Dokumentarfilm om Putins værste fjende er spændende som en spionthriller

AOK
Skærm
Anmeldelse

Man bliver både fascineret og vred over fortællingen om den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, der opklarer mordforsøget på sig selv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aleksej Navalnyj har et af verdens farligste job. Sådan burde det ikke være, men det er ikke desto mindre realiteterne. Navalnyj er oppositionspolitiker i Rusland, og Vladimir Putin hader ham så meget, at han på nærmest komisk vis aldrig nævner Navalnyj ved navn.

Den charmerende og utroligt veltalende Navalnyj har i årevis afsløret korruption i Kreml, været en åbenmundet kritiker af Putins styre og offentliggjorde i 2016 sit kandidatur til præsidentposten i Rusland. Det har medført en række på en og samme tid afskyvækkende og næsten deprimerende forudsigelige chikanerier – det er blevet ham forbudt at holde vælgermøder, han er blacklistet i Ruslands aviser og tv, han er jævnligt blevet anholdt uden særlig grund, og i 2017 fik han kastet et giftstof i ansigtet, der kostede ham en del af synet på det ene øje.

Forsøgt myrdet

Det havde været ham ualmindelig vel undt, hvis han for længe siden havde kastet håndklædet i ringen og bare givet op, men Aleksej Navalnyj fortsatte sin kritik af styret, og i kraft at millioner af følgere på sociale medier lykkedes det ham at beholde sin stemme – i en ret skæg lille scene i filmen er han vældig kæk, da det viser sig, at han kender en TikTok-funktion, hans 19-årige datter ikke har hørt om.

I august 2020 ændres alt. Aleksej Navalnyj er på vej ombord på et fly fra Sibirien til Moskva. Han bliver dødssyg, flyet nødlander, og han bliver i koma bragt til et sibirisk hospital – og efter en rum tids kamp med de russiske myndigheder senere flytte til et tysk hospital.

»Navalny« var oprindeligt planlagt til kun at skulle vises på festivalen CHP Dox, men kommer nu i almindelig biografdistribution. Den bliver heller ikke meget mere aktuel. Fold sammen
Læs mere
Foto: CPH Dox.

Efterforsker selv

Forklaringen på Navalnyjs sygdom bliver i officielle russiske medier fremstillet som værende noget med en stofskiftesygdom, noget med at han vist har drukket noget hjemmebrændt spiritus, og noget med at han vistnok tager antidepressiver, der er forbudt i Rusland.

Navalnyj og hans team er dog overbevist om, at han er blevet forgiftet med nervegiften Novichok – det ville jo heller ikke være første gang, at nogen, Putin ikke kan lide, pludselig bliver forgivet – og Navalnyj indleder en undersøgelse.

Det er i den efterforskning, at filmen har sit primære fokus, og det forstår man godt.

På banen kommer den russiske graverjournalist Christo Grozev, der ikke stoler på kilder, men kun på data. Dem er han til gengæld god til at skaffe via the dark web, og det er spændende som en spionthriller at følge med i – og det er ret sjovt, da Grozey afslører, at han bruger sine egne penge til at købe oplysninger på nettet, og at hans kone absolut ikke må få at vide præcis hvor mange.

Fængslet

Grozev dokumenterer, at Aleksej Navalnyj er blevet forgiftet med Novichok, og også hvem der står bag – til stor overraskelse for absolut ingen er det en række personer med tilknytning til den russiske sikkerhedstjeneste FSB.

Inden offentliggørelsen ringer Aleksej Navalnyj til en af mændene, udgiver sig for at være fra FSB og forlanger en redegørelse for hvad der gik galt til en rapport. Uden at afsløre præcis, hvad der sker herefter, kan man sige, at det kunne simpelthen ikke være skrevet bedre, hvis det var fiktion.

Hvis »Navalny« var fiktion, kunne man til gengæld godt have drømt om en mere retfærdig slutning. Da Aleksej Navalnyj rejser tilbage til Rusland i januar 2021, bliver han fængslet, så snart han sætter fod i lufthavnen, og der i fængslet har han siddet lige siden.

Filmens instruktør Daniel Roher har da også udtalt, at hans mission med filmen er at holde Navalnyjs navn i medierne, så det er mindre attraktivt for de russiske myndigheder at myrde ham i fængslet.

Det er fuldstændigt vanvittigt, at det burde være nødvendigt at gøre sig den slags overvejelser, men det er ikke desto mindre virkeligheden.

»Navalny«. Dokumentar, 98 minutter. Instruktion: Daniel Roher. Premiere 13. april i udvalgte biografer landet over.