Da sandheden går op for ham i ligfryserummet, kommer tårerne

Tv-anmeldelse. Dokumentaristen Per Wennick tager på opklaringsmission i sin egen trøstesløse barndom. Resultatet er både kuldslået og bevægende.

TV-dokumentaristen Per Wennicks forsøg på at få styr på sin egen historie er både følelsesladet og usentimentalt tilrettelagt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Agnete Schlichtkrull
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et snævert ligfryserum på Hvidovre Hospital. Et trøstesløst kælderlokale med neonlys i loftet og koldt afvisende kakler på væggen. Med papkasser stablet op langs væggene og et arkivskab af stål i hjørnet. Det er her, TV-dokumentaristen Per Wennicks forsøg på at finde de svar, han leder efter, ender. Men ikke på den måde, han havde håbet på. Reaktionen er fysisk, og kameraet registrerer det hele. Den 71-årige mands stemme knækker. Og så kommer tårerne.

Hvad er det, den anerkendte tilrettelægger håber på at finde i »Jagten på mig selv«, den dokumentarserie i to dele, han har lavet med sit eget jeg som omdrejningspunkt? Manden, der med sit kamera er gået tæt på alle mulige andre i berømmede TV-klassikere som »Ingen slinger i valsen«, »Grevinden på tredje« og »Æblehovedet og Kommandanten«, har først nu – det siger han selv – haft modet til at lave en film, der tager udgangspunkt i hans egen skæbne.

Det, vi som seere er vidne til, er på den ene side en mands forhåbning om at få fyldt nogle af de sorte huller i sin tilværelse ud. De manglende mellemregninger, der er opstået i den barndom, der lod meget tilbage at ønske, og som han aldrig har kunnet tale med sin nu afdøde mor om. Hende, han i en tilbagevendende drøm, han fortæller om – det er sådan, det hele begynder – forgæves forsøger at nå for enden af en trappe, der bliver stadigt stejlere.

Tæsk med nøgleknippe

Hvorfor blev han som treårig placeret på et børnehjem af den ugifte mor, der var ude af stand til selv at tage vare på ham, og som forblev plaget af skyld og skam over sin beslutning? Her lukkede han sig om sig selv, stuvet sammen med 15 andre drenge på lidt plads under opsyn af en meget lidt godhjertet plejemor, der så det som en del af sin opgave at sætte skik på drengene ved at give dem tæsk med en bøjle eller et nøgleknippe i en snor.

Et sted med det lidet passende navn Godthåb, som fremstilles efter hukommelsen i effektive, dramatiserede sekvenser. Her var ømhed og nærhed pakket væk til fordel for disciplin og afretning. Og her blev de mindste drenge – herunder også Per – udsat for seksuelle overgreb af de ældre, uden at de voksne havde føling med, hvad der foregik

Hvorfor greb ingen ind? Og hvorfor har Per Wennick i store dele af sit liv været under overvågning med en mystisk meldepligt til Psykiatrisk Institut på Kommunehospitalet, hver gang han stiftede bekendtskab med sundhedssystemet? Har det noget at gøre med den omfattende fysiologiske og psykologiske undersøgelse, han som barn indgik i i en kælder på netop Kommunehospitalet?

Den gennemgribende psykologiske udredning, han har været underkastet, må rumme nogle af de svar, han selv har kæmpet med hele livet, mener han: Ensomhedsfølelsen, den manglende evne til at lukke andre ind i sin tilværelse, som stadig plager ham på tværs af tiden.

Drevet af indignation

Som seer forstår man, at han håber på at møde den dreng, han engang var, og på at få dokumenteret de svigt, som man må have kunnet aflæse på baggrund af den ekstremt omhyggelige mentale undersøgelse. Den udførlige rapport, som må stå i skærende kontrast til de to linjers overfladiske skudsmål, drengen fik hvert år på det børnehjem, hvor han tilbragte en knugende barndom indtil konfirmationsalderen. Og han er stadig drevet af indignation over, at psykiaterne, der forestod undersøgelsen, ikke indrapporterede den mistrivsel, de må have registreret.

Han trykker frivilligt på fortidens ømme punkter, når moderens baggrund og bevæggrunde optrevles gennem arkivbesøg og samtaler med den medfølende kusine, der »altid har været god til at lytte ved dørene«. Og han får børnehjemmets kulde belyst og bekræftet af en godhjertet køkkenhjælp, han knyttede sig til, indtil også den forbindelse ophørte.

På velafprøvet detektivisk vis deltager vi i det hele taget i en opsporingsproces, mere eller mindre troværdigt genopført for kameraets skyld, hvor en journalistkollega med researchevner hjælper ham rundt i opklaringsarbejdet. Og hvor han selv konfronteres med de ting, han ellers har bevaret bag lås og slå. Bevægelse og kølig ironi blandes i Per Wennicks ansigt i effektive interviewsekvenser, når de ting, det stadig er svært at tale om, skal ud. Det skæve smil kan ikke skjule et livs sorg i blikket bag brilleglassene i nærbillederne. Det er følelsesladet. Men aldrig sentimentalt.

Halvvejs op ad trappen

Med sin kuldslåede skildring af børnehjemslivet i 1950erne og 1960erne føjer Per Wennick sit eget kapitel til de vidnesbyrd om grufulde svigt i forsorgen, vi alt for sent er ved at få taget et opgør med herhjemme. Man rystes over, hvor kort tid siden synet på uønskede børn var præget af en blanding af ligegyldighed og mistro.

Selv når han kun halvvejs op ad trappen til den mor, der venter ham i drømme. Den store forløsning af mysteriet indfinder sig aldrig i det fascinerende sporarbejde. Men undervejs får Wennick i stedet fortalt en rammende historie om, hvordan vi stort set alle sammen når til skelsår uden at få de endegyldige svar på tilværelsens gåder, vi hver især kæmper med.

Også selv om de færreste af os har haft en så dramatisk skæbne som Per Wennick. De spørgsmål, man måske netop aldrig kan få helt besvaret, men som man selv forsøge at stykke sammen, hvis man tør. Hvorfor blev tingene, som de blev? Hvorfor blev jeg selv, som jeg blev? Hvem er jeg? Og hvorfor?

Det er glimrende fjernsyn.

»Jagten på mig selv«. Manuskript og instruktion: Per Wennick. DR 1, mandag 27. december kl. 20. Andet og sidste program i serien sendes mandag 3. januar. Kan streames på dr.dk.