De er besættende og neglebidende – her er årets bedste på streaming

AOK
Skærm

Berlingskes skærmredaktør Sarah Iben Almbjerg har udvalgt de 12 bedste serier på streaming, som du skal se lige nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1

Hjertevarm, rørende og ekstrem sjov

»Ted Lasso« var nomineret til hele 13 priser ved dette års Emmy Awards og modtog fire priser. Og havde den ligget på Netflix eller var blevet sendt i noget så gammeldags som fjernsynet, ville vi garanteret allesammen have talt om den, for det er på alle måder en vidunderlig serie.

Uddrag af anmeldelsen:

»Uanset hvor ligeglad du er med sport, kan du ikke undgå at blive glad i låget af at se 'Ted Lasso', som ikke alene er virkelig morsom, men sgu også vigtig, fordi den handler om noget så overset som medfølelse, ydmyghed og almindelig anstændighed. Og ikke bruger de egenskaber som en punchline, men som noget at stræbe efter.«

Læs hele anmeldelsen her.

2

I (u)trygt selskab

Netflix-serien »Mindhunter 2« moderniserer en velkendt genre, og vi er gennem serien i (u)trygt selskab med Charles Manson, der opsummerer nutidens popfilosofi om seriemordere med replikken »Jeg er den, I ønsker, jeg skal være.«

Læs et uddrag af anmeldelsen her:

»Den nye sæsons parade af autentiske seriemordere fra 1970erne, som teamet researchinterviewer i deres fængsler, tæller blandt andre New Yorks David »Son of Sam« Berkowitz, William Joseph Pierce Jr. og Elmer Wayne Henley, der var en mindreårig håndlanger for en af de mest aktive seriemordere, Dean Corll. Og endelig datidens største celebrity killer, førnævnte Charles Manson, der i en frådende monolog får demonstreret sit karismatiske flair for manipulation.

Fængselssamtalerne er seriens omdrejningspunkt, og hvis man wikipedia-googler morderne, kan man ikke andet end gyse og beundre, hvordan seriens skabere har vævet fiktion og virkelighed sammen.«

Læs hele anmeldelsen her:

3

Medrivende fortælling om forbudt kærlighed

Nogle gange falder man over en tv-serie, hvor man ret hurtigt tænker to ting: »Jeg er vist overhovedet ikke i målgruppen til det her« og »Men hold kæft, hvor er det godt«. Sådan skrev Berlingskes anmelder Thomas Brunstrøm efter at have set Netflix' svenske serie »Young Royals« og kvitterede med fem ud af seks stjerner.

Uddrag fra anmeldelsen:

»I løbet af kun seks afsnit bliver man både rørt, fascineret, forarget og alt muligt andet – og selvom serien mest af alt handler om følelser, er den sine steder også decideret spændende. I hvert fald skal man være mere end almindeligt tissetrængende, hvis man holder pause mellem afsnit 5 og 6. Det er ganske enkelt fremragende, og ikke mindst: I modsætning til hovedparten af Netflix’ serier, der slutter med tre cliffhangere og otte åbne spørgsmål, og så kommer der måske/måske ikke en sæson 2 – så ender 'Young Royals' faktisk på en måde, hvor der kan komme en ny sæson, men historien kan også ende der, hvor den gør. Vi er mange, der håber på det første!«

4

Kan man grine af død og sygdom?

Kan man grine af død, cancer og sygdom? Mange serier har i hvert fald forsøgt. Blandt de bedste eksempler er Ricky Gervais' »After life«, der faktisk formåede at gøre historien om en sur, britisk enkemand til varm, trist, men også ret morsom underholdning.

Nu har TV 2 haft premiere på »Overleverne«, der igen beviser, at man godt kan kombinere kræft og komik. Bare man undgår klicheerne og gør figurerne tilpas interessante. Seriens forfattere Maria Rydén og Ina Bruhn zoomer ind på den eksistentielle angst, der præger sygdommens overlevere og gør dermed også serien bredere og identificerbar for alle os andre. Syg eller ej, livet er skrøbeligt. I det mindste kan vi grine lidt af det.

Læs anmeldelsen her.

5

En af tidens stærkeste serier

Hvorfor er »Maid« så god? Umiddelbart er historien fortalt før. Hovedpersonen er den enlige mor Alex (Margaret Qualley), der flygter fra sit trailerhome og en ægtemand (Nick Robinson), der altid er på nippet til at eksplodere i øretæver. Alex må bruge al sin tid på underbetalt rengøring og på at rende de offentlige myndigheder på dørene for at få økonomisk støtte til bolig og børnehave.

Men »Maid« er ikke bare en trist serie. Tværtimod har den et vedholdende, udmattende blik på Alex’ udfordringer, der rummer en alvor og en nerve, der aldrig bliver svækket af sentimentalitet og violiner på lydsiden, der skal fortælle os, hvad vi skal føle, inden scenen er kommet i gang.  Sammen med nogle stærke skuespillere og en uforudsigelig handling gør det »Maid« til en af tidens stærkeste serier.

Uddrag af anmeldelsen:

»Ved første øjekast er Netflix’ fiktionsserie 'Maid' klassisk socialporno, idet den handler om den enlige mor Alex (Margaret Qualley), der flygter fra sit trailerhjem, og en ægtemand (Nick Robinson), der altid er på nippet til at eksplodere i øretæver. Han nøjes dog med at slå huller i finérvæggene. Ved andet øjekast indser man, at 'Maid' er meget mere og meget bedre end et afsnit af 'De unge mødre'.«

Læs hele anmeldelsen her.

6

Velbeskrevne, veludførte og velspillede roller

»Dette liv egner sig ikke til alle. Det er et ciffer på et stykke papir. Det er en kamp om at finde kniven i mudderet.« Sådan siger Logan Roy, omdrejningspunktet i »Succesion«, der netop har haft premiere på sin tredje sæson.

Sæsonen fortsætter direkte, hvor den anden sæson slap med endnu et kupforsøg mod faren og forholdet mellem de fire børn, der står klar til at overtage, når sukkersyge, begyndende demens og et skrantende helbred får milliardæren til at lede efter sin efterfølger. Der er koldt på toppen, og alliancerne synes at skifte fra afsnit til afsnit.

Samtlige roller er så velbeskrevne, veludførte og velspillede, at man tillader sig at heppe på hver og en, på trods af at de i deres magtsyge til tider fremstår direkte umenneskelige. Det er fremragende underholdning og et vildt indblik i en verden, de færreste af os kommer i nærheden af. Måske er det godt det samme.

Uddrag af anmeldelsen:

»Under sin opstigning til mediebranchens tinder har Logan Roy fundet utallige af disse knive og dolket sine modstandere i ryggen. Men sukkersyge, begyndende demens og et skrantende helbred helt generelt tvinger milliardæren og forretningsikonet til at udpege sin efterfølger blandt et af sine fire forkælede og vidt forskellige børn.«

Læs hele anmeldelsen her.

7

Rørende serie om unge i USA

Komik, melankoli, teenageproblemer, død, fattigdom og absurditeter er ikke nogen nem cocktail at ryste sammen på en fornuftig måde, men det lykkes utrolig fint i »Reservation Dogs«, som med en samlet spilletid på fire timer er helt perfekt til en søndag på sofaen.

Serien er lavet af Taika Waititi, som vi kender som instruktøren af den tragikomiske perle »Jojo Rabbit«. Den, hvor en lille tysk dreng har Hitler som usynlig ven, du ved.

Også denne gang lander Waitit et sted mellem komik og melankoli i en fin perle om fire teenagere og deres forsøg på at komme videre fra det hul, de lever i.

Uddrag af anmeldelsen:

»Som en vis Tarantino har det med popkultur fra 60erne og 70erne, sådan har Waititi og Harjo det med 80erne og 90erne, og serien bobler af callbacks til alt fra – surprise! – 'Reservoir Dogs' til Tupac og Harry Potter.«

Læs hele anmeldelsen her.

8

Besættende og neglebidende serie

Var du en af dem, der gik rystet fra biografen efter at have set den sydkoreanske Oscar-vinder »Parasite« om en velhaverfamilie, der får uvelkomment besøg af den pjaltede underklasse?

Så vil du elske at lade dig mentalt flytte ind i Netflix’ streamingserien »Squid Game« i ni dele, der også kan ses som en kritik af et ekstremt polariseret samfund, hvor kynismen er løbet løbsk, og de laveste kun kan se frem mod at blive trådt endnu længere ned.

I sin præmis minder serien om de amerikanske film »The Hunger Games« og »The Maze Runner«, men det særlige ved »Squid Game« er seriens psykologisk detaljerede optakt til den alle mod alle-turnering, hvor vinderen kan vinde en kvart milliard kroner, mens de andre deltagere kan miste livet.

»Squid Game«, der er lavet af Hwang Dong-hyuk, er en besættende oplevelse, og ifølge streamingtjenestens egne oplysninger er den på vej til at blive Netflix' mest sete serie nogensinde.

9

Forklaring af tidsånd rammer helt rigtigt

Det sker engang imellem, at en enkelt serie rammer helt rigtigt. Det gælder for Netflixs »The Chair«.

Sandra Oh har hovedrollen som Ji-Yoon Kim, der udnævnes som den første kvindelige leder af engelskinstituttet på det fiktive universitet Pembroke. Kim vil gerne ryste op i traditionerne, men havner i stedet mellem de ældre undervisere og de studerende, der kæmper identitetspolitiske kampe for flere farvede undervisere og etniske studier. »Nogle gange føler jeg, at min udnævnelse var en tidsindstillet bombe, som man gav mig, fordi man ville have, at den eksploderede i hænderne på en kvinde«.

Det lyder måske tungt, men det er det slet ikke. »The Chair« har et skarpt blik for det morsomme i alle hverdagens små kampzoner. Med den lethed tager den kreativt førergreb på den akademiske verden og de udfordringer, der har været med ensidig rekruttering og generationskonflikt.

Læs anmeldelsen her.

10

Stærkt vanedannende spænding

»Papirhuset« er Netflixs mest populære ikkeengelsksprogede serier nogensinde, og nu er første halvdel af femte sæson ude – og den er mere spændende end nogensinde.

Serien kredser stadig om en gruppe kriminelle med seje kaldenavne, der iført røde kedeldragter og Salvador Dali-masker udfører flere bankkup mod Den Spanske Nationalbank.

Det er tankevækkende, at en serie om bankrøvere, der angriber det største symbol på kapitalisme, trender et tiår efter finanskrisen, men i virkeligheden er Papirhuset bare en virkelig effektiv og spændende serie, der er cirka lige så vanedannende som flæskesvær og rygeheroin.

Læs anmeldelsen her.

11

Fascinerende og foruroligende

»The White Lotus« er umulig at sætte i kategori. Men fascinerende og foruroligende er denne ondskabsfulde afkodning af moderne menneskers jagt efter en mening med den tilværelse, de har tabt af syne.

Det er en tv-serie for voksne, flossede mennesker om voksne mennesker, der har svært ved at være netop det – voksne mennesker. Så uforudsigelig som livet.

Uddrag fra anmeldelsen:

»Er den en soap, sådan som de mange figurers personlige historier fletter sig ind i hinanden? Er det en komedie? Man fniser i hvert fald på de mest ejendommelige tidspunkter. Eller er der i virkeligheden tale om en kulsort, social satire, der dels går i flæsket på, hvad penge, race og karriere betyder for mennesker her i livet, men som også udstiller det moderne menneskes ubændige trang til at blive set og hørt på egne præmisser, selvom der sjældent er nogen, der gide se og lytte? Afbrudt af små, forsonende øjeblikke af drømmende poesi. Aner det ikke. Den er under alle omstændigheder en ferie, man ikke vil hjem fra. «

Læs hele anmeldelsen her.

12

Grå socialrealisme og yderst seværdige skuespillere

Film og serier vælter sig i enlige mødre, ofte den lidt karikerede slags a la Bridget Jones, som venter på en kavaler, der kan tage opvasken og overtage styringen. Sådan er det ikke i »Mare Of Easttown«, der var forårets store krimiserie på HBO.

Kate Winslet spiller efterforsker, mor og farmor, der drikker flaskeøl og går i hængerøv, uden at det gør hende uinteressant for det modsatte køn. Der er faktisk hele to bejlere, Mare har bare ikke rigtig tid, der er noget, hun skal, og sådan er livet jo også.

Ved dette års Emmy-overrækkelse modtog Kate Winslet en meget fortjent statuette for sin præstation i »Mare Of Easttown«, ligesom der også var priser til bedste mandlige og kvindelige birolle til Evan Peters og Julianne Nicholson.

Læs anmeldelsen her.