Krimiserie, fire afsnit a 21-23 minutter. Serieskabere: Oscar Dyekjær Giese, Nicolai Achton. Med: Sebastian Bull, Gustav Giese, Christopher Læsø, Alba August med flere. Premiere 11. april på YouSee.