Filmens første publikum var stærkt begejstret.
Næsten ni minutter stod folk og klappede, da de først havde set »The Apprentice« om Donald Trumps unge år ved Cannes Filmfestival.
Og allerede nu har international presse afsagt dom over filmen, der er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi.
I filmen begår Donald Trump både voldtægt og tager amfetamin for at tabe sig, og Trumps kampagnekontor har allerede truet med søgsmål.
I britiske The Telegraph skriver anmelderen Robbie Collins, at filmens største problem er, at den er et karakterstudium med meget lidt karakter at studere.
Med andre ord, så er Donald Trumps psyke og sind ikke dybt nok til at blive nærstuderet, mener anmelderen. Han skriver dog, at filmen er »er en fornøjelig beskidt periodefilm om den 45. amerikanske præsidents opstigning til magten i New Yorks ejendomsbranche i 1970erne og 1980erne,« og giver filmen tre ud af fem stjerner.
I The Guardian er Peter Bradshaw lidt mindre begejstret.
»I skitseringen af Donald Trumps karriere før Det Hvide Hus flytter »The Apprentice« os på bekymrende vis tilbage til den gamle Donald, joken Donald, der havde en cameo i »Alene hjemme 2« og selvfølgelig sit eget hit-tv-program. Det er en joke, der nu er mere end usjov,« skriver Bradshaw og giver to ud af fem stjerner.
Filmen deler nemlig titel med Donald Trumps realityserie, »The Apprentice«, hvor forretningsfolk dystede om et job hos Trump, inden han blev politiker.
Sympati for djævlen
Filmen handler også om Donald Trumps samarbejde med den berygtede advokat Roy Cohn, der havde tætte bånd til Richard Nixon, og som bidrog til senator Joe McCarthys berygtede efterforskning af mistænkte kommunister.
I filmens univers, er det Cohn, der lærer Trump de metoder, der siden fik ham helt ind i Det Hvide Hus.
I Indiewire skriver David Erlich, at »The Apprentice« gør noget, som ingen anden film før har gjort eller kommer til igen:
»Den får dig til at få den mindst mulige smule sympati for Roy Cohn. Det er ikke nødvendigvis en kompliment, men det er en slags bevis for skuespillerens talent,« skriver anmelderen med henvisning til Jeremy Strong, der er kendt fra »Succession«.
Derudover er anmeldelsen lidt blandet og ender på middelkarakteren C på den amerikanske karakterskala.
Vi slutter hos det amerikanske medie The Wrap, hvor Steve Pond har anmeldt.
Pond roser Abbassis tidligere film, »Border« og »Holy Spider«, men mener ikke, at »The Apprentice« rammer lige så rent.
Han sammenligner – hvilket han ikke er ene om blandt anmelderne – historien om Cohn og Trump med den klassiske gyser om Dr. Frankensteins monster.
»Det er på nogle måder en gyserhistorie fra det virkelige liv, og Abbasi går til den som en Frankenstein-fortælling, hvor den gale videnskabsmand skaber et monster og derefter mister kontrollen over det. Men efter år med Trump-efterligninger (og den ægte vare) kan det heller ikke undgå at føles lidt tegneserieagtigt og er måske ikke den bedste udnyttelse af instruktørens særlige talent,« skriver Pond i The Wrap, som ikke uddeler stjerner.
Roy Cohn døde af aids, men han insisterede til sin dødsdag på, at der var tale om leverkræft.