Tredje afsnit af DRs nye realitykoncept »Hotel Romantik« bød på kønsopdelt undervisning, da 20 singler – alle over 60 år – var sendt på grupperejse til de schweiziske alper med tanke på at finde den eneste ene. Eller anden. Eller tredje.

De fleste har nemlig en del bagage med, ud over de rullekufferter, de har pakket med tætsiddende leopardmønstre til damerne, småblomstrede skjorter og farvede bukser til herrerne, varme sweatre til alpemøgvejret (DR har tilsyneladende kun råd til eventyret, hvis det er uden for sæson) – og naturligvis alle de drømme, de stadig har i behold.