Det er ikke så tit, en 95-årig skuespiller spiller alle af banen

Det lille, rullende kammerspil »Madeleines Paris« er både forudsigeligt og rigeligt sentimentalt. Alligevel er filmen svær ikke at holde af.

95-årige Line Renaud filmdebuterede i 1946 og er stadig i topform. Angel Films

Taxachaufføren Charles (Dany Boon) har ikke en god dag. Han er gnaven, trafikken i Paris er forfærdelig, og på nogle telefonsamtaler, han fører, forstår vi, at han har problemer med sin økonomi. Dagen bliver ikke ligefrem bedre, da han samler en 92-årig og meget snakkesalig kvinde op.

Madeleine Keller (Line Renaud) har solgt sit hus og er på vej til at flytte på plejehjem. Hun får dog overtalt Charles til en række omveje og svinkeærinder, så hun kan gense steder i Paris, der har betydet noget for hende, og imens fortæller hun sin livshistorie.