Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En af verdens mest profilerede filmpriser, den amerikanske Golden Globe, blev i 2021 ramt af en lammende krise.
Det skete, da avisen Los Angeles Times i februar 2021 beskrev, at Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler filmpriserne, ikke havde nogen sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.
Efterfølgende beskyldte flere medlemmer af det amerikanske journalistforbund også HFPA for at komme med sexistiske og racistiske kommentarer og for at udnytte sin position til at bede om tjenester af kendte skuespillere og filmselskaber.
Avisens artikler startede en debat, hvor Golden Globe kom under massiv kritik for mangel på etik og diversitet.
Kritikken kom fra blandt andre kendte skuespillere som Tom Cruise, der erklærede, at han ville returnere sine Golden Globe-priser. Også Scarlett Johansson var blandt kritikerne, og tv-stationen NBC stoppede i 2022 med at transmittere det store glittershow.
Nu har HFPA lyttet til kritikken, og det får nu NBC til at vende tilbage, skriver CNN, til den næste prisuddeling, hvor Golden Globe har 80-års-jubilæum.
Nye sorte medlemmer
Eldridge Industries, som står for afviklingen af showet, siger til CNN, at man nu ser frem til at kunne afvikle showet efter justeringerne.
»Vi glæder os utroligt meget til en ny epoke for organisationen. HFPA har forpligtet sig til at fortsætte processen med at forandre og tage sig af spørgsmål om diversitet, ledelse og handlemåde,« hedder det i en udtalelse fra Eldrige Industries.
Så sent som i oktober forsøgte HFPA at råde bod på nogle af problemerne og tilføjede 21 nye medlemmer, hvoraf seks af dem er sorte. Forbundet ansatte også en mangfoldighedsdirektør.
HPFA har uddelt Golden Globe Award siden 1944. Formålet er at hylde de bedste præstationer inden for film- og fjernsynsbranchen, indenlandsk som udenlandsk.
Ved tidligere uddelinger har Golden Globe haft op mod 18 millioner seere.