Dansk teaters nye stjerne mener, at tiderne har ændret sig: »Jeg vil kun være med, hvis vi er ordentlige over for hinanden bag scenen«

Netop som karrieren var ved at komme på skinner, brød Johanne Milland sammen. I dag er dansk teaters nye navn igen på benene med en ny erkendelse af, hvad hun har brug for, når hun arbejder. En erkendelse, der hænger godt sammen med udviklingen i hele hendes branche.

»Efter mit stressforløb havde jeg brug at præsentere mig ved at sige: »Jeg er Johanne, og jeg gik ned med stress, og jeg er stadig ikke helt igennem det. Det handler ikke om jer, det handler om mig,« fortæller landets nye musicalstjerne, der brød sammen, netop som hendes karriere skulle starte. Nu har hun lært en lektie, hun tager med sig videre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en af de dage under coronanedlukningen, hvor Johanne Milland ikke have mere surdej at bage og ikke flere ufærdige håndarbejdsprojekter, hvor hun blev ramt af et angstanfald.

Noget, hun aldrig havde prøvet før.

»Jeg har aldrig lidt af angst, så det var meget overvældende og meget voldsomt. Jeg var i min lejlighed i Valby og først tænkte jeg, at jeg bare skulle udenfor, at det ville blive bedre, hvis jeg fik lidt frisk luft, men det blev bare værre og værre. Så ringede jeg til min mor.«

Løsningen blev, at Johanne flyttede hjem til sine forældre på Fyn.

»Jeg fyldte 25 i de måneder, og jeg kunne ikke gå ud af en dør uden at holde min mor i hånden. Det var, som om livet skulle til at begynde, og så sluttede det samtidig. Jeg var bare et lille barn igen,« husker hun.

Branchens gamle kodeks

Johanne Milland stod ellers midt i et gennembrud. Siden hun blev færdig på musicalakademiet på Fyn, afløste den ene rolle den anden. Allerede under sit tredje år på skolen fik hun roller i »Spillemand på en tagryg« og »Den skaldede frisør«. Da angstanfaldet ramte hende, stod hun lige foran en større rolle i »Atlantis«.

At hun skulle gå ned med et brag, var der faktisk ikke plads til. Men i dag kan hun godt se, hvad der skete.

»Det var en blanding af mange ting. Min kæreste havde forladt mig i en periode, hvor jeg stod på scenen og følte, at jeg skulle være på  hele døgnet, hvor jeg hverken kunne slappe af eller trække stikket. På skolen havde vi lært at være totalt på og præstere, når man er på arbejde. Det gælder både socialt og arbejdsmæssigt. Da corona endelig gav mig ro, faldt det hele sammen. Jeg har altid været dårlig til at fornemme mine egne grænser. Til sidst gav min krop bare op.«

»Jeg tror, at vi kan køre i rigtig lang tid uden at mærke, hvor dårligt vi har det. Når du så får tid til at sætte dig ned, kan du fornemme alt det, du burde have rodet op i ti år tidligere. Det var i hvert fald det, der skete for mig,« siger Johanne Milland, der gik ned med stress, lige da hendes karriere skulle til at tage rigtig fart Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Forløbet tog tre måneder, men det lærte Johanne noget, som hun har taget med sig videre. Noget, som hun selv siger vil præge og tegne resten af hendes karriere. Mens hun forsøgte at komme på benene igen, blev hun nemlig tilbudt en rolle i Anna Emma Haudal Nielsens film »Venuseffekten«.

»Og her valgte jeg at være meget ærlig og sige tingene, som de var. At jeg ikke var mig selv, og at jeg havde haft et stressforløb,« husker Johanne Milland.

For hende var det overraskende at blive mødt med både varme og forståelse.

»Det betød, at jeg kunne komme tilbage på en stille og rolig måde. Og jeg kunne se på settet, at mange af skuespillerne trak sig i pauserne. Ikke fordi de ikke var sociale, men fordi de havde brug for at samle sig. At det var helt okay at sætte sig hen i hjørnet med høretelefoner på og en hætte trukket op over hovedet. Men det var ikke noget, jeg var vant til fra teatret.«

Ifølge Johanne Milland har hun tidligere bemærket, at der er et enormt pres på skuespillerne om at være på – selv når de ikke står på scenen.

»Der er et gammelt kodeks, men jeg mærkede det også på musicalakademiet. Når du venter, er du stadig på. Når instruktøren siger noget, så siger du »ja, instruktør«. Der er godt for folk, der får energi af at være sociale og går op på scenen og trækker energien videre, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for mere fred. og det vil jeg have skal være okay.«

Er det ikke det?

»Ikke alle steder. Jeg er også blevet råbt ad, mens jeg var på arbejde. Jeg har lidt resting bitch face. Jeg kan godt se sur ud, når jeg slapper af. Og det var der nogen, der ikke kunne lide på en produktion, så mens jeg bare gik omkring i mine egne tanker, råbte han: »Er du sur eller hvad?«. Så måtte jeg undskylde og sige, at jeg altså var helt okay. Bagefter følter jeg, at jeg skulle være mega meget på og præstere en hel masse. Tænk, hvis jeg ikke fik job igen, og ingen ville ringe.«

Morgendagens stjerner. Berlingske har udvalgt fem navne, der gjorde indtryk på os i 2021. De fem er (forrest fra venstre) Sara Viktoria Bjerregaard, Jesper Dalgaard og Jesper Groth samt  Besir Zeciri og Johanne Milland, der står bagerst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Mon ikke der var nogle, der ville mene, at det er sådan, det er. At man er lidt for følsom, hvis man tager på vej over den slags?

»Jeg er da helt enig i, at man skal være taknemmelig for overhovedet at komme ind i branchen. Men jeg mener faktisk også, at man skal være opmærksom på sig selv. Og hvis man er en person, der ikke er på 100 procent af tiden, skal man ikke forsøge at være det. Måske kan man være en bedre kollega, hvis man følger sig selv.«

Da Johanne Milland fik rollen i »Atlantis«, brugte hun også tid på at trække sig. Og hun forsøgte at være meget opmærksom på sine kolleger.

»Det ligger nok meget dybt i mig, at jeg skal have det godt med de mennesker, jeg arbejder sammen med. Det behøver ikke være den dybe samtale. Man også at sige »godt at se dig«. Huske at spørge ind til den anden eller lægge en hånd på en andens arm. Det er i virkeligheden ret små ting.«

Mennesket i maskinen

Det er vigtigt for Johanne Milland at være en god kollega. Hun nævner det selv, når man spørger, hvad der fylder for hende. Og heldigvis endte »Atlantis« med at være en kæmpe oplevelse for hende.

»Det var mere specielt for mig, for det var den første rolle, jeg havde som amatør. Og nu blev det også min første rolle som professionel. Og så var det bare helt overvældende. Jeg elsker musicals, og så sad jeg pludselig der. Nogle gange under »Atlantis« kunne jeg pludselig se mig selv udefra og tænke: »Gud, der sidder 1.400 mennesker og ser på mig. Hvis jeg forlader scenen nu, så ødelægger jeg det hele.«

På scenen stod også Stig Rossen, der er en af landets mest erfarne musicalstjerner.

»Han er jo en maskine!  Hvis han har ondt i halsen, så synger han bare igennem det. Han kan komme og hoste, og så synger han bare bedre end nogensinde. Vi havde en syng-med-aften, hvor vi inviterede superfans. Det viste sig, at folk havde mødtes i kor hver evig eneste onsdag og kunne alle sange. Mange medbragte partiturer på de forskellige stemmer. Det var som at være på stadion under en landskamp, så meget råbte de. Det var tydeligt, at folk ikke kom for at se forestillingen. De kom for at være med i forestillingen,« husker Johanne Milland om en af de store oplevelser med forestillingen.

»Min familie er slet ikke musikalsk, men jeg har altid haft lyst til at stå på scenen. I mange år fortalte jeg mine forældre, at jeg gerne ville synge og spille, og de tog det ikke rigtig alvorligt. De svarede: »Slap nu af. Gå lige ud af sjette klasse«.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Allerstørst var dog oplevelsen af, at det godt kan lade sig gøre at præstere på scenen og være et menneske bag scenen. Ifølge Johanne Milland er der også blevet bedre plads til det. Ja, måske bliver det faktisk efterspurgt.

»Tiderne har ændret sig, og folk gider ikke have dig med på et set, hvis du er nederen.«

Så vi er langsomt ved sige farvel til diva-nykkerne?

»Det er et sjovt ord: Diva. Betyder det et menneske, der er i en offentlig position og taler med 100.000 mennesker hver eneste dag og egentlig bare har brug for fred, eller taler vi uacceptabel opførsel? Der er stor forskel. Når det så er sagt, tror jeg også, at tingene har ændret sig. Hvad jeg hører, er, at den nye generation går mere op i flade hierarkier og gerne vil sætte deres præg på branchen. Det skal nok blive meget godt.«