Avisen The Guardian kaldte den »en frygtelig kombination af det uskræmmende og det usjove«, og magasinet Empire mente, at det var »det mest elendige« skuespil set i en gyserfilm »i en menneskealder«.

Og nu har filmen ovenikøbet fået en pris for at være intet mindre end årets dårligste.

Der er tale om gyserfilmen »Winnie the Pooh: Blood and Honey«, hvor to blodtørstige udgaver af Peter Plys og Grisling uhæmmet myrder løs i en mørk og dyster version af Hundredmeterskoven.

I år blev filmen ifølge BBC topscorer ved uddelingen af de såkaldte Razzie Awards – ifølge arrangørerne selv »Oscar-uddelingens grimme fætter«.

Traditionen tro uddeles priserne hvert år til årets ringeste bedrifter inden for filmbranchen, dagen før de rigtige Oscar-statuetter uddeles i Hollywood.

Filmen modtog prisen for værste film, værste manuskript og dårligste instruktør. Filmens Plys og Grisling blev desuden kåret som det værste par på skærmen.

En trailer for filmen kan ses her.

Stallone præmieret

Kritikken har dog ikke afskrækket filmens instruktør, Rhys Frake-Waterfield, der allerede har annonceret en efterfølger til filmen og varslet andre gyserfilm med fokus på elskede børnefigurer som Bambi og Peter Pan, skriver BBC.

En anden modtager af årets Razzies var actionfilmen »Expend4bles«, hvor blandt andre Sylvester Stallone og Megan Fox er på rollelisten.

De fik begge en Razzie for deres præstationer i filmen – og Fox modtog endda endnu en pris for sin rolle i en anden film, »Johnny & Clyde«. 

I den anden ende af kvalitetsspektret uddeles årets Oscars natten til mandag dansk tid.

Også Sylvester Stallone kan glæde sig over en af de lidet flatterende Razzies.
Også Sylvester Stallone kan glæde sig over en af de lidet flatterende Razzies. Arthur Mola/AP/Ritzau Scanpix