Skuespilleren Edouard Baer, der blandt andet er kendt for sin rolle som Asterix i »Asterix og Obelix og briterne«, er blevet anklaget for en stribe seksuelle overgreb.
Det får nu et teater i Paris til at aflyse hans show. Det skriver The Guardian.
Anklagerne mod Edouard Baer bliver rettet mod ham af seks kvinder, der er stået frem samlet i to franske medier, Mediapart og Cheek.
Sidstnævnte skriver, at kvinderne fortæller om seksuel chikane og overgreb i perioden 2013 til 2021.
Ingen af dem har indgivet en officiel klage over Édouard Baer. Beretningerne fra disse kvinder, som alle var i 20erne på tidspunktet for hændelserne, handler om ting, der er foregået i professionelle sammenhænge. Altså på de medier, hvor Baer arbejdede, eller i teatret.
Baer selv har ytret sig skriftligt i Mediapart og Cheek:
»Det er med forbløffelse og stor sorg at jeg opdager de vidnesbyrd, du fortæller mig om. Jeg genkender ikke mig selv i de ord eller handlinger, der tilskrives mig.«
Det var meningen, at Baer skulle have spillet 15 show i Théâtre Antoine, som ligger i det 10. arrondissement i Paris, og som har plads til 800 gæster. Men det skal han altså ikke nu.
Et tu, Obelix?
Gérard Depardieu, obelixen til Edouard Baers Asterix, er også centrum for en række anklager om overgreb og voldtægt.
I april kom det frem, at politiet i Frankrig havde afhørt Gérard Depardieu, efter at han blev anklaget for to tilfælde af seksuelle overgreb. Ét skal have fundet sted under en filmoptagelse i 2021 og det andet under filmoptagelser i 2014.
Men det er kun den seneste udvikling, for tidligere har en række kvinder anklaget ham. Det gjaldt blandt andet 14 kvinder, der anklagede ham for overgreb, og en kvinde, der anklagede ham for fuldbyrdet voldtægt, som Berlingske beskrev det i 2023.
Men allerede i 1991 skrev The Washington Post om, hvordan man skulle »håndtere voldtægtsmanden, der blev charmetrold«.
På det tidspunkt var Depardieu begyndt at blive kendt i USA, hvorefter et ældre interview fra 1978 blev fundet frem af Time Magazine.
I det gamle interview sagde Depardieu om sin fortid:
»Der var flere voldtægter, end jeg kan tælle. Der var ikke noget galt med det. Pigerne ville voldtages. Jeg mener, der er ikke noget, der hedder voldtægt. Det er kun et spørgsmål om, at en pige placerer sig selv i en situation, hvor hun gerne vil være,« sagde han ifølge The Washington Post dengang.
Begge sager er en del af et større #metoo-opgør, der i disse måneder tages især i filmbranchen i Frankrig.
Det franske parlament afholder i denne uge høringer om seksuelle overgreb i filmbranchen.
En række filmcastere kom torsdag med et fælles opråb til lovgiverne, skriver The Guardian.
De ønsker, at det skal blive ulovligt at bede skuespillere om at være nøgne til auditions. Forslaget er et af mange, som nogle ønsker skal indgå i en kommende lov, der skal forebygge seksuelle overgreb.




