Du vil garanteret blive ramt af temaet i denne film om, at man ikke kan løbe fra, hvor man kommer fra

Det danske drama »Hvor kragerne vender« prikker skarpt og satirisk til både Udkantsdanmark og den kreative klasse.

 
Hvor kragerne vender er instruktør Lisa Jespersens første spillefilm som både instruktør og manuskriptforfatter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er egentlig utroligt. At der i et land så lille som Danmark kan være så stor forskel på by og land. På den kreative klasse og Udkantsdanmark. Men det er der jo, uanset hvor mange statslige arbejdspladser, der bliver udflyttet, og hvor meget man forsøger at rebrande Udkantsdanmark som Vandkantsdanmark. Og det fænomen har sjældent været mere sylespidst beskrevet end i Lisa Jespersens spillefilmsdebut »Hvor kragerne vender«.

Rosalinde Mynster spiller Laura … eller hun kalder sig faktisk Irina nu, men det er hendes familie ikke lige gode til at huske. Hun er opvokset et ikke nærmere defineret sted på landet – og har hadet hvert sekund.

Irina bor nu i København, er kæreste med den noget selvhøjtidelige kunstner Benjamin (Thomas Hwan) og har debuteret som forfatter med en roman, der er én lang kritik af hendes familie og hendes opvækst.

Rosalinde Mynster (yderst th.) står for en af de mest tåkrummende festtaler siden »den grønne tale« i »Festen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film.

Akavede sammenstød

Irinas bror Jannik (Adam Ild Rohweder) skal giftes, og så kan Irina alligevel ikke slippe for at komme hjem til barndomsgården.

Det bliver hurtigt meget akavet. Irinas mor (Bodil Jørgensen) bruger det meste af bilturen fra stationen til hjemmet på at kommentere, at Irina har klippet sit hår kort, hele familien bliver bestyrtet over, at Irina midt i skinken proklamerer, at hun er vegetar, og helt galt går det, da Irina opdager, at hendes bror skal giftes med Catrine (Anne Sofie Wanstrup), som var hendes plageånd gennem hele folkeskoletiden. Noget som Irinas mor i øvrigt ikke rigtigt synes, de skal bruge en hel masse tid på at tale om.

Melodi Grand Prix-vinderen Jesper Groth (th.) har en lille, men meget fin rolle som Irinas ungdomskæreste David, der ikke har forandret sig synderligt. Og måske slet ikke har lyst til det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film.

Jeg har taget noget lækkert op

En af filmens helt store forcer er de ekstremt skarpe replikker, der for det første lyder mundret (og DET er sandelig ikke en selvfølge i danske film) og for det andet skitserer forskellen på de to clashende kulturer på en virkelig elegant måde.

Det er sjovt, når Irinas kæreste ankommer til gården og gyser: »De affaldssorterer ikke engang«, og det er enormt skarpt set, når Irinas mor siger, at hun »har taget noget lækkert op til aftensmaden«. Fordi man her i modsætning til i København naturligvis har en kummefryser, hvorfra man hiver sin aftensmad op.

Til tider er det lige før, det bliver parodisk, især når det handler om en af Irinas kunstnervenner, der er blevet impotent på grund af klimaangst, men det er tydeligt, at Lisa Jespersen, som også har skrevet manuskriptet, kender både Udkantsdanmark og den kreative klasse – og ikke er bange for at give begge befolkningsgrupper nogle små, kærlige dask i nakken.

Ikke kun for sjov

»Hvor kragerne vender« er sjov, men ikke kun sjov. Konflikten mellem Irina og hendes familie er superinteressant, ikke mindst da det går op for Irina, at svigerdatteren Catrine er ved at overtage hendes plads i familien.

En plads, som hun måske gerne vil have tilbage. Og så alligevel ikke helt … I det hele taget er der mange nuancer i filmen. Irina er i princippet den, man »holder med«, men hun er også arrogant og bedrevidende til tider, og på den måde har alle karakterer flere sider end dem, man først ser.

Udover Rosalinde Mynter imponerer særligt Adam Ild Rohweder som broderen og den i brede kredse ukendte Anne Sofie Wanstrup som Irinas nemesis.

Uanset om du uden at blinke betaler 40 kr. for en cortado på havremælk, eller om kaffe for dig er noget, der kommer fra en kaffemaskine og fås i varianterne »sort« og »med mælk« – eller du har et ben i hver lejr, vil du garanteret i en eller anden grad blive ramt af temaet om, at man aldrig helt kan løbe fra, hvor man kommer fra. Selvom man måske gerne vil.

»Hvor kragerne vender«. Drama, 91 minutter. Instruktion: Lisa Jespersen. Med: Rosalinde Mynster, Bodil Jørgensen, Adam Ild Rohweder, Anne Sofie Wanstrup m.fl. Premiere 22. juli i biografer landet over.