Det var en historisk katastrofe. Men på film virker det sjældent. Her er en guide til de mest mindeværdige film om 11. september

Gennem de seneste 20 år har filmskabere, instruktører og kunstnere forsøgt at formidle dagen, da en række koordinerede terrorangreb ramte USA og den amerikanske selvfølelse, og de er ikke altid blevet lige vel modtaget. Her er en guide til de bedste film om tragedien. Og et par, der gik helt galt.

Der er noget ved 9/11, der gør det svært at lave film om det. Historien viser, at filmene ofte bliver for patriotiske eller følelsesladede. Men der er også lavet gode ting, som dokumentaren »One day in America » Fold sammen
Læs mere
Foto: Don La Sala/National Geograhic
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

One day in America - brandmanden Mickey Kross er en af de meget få, der overlevede sammenstyrtningen af det nordlige tårn i World Trade Center Fold sammen
Læs mere
Foto: National Geographic/Brandon Widener.

Hver eneste gribende detalje

Det kan næsten virke, som om vi har set alt og hørt det hele: Vi kender billederne af de faldende mennesker fra de brændende tårne og historier om heroiske brandmænd, der gik flere etager op for at redde andre – og vidste, at de næppe selv ville komme ned igen.

Alligevel er der god grund til at se den grundige og gribende dokumentar, National Geographic har lanceret op til 20-års dagen for 9/11. Gennem seks afsnit fortæller serien detaljeret om dagen, helt fra flyveledernes første forgæves opkald til det fly, der pludselig ændrer kurs. Vi møder kantinemedarbejderen, der intet opfatter, fordi han står i et lydtæt kølerum og først opdager, at noget er galt, da han kommer ud til et mennesketomt køkken. Vi møder forretningsmanden, der trøster en fremmed kvinde, mens det andet fly brager ind i det sydlige tårn. Senere viser det sig, at hans egen søster var ombord.

Sådan er dokumentaren fuld af gribende detaljer. Filmholdet har da også gennemgået 951 timers arkivoptagelser og interviewet mere end 50 personer. Og resultatet er imponerende.  Uanset hvor godt, man kender historien, er dokumentaren værd at se. For der er altid mere.

»9/11- One Day in America«. 2021. Dokumentar. Instruktion: Daniel Bogado. Serien vises på National Geographic Channel lørdag 11 september (fra 19.00) – og igen søndag 12 september (kl. 11.00 og kl. 22.00-04.30.)
Serien varer syv timer. Det første afsnit har spillefilmslængde.

Hans glødede og idignerede stil har gjort dokumentaristen Michael Moore til både elsket og hadet. Her poserer Moore uder Rome Film Festival, der viste hans »Fahrenheit 11/9« i 2018 Fold sammen
Læs mere
Foto: TIZIANA FABI.

Et frådende angreb på præsidentens mænd

Få dokumentarfilm har været så omdiskuterede som Michael Moores harmdirrende indlæg mod daværende præsident Bush og hans beslutning om at invadere Irak efter angrebene 9. 11 2001. Michael Moore gjorde ingen forsøg på at virke objektiv, og filmen går direkte i flæsket på de politikere, han opfattede som krigsliderlige og korrupte.

Man kan godt slå sig på formen, men der er ingen tvivl om, at Moore rystede op i dokumentargenren og fik den bredere ud. »Fahrenheit 9/11« vandt Guldpalmen i Cannes og blev den mest sælgende dokumentar nogensinde. Filmens underliggende budskab er, at krigen i Irak var en dækmanøvre, der skulle skjule Bush-familiens links til Saudi-Arabien, undertrykke fattige amerikanere – og stikke millioner af dollar i deres helt personlige lommer.

Det er et voldsomt og politiserende budskab, som man kan være enig eller uenig i. Alligevel er filmen værd at se. Først og fremmest for Moores humor, men også fordi hans subjektive stil, hurtige klip og lethed har inspireret  mange senere instruktører. Endelig er filmen et vidnesbyrd om, at 9/11 langt fra angik USA alene, men ændrede hele verden.

»Fahrenheit 9/11«. 2004. Dokumentar. Instruktør: Michael Moore. Filmen kan streames på Amazon.

MIchael Keaton (til venstre) i »Worth« har rollen som advokaten, der skal prissætte de menneskelig, der gik tabt under angrebene på World Trade Center. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox monica lek.

En af de til dato bedste film om 9/11

Der er noget ved 11. september  2001, der er svært. Mange af filmene om dagen bliver for følelsesladede, for patriotiske. Det er svært at hele et nationalt sår uden at blive patetisk. Men kort før 20 års-dagen for angrebene har der været premiere på en film, der faktisk forstår at løfte det, der skete. Måske er det en af de bedste film, der er lavet om 9/11. Overhovedet.

Michael Keaton spiller advokaten Kenneth Feinberg. Han blev sat i spidsen for »September 11th Victim Compensation Fund«, der blev bedt om at udbetale erstatninger til de mennesker, der mistede pårørende under terrorangrebene. Selvom ideen lød sympatisk, var den dybereliggende grund, at politikerne ville forhindre, at folk anlagde civile søgsmål mod flyselskaberne og dermed lagde USAs økonomi i ruiner.

Kenneth Feinberg var en blændende advokat, men ikke ligefrem en menneskekender, og hans første møder med ofrenes familier gik galt, fordi han insisterede på at finde en matematisk formel, der kunne afgøre, hvor meget et tabt liv er værd. Det er en kamp mellem fornuft og følelse, og  »Worth« lykkes imponerende med at tale til både hjerte og hjerne – helt uden store armbevægelser, svulstigt violin-soundtrack eller vaseline på linsen.

»Worth«. 2021. Drama, 117 minutter. Instruktion: Sara Colangelo. Med: Michael Keaton, Stanley Tucci, Amy Ryan m.fl. Premiere 9. september landet over.

Jessica Chastain spiller CIA-agenten Maya, der bliver håndplukket til opgaven med at finde Osama bin Laden i kølvandet på 11. september i Kathryn Bigelows kølige krigsfilm »Zero Dark Thirty« Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Den kølige krig

Der findes som sagt mange dårlige film om 9/11. Måske forklarer det også, hvorfor så få af dem er tilgængelige på streamingtjenesterne.
Til gengæld er der flere gode film om det, der skete, efter at røgen havde lagt sig over Manhattan. En af dem er »Zero Dark Thirty«.

Jessica Chastain spiller CIA-agenten Maya, der bliver håndplukket til opgaven med at finde Osama bin Laden i kølvandet på 11. september. En benhård og determineret kvinde, der angiveligt er baseret på en virkelig agent, hvis identitet er hemmeligholdt. Hendes første møde med efterretningsverdenen er en brutal afhøringsseance, hvor alle midler tages i brug for at få information ud af en fange. Maya lærer hurtigt spillets regler og får fat i navnet på en mand, der måske er kurer for Osama bin Laden.

LIgesom flere andre film om 9/11 og angrebenes betydning for eftertiden skabte »Zero Dark Thirty« debat. Ikke for at være følelsesladet, filmen er tværtimod meget tilbageholdt. Kritikerne mente dog, at filmens langstrakte afhøringsscener var med til at billige brugen af tortur.

»Zero Dark Thirty«. 2013. Instruktion: Kathryn Bigelow. Medvirkende. Jessica Chastain, Jason Clarke, m.fl. Filmen kan ses på Netflix.

World Trade Centers brændende tårne blev et ikonisk billede, som var svært at fortrænge. Siden begyndte man at slette tårnene fra diverse film. Fold sammen
Læs mere
Foto: (WPIX / Nexstar).

Tårnene, der aldrig blev fjernet fra vores hukommelse

»Det er ligesom på film!« Sådan var der mange, der – måske skamfuldt – tænkte, mens de så to fly styre ind i World Trade Center. Det var et sært deja-vu, man fik. Det var, som om vi havde set det før. Angrebene var tydeligvis tænkt til tv-skærmene, hvor folk så det igen og igen. Dagen efter sagde den verdenskendte tyske komponist Karlheinz Stockhausen, at »flyene, der ramte World Trade Center 11. september 2001, er det største og mest ultimative kunstværk nogensinde«. Selvom han senere forklarede, at citatet var taget ud af dets kontekst, og at kunstværket var skabt af »Lucifer«, stod citatet, ligesom billederne, mejslet fast.

Måske blev billederne en »virkeliggørelse af den eksisterende fiktion«, som der står på Filmstribens hjemmeside. Her præsenterer man kortfilmen »Just Like the Movies«, der udelukkende består af klip fra allerede eksisterende film - – fra »Rumrejsen år 2001« til »Spiderman« - – der havde brugt tårnenes ikoniske status.

»Just Like the Movies« er samtidig et filmisk modsvar til den bølge af fortrængning, der gik gennem populærkulturen efter 9/11. Overalt blev tårnene fjernet fra film som »Spider-Man« og serier som »Sex and the City«. Alene deres silhuetter var for barske at se på, mente man.  For dem, der gerne vil se, er »Just like the movies« et fint mindesmærke over de to søjler, der engang stod på Manhattan som symbol på den menneskelige stræben.

»Just Like the Movies«. Kortfilm. Instruktion: Michal Kosakowski. Varighed: 21 minutter. Kan ses gratis på Filmstriben.

11. september fik noget slemt patriotisk op i de amerikanske instruktører og der er lavet mange dårlige film om episoden. Skuespillerne Michael Pena (til venstre) og Nicolas Cage kan bryste sig af at have været med i en af de absolut værste.  REUTERS/Albert Ferreira/Handout Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS/Albert Ferreira/Handout.

Når heltebilleder ligner reklamer for skyllemiddel

Som sagt – der er mange dårlige film om 11. september. Fyldt med heroiske brandmænd, der stolt marcherer afsted, mens violinerne synger. Kvinder, der savner deres mænd, og andre stivnede klicheer, der muligvis har ægte baggrund, men som ikke virker på film. Hvis man vil se, hvad jeg mener, kan man forsøge at finde »World Trade Center«, der står som en gravsten over de dårligste af filmene fra dagen.

Nicolas Cage spiller brandmanden John McLoughlin, der sammen med en makker begraves levende under WTCs sammenstyrtede brokker. Inden han til sidst bliver reddet, skal publikum gennem en lang række flashbacks til deres liv samt skildringer af deres familiers gråd og fortvivlelse.

Den første halve time, hvor man følger betjentene ankomst til stedet, er den bedste. Herefter falder alt sammen. Ethvert af politifolkenes flashbacks holdes i en billedæstetisk softtone, man ellers kun ser i reklamer for skyllemiddel.

Angrebene på World Trade Center var en katastrofe. At man efterfølgende brugte begivenheden til at male patriotiske og overtegnede heltebilleder, var endnu en forbrydelse. Heldigvis er filmen ikke til at finde på en dansk streamingtjeneste. Lidt retfærdighed er der da til..

»World Trade Center«. Drama. Instruktør: Oliver Stone. Medvirkende: Nicolas Cage, Michael Peña, Maria Bello m.fl. Varighed: 129 minutter.