En dansk kvindes orgasme ramte USAs censur

DANSKE SKANDALEFILM: Berlingskes filmanmelder Kristian Lindberg har været i Filmhusets arkiver og genbesøgt en stribe danske film, der satte nye rammer for, hvordan seksuallivet kunne skildres på det hvide lærred. I dag er det Johan Jacobsens »En fremmed banker på«.

Preben Lerdoff Rye og Birgitte Federspiel i »En fremmed banker på«. Flamingo Film

I 1959, længe før pornografien blev givet fri, fik Johan Jacobsens melodrama »En fremmed banker på« skandaløs opmærksomhed både herhjemme og i udlandet, idet den rummede dansk films første samlejescene.

Der var i datiden i forvejen fokus på nordisk frigjorthed, ikke mindst som følge af nøgenscenerne i Ingmar Bergmans bittersøde »Sommeren med Monika« (1953). Den film var med til at etablere et billede af Sverige som et land, der havde afskaffet seksuelle hæmninger, men Danmark kunne dog også være med.