Dansk instrueret dokumentarfilm om et forsvundet da Vinci-maleri er mere bizar end noget, man kunne have fundet på

»Udover narko og prostitution er kunstverdenen det mest uregulerede marked i verden,« lyder det i den vanvittige dokumentarfilm »The Lost Leonardo«. Og det viser sig ikke bare at være en løs påstand.

 
Trailer til »The Lost Leonardo«. Video: Sony Pictures Classics. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forestil dig denne scene: En manuskriptforfatter har fået lov til at pitche en spillefilmsidé for en hollywoodproducer: »Okay, det her handler om et maleri, der måske/måske ikke er malet af Leonardo da Vinci, der bare ligesom dukker op ud af det blå.

Fra at koste 1.100 dollar bliver det i løbet af få år til verdens dyreste maleri, der bliver solgt for 450 millioner dollar, og historien involverer blandt andet en lusket engelsk museumsinspektør, en shady schweizisk kunsthandler, en russisk oligark, den franske præsident, CIA, FBI … nå ja, og den saudiarabiske kronprins selvfølgelig! Hov, og Leonardo DiCaprio har en birolle.«

Vedkommende var nok blevet bedt om at skrue lidt ned for charmen og finde på noget, der var en smule mere realistisk. Det er en slidt kliché at sige, at virkeligheden nogle gange overgår fantasien, men i tilfældet »The Lost Leonardo«, en dokumentarfilm instrueret af danske Andreas Kofoed, giver klichéen mening.

Restauratoren Dianne Modestini med maleriet, det hele handler om. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

En sensation. Måske

Den utroligt kulørte historie tager sin begyndelse i 2005, hvor en rigmand fra New Orleans sælger ud af sin kunstsamling. To kunsthandlere – såkaldte sleeper hunters, der leder efter undervurderede kunstværker – køber et maleri for 1.100 dollar.

Det forestiller Salvator Mundi (Verdens frelser, red.),, Jesus Kristus. De to kunsthandlere fragter maleriet i en plasticpose til restauratoren Dianne Modestini fra New York. Og allerede her begynder det hele at blive lidt tvivlsomt. Modestini er den første, der mener at vide, at maleriet faktisk kan tilskrives Leonardo da Vinci. Der findes kun omkring 15 kendte da Vinci-malerier, og det nyeste dukkede op for mere end 100 år siden, så det er lidt af en sensation, hvis det er rigtigt.

Men: Modestini restaurerer billedet i en grad, så nogle mener, at hun nærmest maler et nyt – og billedets ejere lover hende en del af salgsprisen, hvorfor hun har en ikke uanselig økonomisk interesse i, at maleriet faktisk er en ægte Leonardo da Vinci.

Dyrere og dyrere

Herefter ryger maleriet videre til det prestigefyldte National Gallery i London. Her inviterer kuratoren Luke Syson et hold internationale eksperter til at besigtige billedet. Med et uudgrundeligt Mona Lisa-smil forklarer Syson kameraet, at han ikke spurgte nogle af eksperterne direkte: »Er det her et ægte da Vinci-maleri?«. De … talte mere bare om det.

Alligevel bliver »Salvator Mundi« udstillet som en del af National Gallerys da Vinci-udstilling, og på bizar vis bliver det mere og mere til sandhed, at maleriet er malet af Leonardo da Vinci, ligesom prisen stiger og stiger, uden at nogen uafhængige eksperter for alvor skriver under på maleriets ægthed.

Kulørt persongalleri

Det vil næsten være synd at referere mere af handlingen her, men den involverer som sagt blandt andet en kulørt schweizisk kunsthandler ved navn Yves Bouvier, der lige så godt kunne være skurk i en Bond-film, en herligt rapkæftet kunstkritiker ved navn Kenny Schachter og FBI-agenten Robert King Whitman, der ikke har mange replikker i filmen, men til gengæld udmærker sig ved at ligne en FBI-agent mere end nogen anden FBI-agent i historien. Både på film og i virkeligheden.

Den schweiziske kunsthandler m.m. Yves Bouvier er en af dem, der har tjent rigtig mange penge på »Salvator Mundi«. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

»The Lost Leonardo« forklarer også på både pædagogisk og skamløst underholdende vis, hvordan kunstverdenen – udover narko og prostitution – er det mest uregulerede marked i verden, og hvordan »Salvator Mundi« blev en brik i et kompliceret storpolitisk spil mellem Frankrig og Saudi-Arabien.

Billedsiden består primært af (smukt oplyste) talking heads og nøje udvalgte dækbilleder, så rent filmisk er »The Lost Leonardo« ret lige ud ad landevejen. Men historien … den er vild.

»The Lost Leonardo«. Dokumentarfilm, 95 minutter. Instruktion: Andreas Kofoed Premiere 27. januar i biografer landet over.