I 2006 er Ebbe Iversen igen på pletten, og her er det første gang der stiftes bekendtskab med Daniel Craig i rollen som 007. Anmelderen konstaterer at Craig er den mest talentfulde skuespiller til dato, der har fremstillet figuren. Igen er der fem stjerner til filmen.
Uddrag af anmeldelsen:
»Helt perfekt er denne 21. »officielle« 007-film ikke. Der er tidspunkter, hvor sammenhængen i handlingen ikke ligefrem er lysende klar, og hen mod slutningen trækkes tingene en anelse i langdrag, da Bond er faldet for den både skønne og skarpsindige kollega Vesper Lynd (Eva Green). Her lurer klicheerne, ligesom man kan mene, at et pokerspil – på titlens kasino, der befinder sig i Montenegro – trods tårnhøje indsatser er en lidt pauver form for dramatisk kulmination.«
»Skidt med det. Vi kan være stolte af den inderligt onde Mads Mikkelsen, og vi kan med betydelig begejstring konstatere, at Daniel Craig på det nærmeste får sine Bond-forgængere til at ligne klynkende tøsedrenge, og at »Casino Royal« i Martin Campbells ultrakompetente instruktion underholder såvel storslået som hårdtslående. Barsk Bond betager bare bedre.«

