Hvordan gør man en arkæologisk udgravning spændende for et bredt filmpublikum? Den britiske film »The Dig« har netop haft premiere på Netflix og tager udgangspunkt i udgravningen i 1939 af Sutton Hoo i Suffolk i England.

I nogle gravhøje i baghaven hos den rige enke Edith Pretty (spillet af Carey Mulligan) fandt amatørarkæologen Basil Brown, senere bistået af British Museum-arkæologer, det hidtil rigeste angelsaksiske gravfund.

Fundet kastede nyt lys over tiden før vikingernes erobring og indeholdt uvurderlige guld- og sølvgenstande og andre skatte. I dag kan det ses på British Museum i London og er en forrygende oplevelse.

Sutton Hoo er den rigeste krigergrav fundet i Storbritannien fra tiden, før vikingerne kom, og bl.a. krigerhjelmen fra graven er i dag udstillet på British Museum i London.
Sutton Hoo er den rigeste krigergrav fundet i Storbritannien fra tiden, før vikingerne kom, og bl.a. krigerhjelmen fra graven er i dag udstillet på British Museum i London. ANDY RAIN/EPA/RITZAU SCANPIX

Filmen gør den velhavende enke Edith Pretty og amatørarkæologen Basil Brown – neddæmpet og troværdigt indtil sidste spadestik spillet af Ralph Fiennes – til hovedpersoner. Edith Pretty er drevet af en lidenskab for historie og arkæologi, og Basil Brown er en ligeledes lidenskabelig og dygtig amatørarkæolog – før metaldetektorernes tid.

Basil Brown fandt skatten, men British Museum ønskede ikke at hædre amatøren, der kom ud af et fattigt ikkeakademisk miljø. Dette er filmens dramatiske omdrejningspunkt, da Edith Pretty kæmper sin egen kamp for at hædre Basil Brown.

Skurken er en professionel arkæolog fra British Museum, Charles Phillips, spillet tilbagelænet dæmonisk af Ken Stott, der vil tage æren til sig selv og British Museum. I dag er både enken Edith Pretty og Basil Brown nævnt på British Museum-udstillingen. Edith Pretty døde i 1942 og testamenterede hele fundet til museet.

Ralph Fiennes og Carey Mulligan spiller brilliant over for hinanden. Måske er hun i begyndelsen lidt interesseret i ham som mand, men det viser sig siden, at han har en hustru. Til gengæld vokser deres gensidige respekt, selvom filmen hele vejen igennem understreger klasseforskellen. Deres fornemme samspil suppleres af hendes søn, Robert, der spilles overbevisende af den ganske unge Archie Barnes.

Der er et fornemt samspil mellem Ralph Fiennes og Carey Mulligan i de to hovedroller i »The Dig«.
Der er et fornemt samspil mellem Ralph Fiennes og Carey Mulligan i de to hovedroller i »The Dig«. PR-foto

Filmen er typisk for den britiske tradition, hvor handlingen er neddæmpet og troværdig, og hvor dialogen ikke afslører for meget. Man må selv fornemme lidenskaberne bag den neddæmpede dialog og mimik, hvad angår de erotiske og følelsesmæssige spændinger.

Enkens søn ønsker sig en faderfigur, fornemmer man, og finder ham i Basil Brown, og ekspertholdet fra British Museum har blandt sine medarbejdere et ægtepar, hvor han, spillet af Ben Chaplin, viser sig at være homoseksuel og forelsker sig i en anden arkæolog, og hun, spillet af Lily James, forelsker sig i en fotograf, spillet af Johnny Flynn. Fotografen er lige blevet optaget som pilot i Royal Air Force, og filmen inddrager dermed effektfuldt krigens komme.

Rejsen mod evigheden

Udgravningen er nemlig kun et af filmens temaer; krigen er et andet. Midt under udgravningen erklærer Storbritannien Nazityskland krig, og snart flyver britiske RAF-fly hen over det arkæologiske fund.

Høvdingen, der ligger begravet i det skib, som gravhøjen efterhånden afslører, var på en rejse mod evigheden, og piloterne oppe i himlen synes også at være på rejse ind i døden: Omkring 60 procent af RAF-piloterne døde, blev såret eller taget som krigsfanger.

Der er i den lavmælte film flere scener, der virker påklistrede og forudsigelige. Ægteparret fra London med den homoseksuelle mand er således en unødvendig sidehistorie, som sikkert er opfundet for at få lidt ekstra erotik med.

Men i de bedste scener er der en fornem forening af angelsaksisk fortid og krigens nutid, der smukt forener en stemning af tidens og menneskelivets flygtighed.

Ralp Fiennes er i »The Dig« amatørarkæologen Basil Brown, som British Museum ikke vil hædre, men som alligevel trækker sejren hjem til sidst.
Ralp Fiennes er i »The Dig« amatørarkæologen Basil Brown, som British Museum ikke vil hædre, men som alligevel trækker sejren hjem til sidst.

Hvordan gør man arkæologi spændende på film?

Man kan som i Indiana Jones-filmene ty til drama og usandsynlige skurkehistorier tilsat lidt nazister og hemmelige skatte fra templet i Jerusalem.

Eller man kan som i »The Dig« tage udgangspunkt i virkeligheden og digte med kilderne og fortælle historien om almindelige mennesker, der gjorde en ekstraordinær indsats for at sikre kulturarven og drage i krig som RAF-pilot.

Jeg foretrækker absolut den sidste version: »The Dig« er på trods af nogle svagheder på manuskriptsiden en både smuk og troværdig beretning om det britiske samfund, før helvedet brød løs.

Instruktør: Simon Stone
Manuskript: Moira Buffini
Titel: »The Dig«
Medvirkende: Ralph Fiennes, Carey Mulligan, Lily James, Archie Barnes, Johnny Flynn, Ben Chaplin