Filmbranchemediet Variety har kastet sig ud i en genre, der altid kan skabe diskussion.
Mediet har nemlig lavet en liste over de 100 bedste tv-serier nogensinde. Men du finder ikke »Rejseholdet« på listen, for mediet skriver – og beklager – at det har holdt sig til engelsksprogede serier, der har været sendt på eller er tilgængelige på streamingtjenester i USA.
»Listen (…) afspejler årtiers evolutioner og revolutioner; serierne blev valgt af et team af Varietymedarbejdere og -bidragydere under hensyntagen til kvaliteten af hvert show og dets kulturelle indvirkning,« skriver Variety.
Der er mange, der påstår, at vi befinder os i tv-mediets guldalder lige nu. En guldalder, hvor »The Sopranos« svingede den første hakke.

Det er nok også rigtigt, at der findes tv-serier med højere kvalitet og ambitioner end før. Men tiden, hvor en tv-serie bliver set af alle, er forbi.
Så det, at Variety lægger både seriernes kvalitet og deres kulturelle indvirkning til grund for sine valg, kan nok forklare, hvorfor det hverken er »The Sopranos«, »The Wire« eller »Breaking Bad«, der indtager førstepladsen på listen …
… men i stedet en klassiker fra 1957.
Top 20
»I Love Lucy«, 1951-57
»Mad Men«, 2007-15
»The Sopranos«, 1999-2007
»The Simpsons«, 1989-nu
»Breaking Bad«, 2008-13
»Sex and the City«, 1998-2004
»The Wire«, 2002-08
»Seinfeld«, 1989-98
»The Mary Tyler Moore Show«, 1970-77
»Roots«, 1977
»Cheers« / »Sams bar«, 1982-93
»Sesame Street« / »Sesamgade«, 1969-nu
»Succession«, 2018-2023
»The Twilight Zone«, 1959-64
»Saturday Night Live«, 1975-nu
»All in the Family«, 1971-1979
»The Oprah Winfrey Show«, 1986-2011
»The Golden Girls« / »Pantertanter«, 1985-92
»Playhouse 90«, 1955-60
»60 Minutes«, 1968-nu
Vinderen, »I Love Lucy«, ringer måske ikke mange klokker hos den gængse danske tv-seer.
Hovedrollen, Lucy Ricardo, blev spillet af Lucille Ball, som blev kendt for sin fysiske komik og sit gummiansigt, og serien er og er kolossalt populær i USA, hvor den endnu kører i evig båndsløjfe. Ball spillede i serien over for sin virkelige ægtemand, Desi Arnaz, der var født på Cuba.
De to ejede sammen rettighederne til serien og produktionsselskabet Desilu Studios, og Variety skriver, at Lucille Ball var en magtfuld spiller i showbusiness på et tidspunkt, hvor der ikke var mange åbne døre for kvinder.
»Og hun brugte den magt til at forvandle Lucy Ricardo til en manisk udgave af gennemsnitskvinden, der reagerede på meget virkelige uretfærdigheder, skuffelser og tilbageslag med et hyl.«

Vi skal tale om Cosby
Længere nede på listen, som nummer 90, finder man »The Cosby Show«, eller »Cosby & Co.«, som serien hed på dansk.
Serien, der blev lavet fra 1984-1992, var banebrydende dengang. For serien var et kæmpe hit i både USA og i udlandet, hvilket hidtil ikke var sket med en serie, der blev båret af sorte karakterer.
Bill Cosby og Phylicia Rashad, der spillede ægteparret Cliff og Clair Huxtable, der var henholdsvis læge og advokat, blev store forbilleder for en generation af sorte amerikanere, hævder blandt andre W. Kamau Bells, instruktøren bag dokumentarserien »Sandheden om Bill Cosby«, som kan ses på DRTV. Det samme har blandt mange andre også komikeren Dave Chappelle sagt.
Herunder kan du set et klip fra »Cosby & Co.«, der symptomatisk viser familiens smukke hjem, humor, sammenhold og tilhørsforhold til afroamerikansk kultur.
Men serien havde ikke kun kvalitet på grund af karakternes forbilledlighed.
»Uden konteksten (»in a vacuum« på engelsk, red.) ville denne serie være væsentligt højere oppe på vores liste – for sin komiske fantasi, sammenholdet i ensemblet og den banebrydende karakter af rollerne spillet af Bill Cosby og Phylicia Rashad, sorte fagfolk og forældre i hjertet af en familiekomedieserie,« skriver Variety.
Men Bill Cosby blev i 2018 dømt i en straffesag for at have begået seksuelt overgreb. En juridisk teknikalitet gjorde dog, at han blev løsladt fra fængslet.
Der er stadig ifølge Variety »dusinvis af troværdige anklager« om, at Cosby har bedøvet og voldtaget kvinder, og alle disse »har gjort sit for næsten at udviske Bill Cosbys bidrag til kulturhistorien.«
Alligevel mener Variety, at på grund af det store bidrag fra Cosbys kolleger til serien og seriens betydning i dens samtid gør, at det ville være mærkelig at ekskludere den fra listen.
»Børn i denne og fremtidige generationer vil sandsynligvis ikke se »The Cosby Show« – hvor er det en skam, at dens stjerne ødelagde hans eget og andres arbejde så grundigt.«
Slutteligt kan nævnes, at listen faktisk ikke er helt uden dansk bidrag.
For på nummer 99 finder man serien »Hannibal«, hvor Mads Mikkelsen spillede lægen og kannibalen Hannibal Lecter.
Hele listen kan ses hos Variety.



