Fem stjerner til ny serie i »Game of Thrones«-universet: Dragernes dans er stadig uimodståelig

Hvordan bygger man videre på det seneste årtis største fantasysucces? »House of the Dragon« er den længe ventede forgænger til »Game of Thrones«, og den er både smuk og blodig og umulig at slukke for.

 
Se traileren til »House Of The Dragon« her. Video: Hbo Max. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Imposter-syndromet.

Det psykologiske mønster, hvor man tvivler på sit talent, sine præstationer, sit værd. Hvor frygten for at blive afsløret som en bedrager, der ikke er i stand til at udføre sit virke, konstant lurer i det mørkeste indre.

Syndromet kan ramme hvem som helst. Skolelærere. Fodboldspillere. Sågar mellemledere i mediebranchen. Men forestil dig så, hvordan du ville have det, hvis du var kong Viserys Targaryen, der er født til at sidde på den sylespidse jerntrone som enehersker over Westeros i den længe ventede tv-serie »House of the Dragon«, der beskriver begivenhederne 170 år forud for det, der skete i 2010ernes altoverskyggende fantasygigant »Game of Thrones«.

Kong Viserys forfædre har skabt alt, han besidder. Gennem kløgt, gennem krig, gennem kompromisløshed. Selv er han en godhjertet pragmatiker, der hverken kan tøjle sin lunefulde lillebror eller sætte sig i respekt over for sine nærmeste rådgivere. Til den årlige bukkejagt er han så impotent, at hans undersåtter indfanger kronhjorten og holder den fast med fire reb, hvorefter det eneste, han skal, er, at stikke den ihjel med sit royale spyd. Men selv dér fejler han og må forsøge en ekstra gang, mens dyret skriger og lider og bløder og ydmyger ham.

Kong Viserys Targaryen opfører sig i serien som en godhjertet DJØFer omgivet af blodtørstige, tyranniske, magtliderlige drager. Og så er han fremragende spillet af Paddy Considine (»The World's End«, 2013), der ufortrødent tilføjer nye facetter (af svaghed og tvivl) til sin rolle for hvert afsnit af »House of the Dragon«.

Ingen tør udfordre supermagten

Denne anmelder har i alt set de første seks og de 10 nye afsnit og kan med glæde konstatere, at »House of the Dragon« ikke er en bedrager eller for den sags skyld et får klædt ud som en drage. Serien ligner, lyder og føles som en naturlig del af »Game of Thrones«-universet, der fra 2011 til 2019 var den mest sete serie på verdensplan.

»House of the Dragon« indeholder en interessant kønskamp, hvor kvinderne – her prinsesse Rhaenyra Targaryen spillet af det unge stjernefrø Milly Alcock – går efter magten og er klogere og mentalt stærkere end mændene. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Max.

Men vi har at gøre med et langt mere fredeligt væsen denne gang i forhold til 2010ernes tihovedede monster. På dette tidligere tidspunkt i historien sidder familien Targaryen tungt på magten i Westeros. Ingen tør udfordre den på grund af dens enorme, smukke, dødbringende drager, der svarer til, at den var den eneste nation, der besad kampfly og missiler.

Modsat den oprindelige serie skal vi som seere heller ikke overskue 150 forskellige individer fra 20 forskellige fraktioner. Her er blot et dusin roller, man skal investere sine tanker og følelser i, og på den måde bliver det politiske kammerspil og familien Targaryens interne splittelse – som optager 90 procent af skærmtiden – en intim affære. Til tider minder serien sågar om »The Crown«, blot med drager og væsentligt flere lemlæstelser. Sammenligningen skal opfattes som en ros.

Desværre går noget tabt på grund af den mindre skala. På trods af, at castet kæmper med næb og klør for at gøre hver enkel figur interessant, så kommer ingen af hovedpersonerne i nærheden af de mest mindeværdige fra »Game of Thrones«. Uden Tyrion Lannister er Westeros et humorforladt sted, og uden Cersei, Littlefinger, Varys og Mellisandre bliver intrigerne mere forudsigelige, mindre farverige.

Der er drager overalt i »House of the Dragon« for her følger vi familien Targaryen, da dens magt og vælde var på sit højeste. På billedet ses den stærkt spillende Matt Smith i rollen som den pragmatiske konges uforudsigelige lillebror. Fold sammen
Læs mere

Kong Viserys førnævnte lillebror udgør dog gendrivelsen af ovenstående argumentation, for Daegon Targaryen er farlig, uforudsigelig og vanvittigt tiltrækkende. Han portrætteres af Matt Smith, der jo også spillede en næsten lige så balstyrisk prins Philip i »The Crown« på fremragende vis.

Al magt til kvinderne

Men nok om mændene.

For det ville være at føre læserne bag lyset at påstå, at de er udslagsgivende i første halvdel af »House of the Dragon«. Dette er de intelligente, viljestærke kvinders serie – også selvom kvinderne træffer adskillige elendige valg på grund af rådden og reaktionær rådgivning fra seriens bange mænd.

I begyndelsen er alt fredeligt og roligt i hovedstaden King's Landing. Men selv de stærkeste venskaber kan blive splittet ad, når dragernes dans begynder. Fold sammen
Læs mere

Inden der råbes op om politisk korrekthed og wokekultur, så lad mig slå fast, at forfatteren bag hele dette monstrøst omfattende fiktive univers, George R. R. Martin, siden udgivelsen af den første roman i serien i 1996 satte nye standarder for stærke kvindefigurer i fantasylitteraturen. Og han er også medskaber af denne serie.

»House of the Dragon«s bankende hjerte består af to kamre. Viserys' datter og (måske) arving – prinsesse Rhaenyra Targaryen (spillet som teenager af Milly Alcock og som voksen af Emma D'Arcy) og hendes bedste veninde, adelskvinden Alicent Hightower (Emily Carey som teenager, Olivia Cooke som voksen). Sidnævnte bliver tidligt i serien gift med kongen, fordi hendes far ønsker det, naturligvis. Hun føder ham tre sønner. Og her opstår seriens reelle kampplads. Er en fabelagtig kvinde lige så værdifuld som en svag mand? Er venskab mindre værd end ubetinget magt? Vejer frygt eller kærlighed tungest?

Noget af det allermest imponerende i »House of the Dragon« er de højdramatiske dueller og de utroligt flotte og detaljerede rustninger, skjold og våben, som der synes kælet endnu mere for end i originalserien. Fold sammen
Læs mere

»House of the Dragon« er akkurat lige så voldelig og blodig som sin moderserie. Men det er forskellige pinsler, der rammer mænd og kvinder i serien. Mænd smadrer mænd rent fysisk. Under turneringer, på træningspladsen, til bryllupsfesterne, på slagmarken. Brutaliteten synes uendelig, og vi får ikke lov til at kigge væk. Heldigvis.

Volden mod kvinder er på sin vis mere indirekte og mindst lige så ubehagelig. De forbløder i deres senge, mens de med livet som indsats forsøger at føde sønner for at behage deres husbonde. De sprættes op, hvis fødslerne går i stå, for en potentiel søn er naturligvis mere værd end selv en dronning. De bliver tvangsgift med mænd, der er for gamle til dem. Med mænd, der ikke regner dem for noget. Med mænd, der hellere vil have andre mænd.

Ikke bare bryster

Men hvor serien indeholder mindst lige så meget vold som »Game of Thrones«, så er der sket noget med hensyn til, hvordan ikke mindst de kvindelige skuespillere bliver behandlet. Prøv at erindre, hvor mange gange Emilia Clarke, der spillede Daenerys Targaryen, var helt eller delvis nøgen i de indledende sæsoner? Lige indtil hun havde så megen gravitas hos producerne, at hun kunne forhandle sig ud af at vise bare bryster.

»House of the Dragon« er bestemt ikke sexløs. Vi ser stadig rigeligt til orgierne på bordellerne i hovedstaden King's Landing. Men det er de få omend velvalgte sexscener med hovedpersonerne, der løfter »House of the Dragon« til et højere niveau. Her får vi forbudt sex, lidenskabelig sex og pligtsex. Men scenerne er optaget på en måde, så de føjer til plottet uden at trække noget fra hverken mandlige eller kvindelige skuespilleres værdighed. Udsøgt udført.

Masser af Martin

Serien er i bedste George R.R. Martin-stil spækket med forvarsler (som inkarnerede fans vil genkende og anerkende), og serien er simpelthen spækket med detaljer, der føjer nye nuancer og endnu mere kød og blod til kontinentet Westeros.

Der er en ro over selve historien – plottet japper ikke afsted, som det var tilfældet for de sidste to-tre sæsoner af hovedserien. Her hjælper det naturligvis også, at castet er skrumpet til en tiendedel.

Hvad denne anmelder til gengæld savner, er mere tyngde i dialogerne, helt generelt. Serien er baseret på George R.R. Martins fiktive historiebog »Fire & Blood«, hvor denne series handling blot fylder 50-60 sider og nærmest ikke indeholder samtaler ud over nogle enkelte oneliners. Konsekvensen er, at vi befinder os et godt stykke fra den mesterlige pingpong mellem hovedpersonerne, der bjergtog millioner af seere i navnlig de første fire sæsoner af »Game of Thrones«. Og derfor er vi også tættere på fire stjerner end på seks.

Læg dertil, at indsatsen for de enkelte figurer ikke bare føles lavere, men er lavere. Her er ingen white walkers, der truer med at udrydde menneskeheden. Her er ingen verdensomspændende krig. Her er ingen endeløs vinternat.

Alligevel er dragernes dans stadig betagende, uimodståelig faktisk. Verden er måske ikke ved at gå under, men den forandrer sig for altid. Derfor er »House of the Dragon« ingen imposter. Det er den ægte vare.

»House of the Dragon«
Amerikansk tv-serie. HBO Max, 10 episoder. Skabt af George R.R. Martin og Ryan J. Condal. Medvirkende: Paddy Considine, Matt Smith, Milly Alcock, Emma D'Arcy, Emily Carey, Olivia Cooke m.fl. Premiere 22. august.