Filmen er ikke original, men den er underholdende, vanvittig flot og spektakulær

Den Oscar-vindende mexicanske instruktør, Alejandro G. Inárritu, har med sin fabulerende film »Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder«, lavet et flot og selvoptaget værk.

 
Trailer til den nye Netflix film: »Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder«. Video: Netflix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bardo er en tibetansk term for stedet mellem liv og død.

Og det er nøjagtig her, vi møder hovedpersonen i filmen »Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder«, journalisten og dokumentarinstruktøren Silverio, da han som en rodløs skygge flyver hen over det øde grænseland mellem USA og Mexico.

Som den lange titel indikerer, er det begyndelsen på et værk, der hælder til den prætentiøse, selvhøjtidelige side. Sådan som instruktøren bag, mexicanske Alejandro G. Inárritu, har fået ry for at være i filmbranchen. Noget, han åbenbart er bevidst om og påtaler i sin nye film.

Med værker som »21 Gram«, »Babel«, »Biutiful«, »Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance)«, »The Revenant« og intet mindre end fire Oscar-statuetter, to for bedste instruktør, har han da også sat et gevaldigt aftryk i filmhistorien. Ofte med ord som »kunstnerisk arrogance« og »kompromisløshed« knyttet til sig.

»Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder« er instruktør Alejandro G. Inárritu's delvise selvbiografiske film. I filmen møder filminstruktøren Silverio sig selv i refleksion over sit liv som kunstner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rodrigo Jardon / Netflix © 2022.

Frie tøjler af Netflix

Det samme kan siges om hans nyeste film, hvor han har fået frie tøjler af Netflix, da filmen er streamingtjenestens prestigeprojekt i år, kørt i stilling til Oscar-sæsonen og i øvrigt også Mexicos officielle kandidat i Bedste internationale spillefilm-kategorien. Frie tøjler kan være befordrende for kreativiteten, men det kan også ende med en instruktør, der er lige lovlig overbærende i forhold til egne udfoldelser. Begge dele er tilfældet her.

Til sammenligning, var Inárritus gode kollega, Alfonso Cuarón’s Netflix-prestigeprojekt, »Roma«, også et selvbiografisk værk. Men hvor Cuarón skiftede fokus fra sig selv til familiens tjenestepige Cleo, og derigennem fortalte om et af Mexicos oprindelige folkefærd, handler Inárritus film mest om ham selv.

Instruktørens alter ego

Silverio, spillet af Daniel Giménez Cacho, er Inárritus alter ego. En instruktør så respekteret og hædret, at han højt udtrykker den pseudoeksistentielle tvivl: »Måske har succes været min største fejltagelse« (her må der godt rulles med øjnene og sukkes højlydt over den forkælede, privilegieblinde selvsmagen).

Silverio står overfor at skulle modtage endnu en anerkendelse, denne gang fra et amerikansk journalistforbund, insklusive prisoverrækkelse og stor fest kun til ære for ham. En begivenhed hele hans familie forbereder sig på. En lykkelig familie med en skøn kone, der elsker ham, en klog, næsten voksen datter og en sød teenagesøn. Alligevel flyver Silverios tanker rundt til ulykkelige fortidige og fremtidige hændelser, som da dødfødslen af sønnen Matteo eller den rodløse splittelse over hverken at føle sig hjemme i USA eller i Mexico.

Surrealistiske scener

Der er med andre ord ikke rigtig en historie i filmen. Den er nærmere en instruktørs fabuleren over, hvem han er, og hvad han er skabt af. Illustreret af ekstravagante og til tider surrealistiske scenerier. Som da baby Matteo bliver proppet ind i moderens skød igen, eller en togvogn bliver til et akvarium, Silverio svømmer rundt i, mens han leder efter de axolotler, han har købt til sin søn. Axolotl er et amfibiedyr, der hverken er fisk eller krybdyr. Ligesom Inárritu, ikke? Jo, symbolikken er på plads.

Der er fantastiske visuelle lækkerier, der viser, hvor stærk en filmfortælller Inárritu kan være. Men man skal være en ovenud begejstret fan for ikke at synes, at tre stive timer er lige i overkanten til den slags selvudfoldelse uden begrænsninger.

Det er mexicanske Daniel Giménez Cacho, der spiller hovedpersonen Silverio i »Bardo«, en hædret dokumentarinstruktør, der også er instruktør Alejandro G. Inárritus alter ego i filmen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix.

Ikke så originalt

Et andet, større problem er, at denne »falske fortælling«, der skulle være Inárritus dybt personlige film, minder for meget om andre instruktørers lignende værker. Der er kraftig genlyd af Federico Fellinis »8½«. Med et stænk af Paolo Sorrentino, lidt Emir Kusturica og et drys af Terrence Malick. Så for et værk, der bygger sig op som »originalt«, ligner filmen forbavsende og sørgeligt nok noget, vi har set før.

Hvis man kan overse eller tilgive det element, får man med »Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder« dog en film, der er ganske underholdende, vanvittig flot og mere spektakulær end dyb. Hvilket måske også kendetegner Inárritus stil som instruktør. Og på den måde er filmen et meget passende selvreflekterende epos om Inárritu af Inárritu.

»Bardo, en falsk fortælling om en håndfuld sandheder«, film, Netflix. Instruktion: Alejandro G. Inárritu. Medvirkende: Daniel Giménez Cacho, Griselda Siciliani, Ximena Lamadrid, ìker Sánchez Solano m.fl. Premiere i biograferne 17. nov. Kan streames fra 16. dec.