Baz Luhrmanns længe ventede film om rockkongen Elvis er lige så overdreven og kunstig som similisten – og det er helt fantastisk. Glem alt om den traditionelle biopic og lad dig hive med i en historie, der får dig til at finde alle de gamle plader frem.
Uddrag af anmeldelsen:
»Koncertscenen, hvor Elvis' stemme og bevægelse går direkte i de unge kvinder (og en enkelt ung mand), er den mest sigende i portrættet, der primært er en hyldest til en kunstner, der sættes ind i en ny sammenhæng og dermed bliver til en moderne artist.
Den er ret sigende for filmen, der er mere optaget af kunstneren end af manden. Elvis forbliver et ikon, som filmen dygtigt sætter ind i en ny tid. Harry Styles kan godt gå hjem og sove. Elvis gik i pastel og med makeup, dengang man fik mere end smagsdommerne på nakken.«